Creep (2014) leverer noget nyt til POV-genren, og så er den passende nok ret creepy.

Creep er fra starten blevet sammenlignet med Blair Witch Project og kaldes den mest uhyggelige POV [Point of View] film siden netop denne pionerende horrorfilm.

Sammenligningen er heller ikke helt ved siden af, men vi er helt nede på jorden med Creep, hvor der intet overnaturligt finder sted. Det er jo reelt heller ikke nødvendigt, når vi mennesker kan være langt mere uhyggelige med vores sindssyge og voldelige opførsel.

Filmen er på alle måder skabt af to personer, der har skrevet og spiller hovedrollerne. Den ene er Mark Duplass, der lige pludselig er begyndt at dukke op alverdens steder inden for især det seneste år. Han har lige nu en serie på HBO, der hedder Togetherness, hvor han spiller en hovedrolle og har desuden skabt selve serien sammen med bl.a. sin bror.

Derudover spiller han også en af hovedrollerne i The Lazarus Effect, som er en af de større nye amerikanske horrorfilm her i 2015, der har Olivia Wilde i hovedrollen. Den anden person bag Creep er Patrick Brice, der også fungerer som instruktør på filmen.

Planer om en trilogi

Der er lagt op til en trilogi, og efter at have set denne første Creep, så ville vi klart købe billetter til at se de to efterfølgende. Mark Duplass er helt fantastisk til at være et super creep, som man hele tiden også føler for, da han kan trykke på alle de rigtige knapper for at få medfølelse.

Det skaber en fantastisk katten-efter-musen leg gennem hele filmen og er basis for nogle helt åndsvagt gode chok, der udelukkende skal fungere som det lille gode hjertestop midt i en dyster og mørk stemning, så man lige rives ud fra dybet et splitsekund.

Undervejs er der et par monolog-agtige scener, der bliver lige lidt for lange til min smag. Intet der ødelægger helheden – tværtimod bidrager det til den samlede historie – men en sen aften efter en meget aktiv CPH PIX festival, var det på grænsen til, hvad jeg synes var nødvendigt.

Det skal dog ikke ligge filmen til last, at jeg havde presset programmet for meget, eftersom jeg flere dage senere pludselig kunne komme i tanke om noget af det, der var blevet sagt i netop en af disse monologer.

For mig er Creep absolut en af de mest rene og oplagte POV-film, der findes, da der er en klar årsag til at hele filmen eksisterer – det ligger i præmissen for filmen – og personerne leverer indholdet til at skabe en enorm uhygge.

Troede du, at POV-nichen var ved at uddø, så skal du bare se Creep for at kunne erkende, der stadig er meget mere at komme efter!

Fakta

Biografpremiere: CPH PIX 2015
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Patrick Brice
Medvirkende: Patrick Brice, Mark Duplass m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg