Nicolas Cage og Ron Pearlman spiller to munke, som skal transportere en formodet heks (spillet af den relativt ukendte Claire Foy) til et afsides kloster. I en anden stor rolle ses vores egen Ulrich Thomsen, der spiller noget så nobelt som en ridder.

Historien finder sted i det 14. århundrede, hvor de to munke vender hjem til deres landsby, der er hårdt angrebet af pesten. Kirken mener naturligvis, at der ligger heksekunst bag udbruddet af pesten, og derfor skal den anklagede heks til et kloster, hvor munkene skal udføre et ritual, som gerne skulle ende pesten.

Filmen er sat til at få premiere i USA den 19. marts, og foreløbig er den danske premiere sat en lille måned herefter – nemlig 14. april.

Instruktøren er Dominic Sena, der tidligere har arbejdet sammen med Nicolas Cage i ‘Gone in Sixty Seconds’ (USA, 2000), men derudover også har lavet ‘Whiteout’ med Kate Beckingsale, der udkom i USA i d. 11. september.

Derudover er han nok mest kendt som instruktør af ‘Kalifornia’ (1993) og ‘Swordfish’ (2001), der var med til at skabe en karriere for henholdsvis Brad Pitt og Hugh Jackman.

Der er kommet en teaser trailer, som hentyder til, at det ikke kun er her i Halloween efteråret, man kan se frem til horrorfilm. De mener nemlig at have noget meget slemmere at byde på i det ellers lyse og uskyldige forår.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg