LET THE RIGHT ONE IN er en SkyShowtime-serie fra 2022, der er baseret på den svenske gyserfilm fra 2008. En film, der allerede i 2010 fik en amerikansk remake. Alligevel giver det god mening med denne serie. Læs vores anmeldelse af Let the Right One In serien her!

LET THE RIGHT ONE IN (2022) er en vampyrserie på det nye SkyShowtime. Selve serien er også helt ny, da den er fra 2022 og fik premiere i USA samme tid som frigivelsen her i Danmark.

Altså, afhængigt af hvordan du har adgang til SkyShowtime. Er man YouSee kunde, kan man se frem til konstant forsinkelse, som de fleste vil kende det fra Paramount+ (som SkyShowtime hed før) og andre streamingtjenester.

Uagtet den noget kringlede adgang til de nye afsnit i denne 2022 serie, så er den faktisk kommet rigtig godt fra start og kan anbefales.

Du kan læse videre på vores anmeldelse af Let the Right One In serien herunder. Afsnittene frigives ugentligt på SkyShowtime, og der er 10 afsnit i sæson 1.

En svensk film, der ramte plet internationalt

Let the Right One In er baseret på den svenske gyserfilm Låt den rätte komma in af Tomas Alfredson. I Danmark fik den titlen Lad den rette komme ind, men her til serien har man altså holdt fast i den originale [engelske] titel.

Faktisk blev Tomas Alfredsons film allerede genskabt til at internationalt publikum i 2010. Her var det Matt Reeves (The Batman), der stod bag remaken, der fik titlen Let Me In. Jo jo, svensk film har mange titler. Åbenbart.

Man kunne måske tænke, at der ikke er mere at komme efter, så hvorfor lave en serie. Men faktisk er begge film jo “bare” et kort glimt af vampyrpigen (og hendes fars) liv. Derfor giver det helt fin mening af dykke ned i historien, da der tydeligvis er meget mere at fortælle.

Let the Right One In (2022) – Anmeldelse | Gyserserie

Et overraskende stærkt cast

Selve historien i Let the Right One In serien begynder egentligt samme sted som filmen. Vi møder vampyrpigen Eleanor “Ellie” Kane, der er ved at skabe sig et nyt hjem i New York med hendes far, Mark Kane.

Her møder hun lynhurtigt drengen Isaiah, der elsker tryllekunster og desværre mobbes ret heftigt. Alle skuespillerne gør det virkelig godt, men især den unge Isaiah leverer en præstation, der er lige så hjerteskærende, som den er hjertevarm og modig.

Skuespilleren hedder Ian Foreman, og i samspil med Madison Taylor Baez, der spiller Ellie, bliver man helt grebet af deres verdensbillede. Madison Taylor Baez (vampyrpigen Ellie) fungerer desuden fantastisk i scenerne med Demián Bichir (The Nun), der spiller hendes far.

Der er generelt et virkelig stærkt cast, hvor især sidehistorierne – der også, med rette, fylder en del – har mange skuespillere i front. Det gælder blandt andre Grace Gummer (The Hot Zone, Mr. Robot), Anika Noni Rose (Them), Nick Stahl (Hunter, Hunter) og Zeljko Ivanek (True Blood).

Se 2022-serien Let the Right One In på SkyShowtime!

Let the Right One In er i denne version som serie skabt af Andrew Hinderaker. Han begyndte sin karriere inden for tv-serier med at skrive på den fantastiske Penny Dreadful-serie.

Dog gives der naturligvis stadig kredit til John Ajvide Lindqvist, der skrev manuskriptet til den svenske film, der desuden var baseret på hans egen roman fra 2004.

De 10 afsnit er instrueret af en række forskellige instruktører. Vi kommer derfor til at se afsnit instrueret af bl.a. Seith Man (The Walking Dead, Dexter), Viet Nguyen (The Midnight Club) og Hiromi Kamata (The Envoys).

Der kommer nye afsnit hver mandag, så sidste afsnit i sæson 1 (afsnit 10) frigives den 12. december 2022. Der er altså vampyrguf til hele efteråret og lidt ind i vinteren med denne gyserserie.

Let the Right One In fik officielt premiere på SkyShowtime den 10. oktober 2022.

FAKTA

Manuskript: Andrew Hinderaker
Medvirkende: Demián Bichir, Madison Taylor Baez, Anika Noni Rose, Mamie Gummer, Kevin Carroll, Nick Stahl

Plot

Efter at være blevet forvandlet til en vampyr lever den 12-årige Eleanor for evigt som eneboer, mens hendes far Mark (Demián Bichir) prøver sit bedste for at give hende menneskeblod. Men efter 10 års overlevelse vender de hjem til New York City på jagt efter en kur.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.