DEXTER: NEW BLOOD på Paramount+ er fortsættelsen på historien om seriemorderen Dexter Morgan. Han bor nu i det iskolde nordlige USA, men hans væsen har dog ikke ændret sig. Og hans døde søster, Debra Morgan, er stadig en stor del af hans hverdag. Læs vores Dexter: New Blood anmeldelse her!

DEXTER: NEW BLOOD er en ny Paramount+ serie med en yderst velkendt hovedperson; Seriemorderen Dexter Morgan. Denne nye historie udspiller sig 10 år efter den oprindelige series afslutning. Dexter bor nu i det iskolde nordlige USA, som står i skærende kontrast til det solrige Miami. Når man skal gemme sig fra sine tidligere blodige gerninger, så er det om at komme så langt væk som muligt.

LÆS OGSÅ

Vores tidligere artikel om denne nye Dexter serie her >

Dexter Morgan går godt nok under navnet Jim Lindsay nu, men det er stadig “gode” gamle Dexter og hans mørke passager, der rumsterer inderst inde. Hvad der er (næsten!) endnu vigtigere er, at hans søster også stadig er med i serien.

Læs videre på vores Dexter: New Blood anmeldelse herunder.

Debra Morgan er med fra helt starten!

Der var én skøn overraskelse helt fra starten af dette gensyn med Dexter, og dét var, at Debra Morgan (Jennifer Carpenter) var med helt fra starten. Faktisk er det hende, der siger allerførste replik i denne serie. Og nej, det er ikke fordi, der er noget fra den oprindelige serie, der er glemt eller omskrevet her til Dexter: New Blood.

Derimod er det fordi, Debra Morgan nu har overtaget rollen som Dexters mørke passager. Hun er dog nærmere en form for samvittighed, der sikrer, at han ikke gør mere skade. Jennifer Carpenter er fantastisk som denne Debra Morgan, der stadig bander og svovler, mens hun gerne sviner Dexter til, når han får nogle lidt for gode idéer.

I starten af denne nye serie har Dexter Morgan ikke slået nogen ihjel i hele ti år. Men det kribler i ham, og han kører sig selv hårdt med rutiner og faste mønstre, der skal styre hans lyster. Nå ja, og så er der Debra Morgan, der konstant brøler af ham, hvis han ikke holder sin sti helt ren.

Dexter: New Blood – Anmeldelse

Dexters søn spiller nøglerolle

Foruden de velkendte skuespillere, Michael C. Hall og Jennifer Carpenter, der spiller henholdsvis Dexter og Debra Morgan, så er der en række nye karakterer og skuespillere med. Måske vigtigst er Jack Alcott, der spiller rollen som Dexters teenagesøn Harrison.

Som fans af den oprindelige serie vil huske, så fik Dexter jo også en søn med sin kone Rita (Julie Benz). Desværre blev hun brutalt myrdet af “Trinity killer” (John Lithgow), og Dexter fandt lille Harrison siddende i sin mors blod. Præcis som Dexter selv blev fundet som lille dreng siddende i sin myrdede mors blod.

Nu er der jo gået 10 år, siden den oprindelige serie sluttede, og Dexters søn, Harrison, er efterhånden blevet teenager. Og leder efter sin far! Spørgsmålet er bare: Hvor meget ligner Harrison sin far? Ikke mindst når nu hans “bloddåb” skete på samme måde som for Dexter selv.

Jack Alcott fungerer virkelig godt som Dexters søn. Han har tydeligvis studeret den oprindelige serie godt og efterligner Dexters mimik ret skønt. Som i “gamle dage” hører vi hele tiden Dexters tanker, og han bemærker også selv, at sønnike minder uhyggeligt meget om ham selv!

Se Dexter: New Blood på Paramount+ nu!

Det er igen den originale serie-showrunner Clyde Phillips, der står for serien, hvilket helt sikkert er med til at skabe den helt rette Dexter-stemning. Foruden de tre Morgan familiemedlemmer, der er nævnt hidtil, så er der naturligvis også en række helt nye karakterer med i dette nye kapitel af Dexter Morgan (der nu går under navnet Jim Lindsay) sagaen. Og dermed også en række nye spændende skuespillere.

Her skal Julia Jones (Wind River) klart fremhæves. Hun spiller politichef i den lille by, Iron Lake, og – nå ja – så er hun Dexters nye kæreste. Han har jo altid været god til at holde sig tæt på politiet. Også gode gamle Clancy Brown – der stadig er “Kurgan” fra Highlander (1986) i mit indre kartotek først, men har medvirket i serierne Emergence og Sleepy Hollow (og meget andet) siden – er med i en større rolle.

Vi har set de første fire afsnit (der er ti i sæsonen), og der kommer kun ét afsnit om ugen, så man kan nyde den over lang tid. Det er et skønt gensyn, men vi mangler lige nu noget kant og lidt overraskelser. Altså, der sker masser af uforudsigelige (og meget forudsigelige, hvis man kender Dexter Morgan) ting helt fra starten. Men det føles som om, der er noget større under opsejling. Dét glæder vi os til!

Dexter: New Blood har premiere den 8. november på Paramount+. Der er 10 episoder i den nye sæson, som frigives ugentligt. Sidste afsnit vises altså den 10. januar 2022 i Danmark.

FAKTA

Skaber: Clyde Phillips
Medvirkende: Michael C. Hall, Jennifer Carpenter, Jack Alcott, Julia Jones, Alano Miller, Johnny Sequoyah, Clancy Brown

Plot

I serien genfinder vi Dexter, spillet af Emmy -nominerede Michael C. Hall, 10 år efter, at han forsvandt i orkanen Lauras øje. Nu lever han under et nyt navn i den fiktive lille snedækkede by Iron Lake, New York. Dexter prøver at omfavne sit nye liv, men uventede begivenheder fører uundgåeligt til, at hans mørke sider dukker op til overfladen igen.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.