AGAINST THE ICE på Netflix er en ny overlevelsesfilm med Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen. Den er baseret på en sand historie om to mænd, der må overleve alene på det isdækkede Grønland i flere år. Læs vores fulde Against the Ice anmeldelse her!

AGAINST THE ICE er en ny Netflix-film baseret på en sand historie. Genrerne for denne film er alt fra drama, eventyr, historie og thriller. Det er overordnet set en overlevelsesfilm, der fokuserer på venskabet mellem to meget forskellige mænd, der kun har hinandens selskab i flere år.

De to eventyrere, Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen, strandede på det isdækkede Grønland i flere år. Filmen er baseret på bogen, skrevet af Ejnar Mikkelsen, så det er selvfølgelig lidt en spoiler, men det gør ikke historien mindre interessant.

Læs videre på vores Against the Ice anmeldelse nedenfor, og find filmen på Netflix fra 2. marts 2022.

Fantastisk casting

I filmens hovedroller ses Nikolaj Coster-Waldau og Joe Cole, der portrætterer de virkelige eventyrere, Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen. I 1909 tog de på en ekspedition og endte med at blive efterladt på det isdækkede Grønland. De kendte altid risikoen, men regnede ikke med at blive forladt i flere år.

Nikolaj Coster-Waldau (Game of Thrones) og Joe Cole (Peaky Blinders) er perfekte i de bærende roller. De to mænd er ekstremt forskellige, hvilket bliver tydeligt på flere måder. Ejnar Mikkelsen (Nikolaj Coster-Waldau) er en erfaren eventyrer, mens Iver Iversen (Joe Cole) slet ikke er en eventyrer.

Han er en mekaniker, der melder sig frivilligt til opgaven. Til gengæld er han også tapper og håbefuld i selv de værste situationer. Hver gang jeg ser Joe Cole, tænker jeg på hans modbydelige rolle i The Secret in Their Eyes, så jeg stoler aldrig på hans karakter som udgangspunkt. Det kom jeg dog til at gøre her!

I andre roller ses kendte ansigter som Charles Dance (Godzilla 2: King of the Monsters), Sam Redford (The Stranger), Ed Speleers (Zoo) og Gísli Örn Garðarsson (Netflix-serien Ragnarok).

Against the Ice – Anmeldelse | Netflix overlevelsesfilm

Et stykke dansk historie

Filmen viser et stykke dansk historie, som jeg kendte ikke alle detaljer på. Og filmen holder sig ret meget til fakta, så du kan lære lidt historie ved at se den.

Der er dog lige det problem, at alle taler engelsk, hvilket jeg ikke er fan af. Bare sådan helt generelt. Jeg vil helst heller ikke se en film om den franske revolution, hvor alle taler britisk engelsk. Jeg er sikker på, at det trækker flere seere rundt omkring i verden, men det føles altså forkert.

Karakterernes navne er danske, vi ser alt skrevet på dansk, men der tales engelsk.

Det er ikke dog helt så slemt som i Brian de Palmas Domino, der ramte bunden. Sjovt nok var Nikolaj Coster-Waldau også med i den film, men der stopper sammenligningen også. Against the Ice handler mere om de barske omgivelser og kampen mod Moder Natur. Så selvom den engelske dialog generede mig, overtog det ikke fuldstændig.

Se Against the Ice på Netflix!

Den danske instruktør Peter Flinth har instrueret Against the Ice. Han har tidligere instrueret en række film baseret på kendte romaner. Manuskriptet er, som tidligere nævnt, baseret på romanen af Ejnar Mikkelsen, og det er skrevet af filmens stjerne Nikolaj Coster-Waldau i samarbejde med Joe Derrick.

Det er kun anden gang, Nikolaj Coster-Waldau har skrevet et manuskript til en færdigproduceret film. Den første gang var til den danske film Vildspor fra 1998. Her medvirkede han også sammen med Mads Mikkelsen samt Nukâka, som blev gift med Nikolaj Coster-Waldau samme år.

Som nogen ved, er hans kone Nukâka fra Grønland, og han har rejst dertil, siden han var barn. Han sørgede også for at holde denne films premiere i Grønland. Med andre ord er Against the Ice en hyldest til Grønland.

Jeg var glad for filmens tydelige respekt for både eventyrerne, Grønland og Moder Natur. Den mister desværre lidt momentum i sidste akt, og det er en skam, da den kunne være endnu bedre. Den er dog heldigvis stadig meget seværdig!

Against the Ice får premiere på Netflix den 2. marts 2022.

FAKTA

Premiere på Netflix: 2. marts 2022
Baseret på: ’Farlig tomandsfærd’ af Ejnar Mikkelsen
Instruktør: Peter Flinth
Manuskriptforfattere: Joe Derrick & Nikolaj Coster-Waldau
Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Joe Cole, Heida Reed, Gísli Örn Gardarsson, Charles Dance

Plot

Against the Ice er adapteret fra Ejnar Mikkelsens danske roman ’Farlig tomandsfærd’ og er en sand fortælling om venskab, kærlighed og den imponerende kraft, der ligger i kammeratskabet.

I 1909 forsøgte en dansk ekspedition, ledet af kaptajn Ejnar Mikkelsen (Nikolaj Coster-Waldau), at modbevise USA’s krav på det nordøstlige Grønland – et krav dybt forankret i tanken om, at Grønland var opdelt i to forskellige stykker land. Med sin besætning efterladt ved skibet bevæger Mikkelsen sig ud på en rejse tværs over isen sammen med sit uerfarne besætningsmedlem Iver Iversen (Joe Cole).

Det lykkes de to mænd at finde bevis for, at Grønland er én ø, men at finde tilbage til skibet er langt hårdere og tager meget længere tid end forventet. Efter at have bekæmpet ekstrem sult, træthed og isbjørneangreb finder de endelig tilbage – men kun for at finde deres skib fuldstændig knust i isen og deres lejr efterladt. Nu må de kæmpe for at overleve i håbet om at blive reddet. Som dagene bliver længere, begynder deres mentale greb om virkeligheden at svækkes, og mistillid og paranoia sniger sig langsomt ind på dem – en farlig cocktail i deres kamp for overlevelse.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.