DEN USANDSYNLIGE MORDER på Netflix er baseret på Olof Palme mordet, så vi er reelt ude i true crime. Det er dog ikke en dokumentar, men derimod en krimi-thriller dramatisering. Læs vores Den usandsynlige morder miniserie anmeldelse her!

DEN USANDSYNLIGE MORDER er en ny Netflix miniserie om mordet på Olof Palme. Eller rettere, den omhandler den noget uheldige opklaring af mordet, der var fyldt med virkelig mange dumme fejl. Ikke mindst da især én mand var med til at skabe forvirring. Noget pressen, i dén grad, hjalp ham med at gøre!

Manden, vi taler om, er reelt grundlag for miniseriens titel. Det er nemlig Stig Engström, der blev kendt som “Skandiamanden” i pressen. Det er en velfortalt historie, der dog lider lidt under især to ting, der desværre distraherer fra hovedhistorien, der er vanvittig spændende.

Læs vores Den usandsynlige morder miniserie anmeldelse herunder. Vi har set alle fem afsnit i serien til denne anmeldelse.

De to svage punkter

Vi kan umuligt komme uden om at påtale den makeup, der skal få Robert Gustafsson til at ligne Stig Engström. Indrømmet, så går det noget bedre med Olof Palme gengivelsen, men han er også med i få scener.

Robert Gustafsson derimod skal spille Stig Engström gennem mange år. Det er dog svært at se den store visuelle forskel i aldring. Bevares, der ér ændringer, men hele forklædningen er meget distraherende. Parykken er voldsomt tydelig (både i hårgrænsen og generelt ægthed) og plastikproteserne i ansigtet er heller ikke gode.

Det kan ikke undgå at være distraherende, hvilket er ærgerligt, da Robert Gustafsson (Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt) gør det rigtig godt derudover. Man vænner sig derfor til det, men godt er det bare ikke!

Det andet svage punkt er desværre kronologien. Der springes frem og tilbage, hvilket er helt fint. Men – for der er naturligvis et “men” – så kommer der yderligere tidsperioder ind fra sidelinjen hen ad vejen. Nu begynder det at blive mere besværligt at følge med.

Stig Engström er svær at alderssætte grundet makeup udfordringer, og det er kun nogle gange, der står, hvilket årstal vi er i. Det er bare ikke en heldig kombination.

The Unlikely Murderer – Netflix anmeldelse

Mordet på Olof Palme som udgangspunkt

Den nye svenske produktion er baseret på den sande historie om mordet på Olof Palme og den forfejlede opklaring. En opklaring, der var præget af en tro på, at der måtte være et større internationalt komplot bag. Med andre ord, så søgte man beviser, der kunne understøtte en teori, fremfor at se på beviserne objektivt.

Det hjalp heller ikke, at mange ting modvirkede opklaringen. Ikke mindst enken Lisbet Palme, der følte sig dårligt behandlet fra starten. Selvom dette jo reelt er i true crime subgenren, så er det dog ikke en dokumentarserie.

Det er en dramatisk gengivelse af en masse fakta i form af en krimi-thriller miniserie.

Se Den usandsynlige morder på Netflix!

Wilhelm Behrman og Niklas Rockström er hovedforfattere på denne svenske miniserie, der er baseret på en bog af Thomas Pettersson. De to har også skrevet på Netflix-serien Kalifat sammen (Wilhelm Behrman var skaber på serien).

De fem afsnit i miniserien er instrueret af Simon Kaijser (Spinning Man) og Charlotte Brändström (The Outsider, Jupiter’s Legacy). Det er nogle dejligt habile kræfter, der også sikrer, at vi kan følge med på trods af de lidt mange tidshop i kronologien.

Egentlig kunne Den usandsynlige morder også have haft titlen Skandiamanden, da den jo handler om ham. Selvom han fylder mindst 80% af historien, så er der dog også andre elementer, der står alene. Her tænker jeg især på politiets arbejde (især dem, der stod i spidsen) samt pressens trang til at være højaktuel.

Serien vinder dog på at dække bredere end kun Stig Engström, men det er grundlæggende hans historie, og dét er spændende!

Den usandsynlige morder miniserie kan ses på Netflix fra den 5. november 2021.

FAKTA

Instruktører: Charlotte Brändström, Simon Kaijser
Manuskript: Wilhelm Behrman, Niklas Rockström (Baseret på bogen Den osannolika mördaren af Thomas Pettersson)
Medvirkende: Robert Gustafsson, Eva Melander, Mikael Persbrandt, Peter Andersson, Joel Spira, Emil Almén, Shanti Roney, Torkel Petterson, Henrik Norlén, Lia Boysen, Magnus Krepper, Björn Bengtsson, Peter Viitanen, Cilla Thorell

Plot

Denne serie viser, hvordan en mand, der hævder at have været vidne til mordet på Sveriges statsminister Olof Palme, muligvis selv har begået mordet.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.