Wildling er så meget mere, end jeg forventede. Det er intet mindre end en velfortalt fantasy gyser, hvor det hele alligevel er ret jordnært. Se den endelig for både historien og karakterne samt skuespilpræstationerne!

Wildling bød på en virkelig skøn overraskelse, da jeg egentligt “bare” forventede lidt let underholdning. Kort inde i filmen havde jeg dog fuldstændig overgivet mig til både filmens univers og karakterer.

Der er virkelig mange gode og interessante karakterer, og historien fungerer i al sin enkelthed.

Oprindeligt var jeg mildest talt irriteret over, at traileren viste alt for meget. Når man så ser filmen, vil man dog indse, at traileren kun lige har skrabet overfladen. Bare rolig, Wildling byder på langt mere, end de spoilers traileren giver.

Wildling

Bel Powley er blændende

Den altafgørende hovedrolle som Anna spilles helt igennem blændende af Bel Powley. Det er ikke den mest charmerende karakter, men dette skal ses i lyset af, at hun faktisk ikke her interageret med sin omverden. Hun er altså mere en fremmed overfor vores skikke og almindelig god opførsel.

Det er derfor ikke sådan, at Anna er en dårlig person. Hun er bare meget forvirret over, hvad der forventes af hende.

Hele hendes introduktion til den “virkelige verden” sker især takket være Liv Tyler, der spiller rollen som Sherif Ellen Cooper. Da Anna bliver fundet i sit barndomshjem, ved man ikke helt, hvad man skal gøre med det mærkværdige pigebarn. Hun virker både voldelig og meget forvirret. Dog stoler hun hurtigt på Ellen (Liv Tyler), og derfor ender det med, at hun tager med hende hjem.

Det er en skøn præstation af Liv Tyler (der også er producer på filmen). Hun er ikke sukkersød i sit portræt af sheriffen – hvilket også havde været ret underligt. Istedet er hun mere pragmatisk, mens hun også er hjertelig og direkte. Perfekt til Anna.

Wildling

En ret anderledes far

Egentlig har Anna’s far været hele hendes verden frem til teenageårene. Og en anden spændende karakter er da også netop faren. Man ved nemlig ikke helt, om han er skingrende skør eller vitterlig prøver at hjælpe pigen.

Han spilles i øvrigt af en velkendt ansigt, da Brad Dourif har rollen. Brad Dourif startede sin karriere med en birolle i Gøgereden, hvilket var en rolle, der resulterede i både en Golden Globe statuette og en Oscar-nominering. I dette årtusinde har han spillet med i alt fra Ringenes Herre: De to tårne til Rob Zombie’s Halloween film.

Nå ja, og så er Brad Dourif altså også stemmen bag selveste “Chucky” og har været med i hele franchisen.

Endnu en mand får ret stor betydning for Annas liv senere. Han spilles af James Le Gros (Stray Bullets). Karakteren ses flere gange i løbet af filmen, men har kun få egentlige scener og faktisk ingen replikker. Alligevel vil du uden tvivl både bemærke og huske på ham bagefter.

Imponerende debut af Fritz Böhm

Wildling er instrueret af Fritz Böhm, der også er medforfatter på manuskriptet. Jeg har faktisk ret overrasket over, at dette er hans debut som instruktør. Til gengæld er han vant til at arbejde på film, da han blandt andet har været Production Manager på flere produktioner.

Manuskriptet er skrevet i samarbejde med Florian Eder. De to har allerede arbejdet sammen på andre projekter, men dog ikke som manuskriptforfattere. Faktisk er dette endda også Florian Eder’s første forfatter kreditering.

Når man starter sin karriere med en spillefilm som Wildling, så kan man næsten ikke undgå at forvente gode ting fra Fritz Böhm fremover. Der er intet officielt på vej endnu, men det kommer forhåbentlig.

Wildling kommer ud på DVD 2. august 2018. 

FAKTA

Biografpremiere: 20. juli 2018 (Norge)
DVD-premiere: 2. august 2018
VOD-premiere: 30. juli 2018
Genre: Horror, Drama, Fantasy
Instruktør: Fritz Böhm
Medvirkende: Bel Powley, Liv Tyler, Brad Dourif, James Le Gros, Collin Kelly-Sordelet, Mike Faist

PLOT: Anna tilbragte hele sin barndom låst ind på loftet af en mystisk mand, hun kun kendte som Daddy. Anna er dødsensangst for et væsen, han kalder Wildling – et børnespisende monster, der lever udenfor. Efter sheriffen Ellen Cooper frigiver Anna og hjælper hende med starten på et nyt liv, vender Annas barndoms-mareridt om Wildling dog tilbage, og ødelægger hendes chancer for et nyt, normalt liv.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg