Det vækker stor glæde hos de fleste horror fans, at Neil Marshall skal stå i spidsen for en Sam Raimi produktion, da han allerede har flere rigtig gode film på samvittigheden. Det er nemlig Marshall, der stod bag både Dog Soldiers (2002), Doomsday (2008), The Descent (2005) – og så er han producer på den længeventede sequel til sidstnævnte, der desværre ser ud til ikke at få biografpremiere herhjemme alligevel.
Oprindeligt var den planlagt til december 2009, men blev flyttet til januar 2010 og er nu – ifølge kino.dk – ikke planlagt til biografpremiere. Ser man på IMDB, så har ‘The Decent: Part 2’ dog allerede en meget flot rating på 8.1, og den har ikke engang haft officiel biografpremiere nogen steder endnu (den er pt. igang med diverse festivaller), så det kan meget vel ændre sig igen, således at vi får mulighed for at se den i biffen.
Men tilbage til ‘Burst 3D’, som har fået os til at se frem mod endnu en 3D produktion. Selv om det lader til, at alt lige nu laves i 3D, så kan det stadig fungere fantastisk godt, når de rigtige mennesker står bag. Og horror-genren (samt ikke mindst børne- og familiefilm) må siges at være de helt oplagte til 3D produktioner. Selve historien bag ‘Burst’ lyder også tilpas plat til, at Sam Raimi kan lave et kult mesterværk ud af den, og især med Neil Marshall i førersædet. Plottet beskrives som følgende:
En gruppe rejsende fanges i en snestorm, og hvorefter de gør den skrækslagende opdagelse, at noget følger efter dem og terroriserer dem. Dette "noget" er en uset og ond kraft, som spontant får dem til at sprænges (eller "burst" på engelsk).
Selve disse spontane sprængninger af personerne, er naturligvis oplagte at lave i 3D, så man virkelig føler, man får kød og blod lige i masken. De horror-elskende folk ovre hos Liongate har allerede skaffet sig distributionsrettighederne til hele verden, så måske vi er heldige rent faktisk at kunne se denne film i biffen om et par år – ellers er der desværre ikke meget at glæde sig til – med mindre der sker et mirakel således, at 3D rent faktisk kan ses hjemme i stuen i bare nogenlunde kvalitet.