THE HOT ZONE er en ny miniserie på National Geographic, hvor vi følger første gang, der registreres Ebola-virus på amerikansk grund. Julianna Margulies er skøn i hovedrollen, og selvom serien afsluttes ret forhastet, er den bestemt værd at se. Læs vores The Hot Zone anmeldelse her!

The Hot Zone er en ny miniserie på National Geographic. Over seks afsnit følger vi den første registrering af Ebola-virus på amerikansk grund tilbage i 1989.

Julianna Margulies spiller den altafgørende hovedrolle, og selvom der er lidt for meget stivhed i hendes ansigt, så er hun fantastisk i rollen som Nancy Jaax. Til gengæld er hun omgivet af en del kolleger, der er mildest talt irriterende.

Overordnet er det dog et ret fantastisk cast, og det er altid fascinerende (læs: skræmmende) at se tilbage på øjeblikke, hvor tingene kunne være gået helt galt. Og naturligvis også at få et indblik i de mekanismer og personer, der sikrede, at det ikke gik galt.

Én historie, to tidsperioder

Selvom hovedhistorien er udbruddet af Ebola-virus blandt aber, der er importeret til USA fra Manilla, så er der også lidt mere baggrundsviden, der skal på banen. Sideløbende ser vi derfor gennem flashbacks tilbage til 1976, hvor Ebola første gang blev fundet nær Ebola floden (deraf navnet).

Her følger vi Wade Carter, der spilles af Liam Cunningham (Let Us Prey) og Trevor Rhodes, der spilles af James D’Arcy (Snemanden). De arbejder for IDC [International Center for Disease Control] og opdager det første registrerede Ebola udbrud. Vi får også lige Grace Gummer på banen som Melinda Danport. Hendes karakter er dog nærmest overflødelig, hvilket er en skam.

Personligt havde jeg nok foretrukket en mere kronologisk tilgang, men det er især fordi, man forventer at få noget forløsning, der bare aldrig kommer. Faktisk slutter serien med et sjette afsnit, hvor det hele nærmest forhastet bliver afsluttet.

Der er et lille sideplot i en lufthavn, som ikke helt bliver fulgt til dørs og nogle personlige kontroverser, der også forsvinder som dug for solen. Dét var nok min største irritation, da jeg generelt synes, The Hot Zone er vanvittig spændende og klart kan anbefales at få set!

The Hot Zone – Anmeldelse af miniserie

Julianna Margulies er Dr. Nancy Jaax

Den primære og altafgørende hovedrolle spilles af Julianna Margulies (Skadestuen). Hun spiller nemlig Dr. Nancy Jaax, der arbejder for militæret og har med de farligste virusser at gøre. Hun er simpelthen i kontakt med noget, der kunne lægge hele planeten øde, hvis det slap ud.

Der drages i den forbindelse også en del passende paralleller til AIDS epidemien. Plottet udspiller sig jo i 1989. Da de høje herrer er bange for at skabe panik omkring et muligt Ebola udbrud, peger Dr. Jaax hurtigt på AIDS epidemien. Derefter spørger hun dem, om de synes det virkede, at ignorere problemet i dén forbindelse. Mon ikke der er en bedre vej frem?!

Helt overordnet er Dr. Nancy Jaax en gennemført professionel kvinde, der er omgivet af dygtige og fornuftige mennesker. Og, nå ja, så er der lige hendes mand og hendes overordnede, der begge to er nogle møghamrende irriterende idioter. For nu bare at kalde en spade for en spade. Skilsmissepapirerne ville ligge klar, hvis jeg blev behandlet, som hun bliver i The Hot Zone.

Hun er den bedste til sit job og er kendt for dette, men alligevel bliver hun sendt til time-out på vigtige tidspunkter. Julianna Margulies spiller især disse øjeblikke til perfektion, da hun fastholder Dr. Jaaxs professionalisme men dog også får sin holdning gjort tydelig.

The Hot Zone – Anmeldelse af miniserie

Se The Hot Zone på National Geographic

Da dette er en miniserie (og ikke på Netflix), så får du et dobbeltafsnit til at starte med, og derefter er det ét afsnit om ugen. Det er nok helt fint, for det tvinger publikum til lige at lade detaljerne synke helt ind. 

The Hot Zone er baseret på bogen af Richard Preston Jr., mens miniserien er skabt af James V. Hart, der også har været med til at skrive manuskriptet. James V. Hart har tidligere skrevet på film som Dracula (1992) og Contact (1997) samt skabte piratserien Crossbones (2014).

Der er to instruktører på miniserien, Nick Murphy og Michael Uppendahl, der hver har stået for tre afsnit. Især navnet Michael Uppendahl vil måske være bekendt for mange gyserfans. Han har nemlig instrueret afsnit af tv-serier som American Horror StoryThe Walking Dead og Castle Rock. Det er altså en ret hardcore gyser-serie instruktør, de har fået ind over The Hot Zone.

Det gør det jo heller ikke mindre uhyggeligt, at The Hot Zone er baseret på sande hændelser, der viser, hvor heldige vi er, at verden ikke står værre til, end den alligevel gør.

The Hot Zone har premiere på National Geographic her i Danmark fra søndag d. 22. september 2019. 

FAKTA

Tv-premiere: Dobbeltafsnit 22. september 2019 kl. 21.00 på National Geographic
Streaming-premiere: 23. september 2019 hos National Geographic+, tilgængelig for kunder hos YouSee, Stofa og Viaplay.
Instruktør: Michael Uppendahl
Medvirkende: Julianna Margulies, Topher Grace, Liam Cunningham, Noah Emmerich, James D’Arcy, Grace Gummer
Længde: 6 x 60 min

Plot

The Hot Zone fortæller den vilde, sande historie om ebola-virussens ankomst til USA i 1989. Doktor Nancy Jaax, en heroisk militærlæge, der arbejder med et hemmeligt militært SWAT-team, risikerer sit liv, da hun forsøger at afværge udbruddet, før det spreder sig til befolkningen.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.