Wind River er på alle måder en iskold thriller med brutale og blodige elementer. Den kan varmt anbefales, hvis du kunne lide Taylor Sheridans tidligere fortællinger.

Wind River er reelt slutningen på manuskriptforfatter Taylor Sheridans amerikanske trilogi. Det er den første, han selv har instrueret, da de to andre blev instrueret af henholdsvis Denis Villeneuve ved Sicario og David Mackenzie på Hell or High Water. Præcis som de to første fortællinger, følger vi “almindelige” mennesker i de mere fattige og halvforladte områder.

Det føles nærmest som om, vi befinder os i ødemarken, hvor du kun har dig selv og dine nærmeste. Hvis noget går galt eller ikke virker, så er det bare ærgerligt. Der kommer ingen og hjælper dig, så det er “kæmp eller overgiv dig”. Det er på alle måder også temaet i alle tre film, men måske endnu mere i Wind River, da selve naturen nu er den store dræber.

Og hold nu kæft, hvor ser det hele bare iskoldt ud hele tiden. Det kan anbefales at tage en varm kop kaffe med i biografen, for det er ikke ligefrem en iskold cola, man trænger til. Det er nærmest som om, kulden trænger igennem skærmen. Måske især fordi det er tydeligt, at alle fryser, mens de går rundt i det knitrende og – trods alt – meget smukke snelandskab.

Natur og samfund som karakterer

Omgivelserne giver klart historien i Wind River meget mere kant og nerve. Igen, præcis som i de to første. De slemme ting sker nemlig for mennesker, som omverden har glemt, og derfor kæmper de for sig selv. Eller rettere, mange af dem har opgivet kampen, og så er der to valgmuligheder; Skynd dig videre eller sump ned i et misbrug og diverse kriminalitet.

Det er sørgeligt at være vidne til, men til gengæld er det også tydeligt, at dem, der har valgt at kæmpe, holder sammen. De bliver som én stor familie. Det er trods alt heller ikke så vildt, når nu byerne er forholdsvis små, og man har et decideret behov for netværk.

Uanset hvor smukt det hele kan se ud, når vi får de vildeste naturbilleder af sneklædte bjerge, så virker det dog absolut ikke tiltalende. Men det er vist heller ikke ligefrem meningen. Det handler mere om, at der er skønhed i alt… især der hvor mennesker ikke har smadret naturen endnu.

Wind River - Jeremy Renner

Råt og ægte persongalleri

Der er ikke så meget pjat med karaktererne i Wind River, og det giver en realisme og ægthed, der klæder den tragiske historie. Jeremy Renner spiller rollen som Cory, der arbejder som jæger i et indianerreservat. Eller rettere, han er ansat til at skyde rovdyr, når de kommer for tæt på landbrugsdyrene.

Det er ikke nogen fiks lille hobby, men derimod ren nødvendighed, og han skyder aldrig flere dyr end nødvendigt. En vigtig detalje, der beskriver både hans karakter og indbyggernes respekt for naturen. Hans ekskone er desuden indianer, så hele hans svigerfamilie bor også i området. Der er ingen familiebøvl i den forbindelse, for (igen) man skal holde sammen.

Til gengæld er det Cory, der finder liget af en ung kvinde. Hun har tydeligvis løbet gennem sneen i længere tid uden hverken sko eller anden praktisk tøj. Der er desuden blod ved hendes hoved og skridt, der indikerer, hvorfor hun har løbet barfodet ud i sneen.

Filmen indledes faktisk med, at vi ser denne pige løbe, og det er en hård og brutal måde at starte filmen på. Noget der på alle måder lægger stilen for Wind River på den helt rigtige måde.

Wind River - Elizabeth Olsen

Imponerende og vigtigt indblik i en fremmed verden

En ung FBI agent ved navn Jane Banner kommer for at hjælpe med sagen. Hun spilles af Elizabeth Olsen, der har den perfekte balance af professionalisme og ufiltrerede følelser. Alt skal gøres ordentligt, så sagen kan komme korrekt for retten. Når detaljerne kæmper imod at få de skyldige for retten, så kæmper hun dog hurtigt imod og følger fornuft og følelse.

Hun er på alle måder publikums repræsentant i denne film. Den, der kommer udefra og ikke kan forstå – eller vil acceptere – at det ikke kan være bedre. Det samme var tilfældet med Sicario, hvor Emily Blunt spiller den unge agent, der vil gøre verden til et bedre sted. Og i Hell or High Water, hvor hovedpersonen vil gøre verden bedre for sine egne børn, inden de lærer at acceptere tingenes dårlige tilstand.

I Wind River er den store udfordring (som i virkeligheden), at en masse dum lovgivning omkring indianerreservater, gør det nærmest umuligt at komme grov kriminalitet til livs. Især hvis kriminaliteten begås af folk, der ikke selv bor i reservatet. Virkelig smart smuthul for alle de syge individer i resten af verden.

Taylor Sheridan klarer opgaven med selv at instruere Wind River helt fantastisk. Den passer perfekt ind som tredie film i hans egen manuskripttrilogi, og selvom det er hårde og brutale film, så ville jeg ønske, der var flere på vej.

Det er der på sin vis også, da han har skrevet manuskriptet til Sicario 2: Soldado, der udkommer i 2018. Den lader dog til at være mere action end den første film, og betegnes derfor ikke som del af trilogien om “udkants-USA”.

FAKTA

Biografpremiere: 04-01-2018
DVD-premiere: 26-03-2018
Genre: Thriller, Action, Drama
Instruktør: Taylor Sheridan
Medvirkende: Jeremy Renner, Elizabeth Olsen, Julia Jones, Kelsey Asbille m.fl.

Resumé
En FBI agent og en lokal vildtsporer med en hjemsøgt fortid skal undersøge mordet på en lokal pige på en fjern indianerreservat i håbet om at løse hendes mystiske død.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.