Come Back to Me virker i første omgang som en typisk tv-film, men den udvikler sig til en ganske seværdig thriller.

Det er sjældent, at der er så stærke og vidt forskellige holdninger til en film. Den biografaktuelle It Follows er dog et højaktuelt eksempel på netop dette.

Næsten alle anmeldelser af Come Back to Me er fyldt med enten enorm ros og begejstring eller decideret afsky og irritation. Vi er ikke helt så ekstreme i vores holdning til filmen, men ligger klart i den positive ende.

Historien trækker op…

Og lad os straks slå fast, at det er skuespillet – og de noget flade replikker og handlinger – der trækker det i den lidt negative retning. Dog er vi meget begejstrede for historien, som hele tiden udvikler sig og holder publikum i det ukendte meget langt hen ad vejen.

Der kommer hele tiden nye detaljer frem, men man kan ikke helt få alle brikkerne til at passe i puslespillet… og forklaringen på dette kommer altså, så man skal ikke sidde med uforrettet sag. Alle er dog ikke lige begejstret for udviklingen i plottet, men der synes vi bare, at det er godt tænkt. Især slutningen satte virkelig trumf på for mig og krævede sgu mod!

Filmen starter ud som en typisk “stalker” thriller, hvor en kvinde får en underlig beundrer i sin nye unge nabo, men den får pludselig drejet sig over i noget helt andet. Og det er her, dens force ligger. Den er ikke bare den simple tv-film, der lægges op til i starten.

Relativt uprøvede kræfter bag

Come Back to Me er instrueret og skrevet af Paul Leyden (baseret på en bog af Wrath James White). Paul Leyden er især kendt for at have været sæbeopera-skuespiller i både hans hjemland Australien og senere USA. Dette er også hans spillefilmsdebut, da han tidligere kun har instrueret en enkelt kortfilm og en del afsnit af TV-serien The Cleaners.

Hovedrollen spilles af Katie Walder, der har lavet rigtig mange gæsteoptrædener i større TV-serier, men ikke ellers er noget større filmnavn. Hun gør det faktisk udmærket, men generelt er der – som tidligere nævnt – en del replikker der bare ikke er supernemme at levere.

Hvis du vil underholdes – og ellers kan leve med b-films skuespillet – så giv Come Back to Me en chance. Og lad for guds skyld være med at se traileren, da den afslører halvdelen af overraskelserne.

Filmen er set på den amerikanske Netflix.

Fakta

Genre: Horror
Instruktør: Paul Leyden
Medvirkende: Matt Passmore, Katie Walder, Nathan Keyes m.fl.

OBS! Traileren indeholder spoilers – så hvis du ikke vil overraskes, så se den endelig. 😉

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg