:: Anmeldelse ::

Jeg har et ret ambivalent forhold til japanske gysere. På den ene side rammer de mig altid intenst i horror-nerven, og jeg sidder på kanten af sædet. Men på den anden side er det altid de samme virkemidler; Piger med langt sort hår, der kravler rundt som var de med i ’Poltergeist’ – eller drengebørn, som ikke taler, men siger kattelyde eller andre ”unaturlige” lyde samt har grå hud og sorte øjne. Det har jeg syntes var voldsomt ubehageligt lige siden ’Ringu’ (eller ’The Ring’) kom frem tilbage i 1998, og efterhånden synes jeg også det er uintelligent og kedelig genbrug.

Men her er Confessions ganske anderledes. Der er faktisk intet paranormalt eller ”mystisk”, men derimod en ligefrem historie, der fortælles gennem forskellige personers tilståelser – eller ’Confessions’ – som gør at vi virkelig får den helt sande historie. Eller rettere, vi får handlinger og årsager fortalt uden filter, og dét er spændende. Hele tiden kommer der nye lag og detaljer frem, og man får en fantastisk forståelse for hvordan alt hænger sammen. En fantastisk illustration af handlinger og konsekvenser gennem mange led.

Og så er der nogle helt fantastiske børneskuespillere med. Helt uden grå hud og mærkelige lyde. Selvom det virkelige billede kan være lige så skræmmende og grusomt. Historien kan måske være lige langsom nok, og visse ting pensles lige lovlig meget ud, men det kan sagtens tilgives. Hvis dette er et alternativ til hvad vi plejer at kunne forvente fra de japanske horror-filmmagere, så har vi meget at se frem til. Rigtig meget!

:: Heaven of Trivia ::

‘Confessions’ var det japanske bidrag til bedste udenlandske film ved Oscar-uddelingen 2011 og vinder af juryens pris ved den asiatiske filmfestival Puchon International Fantastic Film Festival.

Fakta

(Originaltitel: Kokuhaku)

I biografen: CPH PIX 2011 
Genre: Horror | Drama
Instr.: Tetsuya Nakashima
Medv.: Takako Matsu, Yoshino Kimura, Masaki Okada, Yukito Nishii, Kaoru Fujiwara, Makiya Yamaguchi, Mana Ashida, Tsutomu Takahashi, Kai Inowaki m.fl.
Land: Japan, 2010

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg