Kasper Juhl er instruktøren bag et ny og anderledes, dansk filmprojekt med titlen Gudsforladt. Filmen er lavet af frivillige kræfter og uden nogen konventionel støtte overhovedet.

Gudsforladt handler om den generte og indelukkede pige Mia, der lever et ensformigt liv, indtil hendes bror Anders bliver løsladt fra fængslet. Anders falder hurtig tilbage i gamle destruktive vaner, og ender med at tage Mia med i faldet. Mia får nu øjnene op for en langt mere dyster og brutal side af menneskeheden, samt sig selv, og må til sidst sande, at der er noget mørkt i os alle.

Filmen er ikke en decideret gyserfilm, men gør brug af flere gyser-elementer. Det, der især får den til at adskille sig fra en typisk gyser, er filmens fokus på karaktererne, som udgør en helt essentiel del af historien.

De medvirkende tæller bl.a. Johannes Nymark, Anne Sofie Adelsparre, Sonny Lindberg, Marie-Louise Damgaard, Paw Terndrup, Joachim Knop, Ann Hjort, Peter Aude, Mads Knarreborg, Siff Andersson og Anna Emilie Langsted.

Det er endnu usikkert, om Gudsforladt kommer i biograferne, men det forventes, at den udkommer engang til sommer – enten på dvd eller i biograferne.

Se en trailer nedenfor.

Forfatter

  • HorrorDiva

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg