HIJACK på Apple TV+ er en ny thrillerserie med Idris Elba i hovedrollen sammen med et stjernespækket cast. Der er syv afsnit, der følger den næsten 7 timer lange flyvetur. Læs vores fulde anmeldelse af Hijack-serien her!

HIJACK er en ny Apple TV+ thrillerserie med syv afsnit. Hvis du skal flyve til en feriedestination denne sommer, bør du måske vente med at se denne serie. Det er virkelig et mareridt for alle ombord på det fiktive Kingdom Airlines-fly fra Dubai til London.

Idris Elba er fantastisk i den altafgørende hovedrolle, hvor han skal træffe svære beslutninger og blive både helt og skurk undervejs. Og nej, det er ikke en spoiler, men mere en kommentar på, at der skal tages svære valg. Der er syv afsnit i serien, og vi har set dem alle til denne anmeldelse.

Du kommer nok også til at ville se dem alle – ikke mindst, da hele mysteriet og de fleste svar helt naturligt kommer mod slutningen.

Læs videre på vores Hijack-serieanmeldelse nedenfor. Find de første to afsnit på Apple TV+ fra den 28. juni 2023.

Helt bestemt en højoktan thriller

I den officielle beskrivelse af denne Apple TV+-serie kaldes den en “højoktan-thriller”, og jeg kan bekræfte, at det er meget nøjagtigt. Historien sker nærmest i real-time, hvilket helt sikkert hjælper med at holde publikum helt ude på sædekanten.

Inklusiv ønsket om svar, da det grundlæggende er et mysteriet. Hvorfor sker denne kapring overhovedet? Og hvordan skal du kommunikere og forhandle med folk, som ikke engang vil fortælle dig, hvad de ønsker at opnå?!

Da Hijack bliver fortalt i realtid, kommer vi til at følge hele rejsen af det kaprede fly. Fra passagererne går ombord og får siddepladser – inklusive mindre fejder mellem passagerer lige fra begyndelsen – til ankomsten til London.

En syv-timers flyvning, hvor hele situationen meget tidligt bliver voldsomt anspændt!

Hijack – Anmeldelse | Apple TV+ Thriller-serie

Brutale scener i denne nye Apple TV+ thriller

Eftersom dette er en thrillerserie, vil jeg lige komme med en lille “advarsel”. Der er en del scener undervejs, der nærmest bevæger sig over i noget, der kunne ske i en gyser. Inklusiv en del mennesker, der dør ret brutalt undervejs i Hijack.

Med andre ord kan enhver, der frygter en lang og kedelig kapringshistorie godt slappe af. Ikke alene er dette en intens og karakterdrevet thriller, der finder sted ombord på et fly, vi følger også alle på jorden, der forsøger at forstå, hvad der foregår.

Hver eneste skuespiller leverer desuden præstationer, der i dén grad formåede at komme ind under huden på mig. Både i positiv og negativ forstand, da der også er en del irriterende typer.

Idris Elba (Luther: The Fallen Sun) spiller hovedrollen som Sam Nelson, der er en fremragende forhandler i forretningsverdenen. Da han nu er ombord på et fly, der bliver kapret, tager han det på sig selv at sikre, at det ikke ender i katastrofe. Oversættelse: Han vil forsøge at forhandle en aftale med flykaprerne.

Ofte kører han et højt spil med en højrisikostrategi, hvor han fremmedgør alle omkring ham med sin brutale ærlighed. Det er dog med det tydelige formål at trænge igennem til flykaprerne. Og der er trods alt en tidsbegrænsning, han også skal forholde sig til.

Et fantastisk cast – både i luften og på jorden

Nede på jorden spiller den altid vidunderlige Archie Panjabi (The Fall, Snowpiercer sæson 3) rollen som Zahra Gahfoor. Hun arbejder som anti-terrorofficer og bliver straks en del af efterforskningen. Mest fordi hun er den første, der opdager, at kapringen er sket.

I serien medvirker også Christine Adams (The Unholy), Max Beesley (The Outsider), Eve Myles, Kaisa Hammarlund, Holly Aird (Silent Night), Neil Maskell (Bull), Zora Bishop (The Sandman), Aimée Kelly, Mohamed Elsandel og Ben Miles. For blot at nævne nogle få!

Jeg skal ikke afsløre, hvem de hver især portrætterer, da det [til dels] er en del af mysteriet.

Og alligevel kan jeg ikke se nogen skade i at afsløre, at lige præcis Eve Myles (Broadchurch, Eat Locals) portrætterer London-flyvelederen, der er ansvarlig for Kingdom Airlines-flyet, der er blevet kapret. Eve Myles er fantastisk i denne rolle, når hendes karakter skal være uhyggelig rolig og fattet, som flyveleder-jobbet kræver.

Se Hijack på Apple TV+

Denne nye Apple TV+-serie er skabt af George Kay (Criminal) og Jim Field Smith (CriminalTruth Seekers). De to henholdsvis skrev og instruerede også serien. Med disse to ved roret er der rigtig gode muligheder for en serie, der fungerer. Og det gør Hijack!

Personligt var jeg i tvivl, om ikke hele syv 45-minutters afsnit ville være alt for meget, men det fungerer virkelig godt. Især fordi det reelt udspiller sig i real-time. Ikke på en 24 timer agtig måde, hvor der er aktiv nedtælling. Alligevel kommer vi alle til at holde øje med uret ofte, da alle karakterer kigger på det i forskellige forbindelser.

Jeg synes også, det var ret skønt at være vidne til de forskellige typer passagerer. Vi kender alle de forskellige typer – fra dem, der ikke mener reglerne gælder for dem, til de personer der bare skal være på tværs. De egentlige karikaturer undgås, selvom det til tider kommer lidt tæt på.

Alt fra karakterer til plot gør, at når man begynder at se serien, vil man også gerne afslutte den. Og du bør virkelig blive til det sidste afsnit!

Hijack har premiere på Apple TV+ med de første to afsnit onsdag den 28. juni 2023. Ugentlige afsnit udgives hver onsdag med finalen den 2. august 2023.

FAKTA

Skabere: George Kay, Jim Field Smith
Instruktør: Jim Field Smith
Medvirkende: Idris Elba, Archie Panjabi, Christine Adams, Max Beesley, Eve Myles, Neil Maskell, Jasper Britton, Harry Michell, Aimée Kelly, Mohamed Elsandel, Ben Miles

Plot

Da Flight KA29 kapres undervejs på den syv timer lange flyvning fra Dubai til London, prøver Sam Nelson at bruge sine evner og sin viden som forhandler i erhvervslivet til at redde alle om bord. Bliver den risikable strategi hans undergang?

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.