ARMY OF THE DEAD på Netflix er en ny zombiefilm af Zack Snyder. Eller rettere, det er måske nærmere en kup-film med zombier. Ikke overraskende er det en visuelt flot film, der er alt for lang. Læs vores Army of the Dead filmanmeldelse her, og find filmen på Netflix!

ARMY OF THE DEAD er en ny zombiefilm på Netflix. Den er lavet af Zack Snyder, som jeg generelt er glad for, så jeg var positivt stemt fra starten. Både på grund af Dawn of the Dead (2004) og især 300, der bare er en kultfilm i mit – og mange andres – filmunivers.

Til gengæld lider denne nye zombiefilm også lidt af den klassiske Zack Snyder-udfordring: Filmen er flot og voldsomt stilsikker, men også for lang og uden nogen synderlig stærk historie. Filmen varer hele 2 timer og 28 minutter, og dét er bestemt ikke nødvendigt.

Læs videre på vores Army of the Dead filmanmeldelse herunder.

Las Vegas kupfilm med zombier

Selvom Army of the Dead på papiret er en zombiefilm, så er det reelt mere en kup-film med zombier. Langt det meste af filmen udspiller sig nemlig i en verden, hvor zombierne allerede har overtaget Las Vegas. Nu skal en gruppe af overlevende tilbage til millionbyen for at røve et pengeskab, så de kan komme godt videre med deres nye liv.

Okay, historien er lidt (læs: meget) mere udpenslet end det, men det er humlen. Faktisk går der næsten en time, før selve holdet er samlet og bryder gennem barrikaderne til Las Vegas. Det tager dog sin tid at præsentere mange karakterer.

Og, bevares, selve Army of the Dead indledes på klassisk zombiefilm-facon med at vise, hvordan selve zombie-virusset slipper ud i den brede befolkning. Lige den del er super fed, og føler man, at Netflix har fat i en ægte zombiefilm. Det holder bare ikke så længe.

Army of the Dead – Netflix anmeldelse

Zombie-ork hybrider

I denne zombiefortælling er der både de almindelige hjernetomme zombier og nogle særligt udvalgte zombier, der rent faktisk har noget intelligens tilbage. Eller rettere, de har en leder og arbejder som en flok rovdyr. Denne leder ser faktisk ret cool ud, men mindede mig samtidigt om en ork fra Ringenes Herre-universet, og dét fungerer ikke super godt for mig.

Zombier skal være halvrådne og klamme. Ikke muskuløse væsener, der kan bruge våben og gå i krig. Det er måske bare mig, men denne zombie-ork hybrid var ikke noget, der gjorde historien bedre.

Til gengæld fungerede mange af karaktererne rigtig godt for mig, og dét kan man altså også komme langt med. Bare ikke når nogle af disse primært skal drive et væld af sidehistorier, der tydeligvis kun er inkluderet for at komme frem til særlige konklusioner og slutscener. Dét er simpelthen for sløvt at misbruge publikums tid på den måde.

Skrig for mig, Dieter!

Og så er der Dieter, der skal åbne pengeskabet i Las Vegas, hvis de da kan komme frem til det. Han er en karakter, der bare var skøn. Dieter kan skrige på en måde, så man ufrivilligt gnækker. Især fordi han skriger mere af overraskelse end egentlig angst. Han er faktisk ret sej, når det kommer til stykket.

Dieter spilles af tyske Matthias Schweighöfer, der heldigvis snart kan ses igen i prequel-filmen Army of Thieves, der er indspillet. Og ja, som titlen indikerer, er det altså en prequel til Army of the Dead. Matthias Sweighöfer er både instruktør og hovedrolleindehaver i Army of Thieves, der udkommer senere i år og er skrevet af Shay Hatten (John Wick 3: Parabellum).

Foruden Matthias Schweighöfer byder Army of the Dead som sagt på rigtig mange skønne karakterer. Ikke mindst hovedrollen, Scott Ward, der spilles af Dave Bautista (Guardians of the Galaxy). Og det er ret fantastisk med Tig Notaro som helikopterpiloten Marianne Peters.

Hun overtog rollen fra Chris D’Elia, der fik nogle grumme sager på halsen (bl.a. noget med lidt for unge piger). Derfor har Tig Notaro indspillet samtlige scener mutters alene og er blevet sat ind i filmen via green screen optagelser og anden filmmagi.

Se Army of the Dead på Netflix!

Det er som tidligere nævnt Zack Snyder, der står bag Army of the Dead. Og det gør han faktisk så eftertrykkeligt, at han både er instruktør, forfatter og filmfotograf på denne Netflix-film. Men okay, når man har så stærk en visuel stil, giver det også fin mening, at man selv tager styring på kameraet. Sådan rent fysisk, altså.

Til gengæld ville det virkelig klæde Army of the Dead, hvis der var skåret et par småhistorier væk, så spilletiden var landet omkring de to timer. Det havde givet en langt stærkere film. Men okay, så havde det bare heller ikke være en “ægte” Zack Snyder-film.

Vi siger det ofte her hos Heaven of Horror, og Army of the Dead er ingen undtagelse: Nej, den er ikke fantastisk, men selvfølgelig skal du da se den på Netflix. Den er flot, underholdende og – på mange måder – spændende. Udfordringen er nok, at det føles som om, den kunne have været meget bedre, hvis der var skåret mere ind til benet.

Army of the Dead udkommer på Netflix fredag den 21. maj 2021.

FAKTA

Instruktør: Zack Snyder
Manuskriptforfattere: Zack Snyder, Shay Hatten, Joby Harold
Medvirkende: Dave Bautista, Ella Purnell, Omari Hardwick, Ana De La Reguera, Theo Rossi, Matthias Schweighöfer, Nora Arnezeder, Hiroyuki Sanada, and Garret Dillahunt, Tig Notaro, Raúl Castillo, Huma S. Qureshi, Samantha Win, Richard Cetrone, Michael Cassidy

Plot

Efter et zombie-udbrud i Las Vegas satser en gruppe lejesoldater alt og vover sig ind i karantænezonen for at gennemføre deres største kup nogensinde.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.