CRAZY, NOT INSANE er en dokumentar, der byder på en anderledes vinkel til alle seriemorder-interesserede. Dokumentaren fik europæisk premiere på CPH:DOX, og nu kan du se den på HBO Nordic. Læs vores Crazy, Not Insane anmeldelse her!
Crazy, Not Insane er en krimi-dokumentar, der i foråret blev vist på CPH:DOX, og nu kan den altså ses på HBO Nordic.
Dokumentarfilmen er en anderledes form for “guf” til alle seriemorder-interesserede og fascinerede. Om du så er med på hovedpersonens synsvinkel eller ej, så giver den i hvert fald stof til eftertanke.
Leder du efter film om seriemordere? Så skal du da kigge på vores “seriemorder”-tag her >
Læs resten af vores Crazy, Not Insane anmeldelse herunder – og se den på HBO Nordic fra 19. november 2020!
Dorothy Lewis og seriemorderne
Helt grundlæggende handler Crazy, Not Insane om psykiateren, Dorothy Lewis. Eller rettere, hendes arbejde med at kortlægge psykiske lidelser blandt seriemordere og andre meget voldsomme forbrydere. Hun var faktisk også med i Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes (2019), da hun var en af de sidste, der talte med Ted Bundy.
Her hos Heaven of Horror har vi set rigtig mange true crime film og andre former for krimi-dokumentarer. Den her er helt sikkert en af de virkelig interessante. Jeg er ikke umiddelbart helt med på alle Dorothy Lewis’ antagelser, påstande og konklusioner. Tværtimod, så er jeg nok noget mere skeptisk i mange tilfælde.
I forhold til deciderede hjerneskader, der kan ses helt fysisk på skanninger, så er jeg dog helt med på, at disse (selvfølgelig) har én eller anden påvirkning. Det er jo bredt anerkendt, at hjerneskadede personer kan ændre personlighed og miste både hæmninger og forståelse for rigtig og forkert.
Dødsstraf eller indespærring for evigt?
Under alle omstændigheder er det vigtigt at understrege én ting; Selvom Dorothy Lewis taler seriemordernes sag, så er det aldrig for at få dem fri eller sige, de er uskyldige. Hun er blot imod dødsstraf. Især når det gælder individer, der måske reelt ikke forstår, hvad der foregår.
Hun siger faktisk dette helt direkte undervejs i Crazy, Not Insane. Dorothy Lewis er fortaler af, at disse mennesker skal spærres inde resten af livet. De skal dog også have medicinsk og psykologisk hjælp – og gerne mens de er så unge, at det måske kan gøre en forskel. Hele målet er, at der gerne skal komme færre seriemordere, og i den henseende virker dødsstraf ikke.
Faktisk kommer der tal på bordet i Crazy, Not Insane, der påpeger, at der er flere seriemordere i de stater, hvor der er flest, som henrettes. Dét må da siges at være en solid indikation for, at dødsstraf på ingen måder er forebyggende, selvom det skulle være et argument for denne straf.
I forhold til den psykiske og mentale forståelse er der nogle grelle eksempler, hvor jeg bestemt godt kan forstå Dorthy Lewis. Eksempelvis er der en morder, der vælger at gemme sin dessert til efter hans henrettelse. Det tyder jo ikke på en person, der reelt forstår, hvad en henrettelse er, og hvordan den kommer til at påvirke ham.
Se Crazy, Not Insane på HBO Nordic
Crazy, Not Insane er instrueret af Alex Gibney, der har lavet ret mange dokumentarfilm allerede. Han stod blandt andet bag den prisvindende HBO-dokumentar Going Clear (2015), der handler om Scientology.
Alex Gibney blev først nomineret til en Oscar i 2006 for Enron: The Smartest Guys in the Room. To år senere vandt han så en Oscar (sammen med Eva Orner) for deres dokumentarfilm Taxi to the Dark Side (2007), der handler om de afhøringsmetoder (læs: tortur), der blev brugt under krigen i Afghanistan.
Se Crazy, Not Insane på HBO Nordic fra den 19. november 2020.
FAKTA
Instruktør: Alex Gibney
Medvirkende: Dr. Dorothy Lewis, Richard Burr, Dr. Catherine Yeager, Dr. Park Dietz, Bill Hagmaier, Laura Dern
Plot
Hvad gør nogle til mordere og andre til fredelige borgere? Den Oscar-vindende instuktør Alex Gibneys nye true crime-dokumentar ‘Crazy, Not Insane’ undersøger morderes psykologi med udgangspunkt i retspsykiater Dorothy Otnow Lewis’ forskning. True crime-genren beskæftiger sig normalt med de makabre forbrydelser selv, men Lewis spørger hvorfor. Hun er fascineret af hvordan hjernen bliver påvirket af traumer, og har dedikeret sit liv til at undersøge voldelige menneskers indre liv. I sit arbejde har hun blandt andet interviewet seriemorderne Ted Bundy, Arthur Shawcross og Joel Rifkin.