Confessions (4/6)

:: Anmeldelse ::

Jeg har et ret ambivalent forhold til japanske gysere. På den ene side rammer de mig altid intenst i horror-nerven, og jeg sidder på kanten af sædet. Men på den anden side er det altid de samme virkemidler; Piger med langt sort hår, der kravler rundt som var de med i ’Poltergeist’ – eller drengebørn, som ikke taler, men siger kattelyde eller andre ”unaturlige” lyde samt har grå hud og sorte øjne. Det har jeg syntes var voldsomt ubehageligt lige siden ’Ringu’ (eller ’The Ring’) kom frem tilbage i 1998, og efterhånden synes jeg også det er uintelligent og kedelig genbrug.

Men her er Confessions ganske anderledes. Der er faktisk intet paranormalt eller ”mystisk”, men derimod en ligefrem historie, der fortælles gennem forskellige personers tilståelser – eller ’Confessions’ – som gør at vi virkelig får den helt sande historie. Eller rettere, vi får handlinger og årsager fortalt uden filter, og dét er spændende. Hele tiden kommer der nye lag og detaljer frem, og man får en fantastisk forståelse for hvordan alt hænger sammen. En fantastisk illustration af handlinger og konsekvenser gennem mange led.

Og så er der nogle helt fantastiske børneskuespillere med. Helt uden grå hud og mærkelige lyde. Selvom det virkelige billede kan være lige så skræmmende og grusomt. Historien kan måske være lige langsom nok, og visse ting pensles lige lovlig meget ud, men det kan sagtens tilgives. Hvis dette er et alternativ til hvad vi plejer at kunne forvente fra de japanske horror-filmmagere, så har vi meget at se frem til. Rigtig meget!

:: Heaven of Trivia ::