HORIZON LINE på Netflix er en thriller, der foregår næsten udelukkende i et lille propelfly. Den er spændende, men også ret forudsigelig. Til gengæld fungerer skuespillerne godt sammen, og der er spændende kræfter bag kameraet. Læs vores Horizon Line filmanmeldelse her!
HORIZON LINE kan ses på Netflix nu. Hvis du er til en solid halvanden times thriller, der nok skal give lidt svedige håndflader, så kan du roligt kaste dig over denne. Den foregår næsten udelukkende i et lille propelfly, så især folk med højdeskræk kan nok blive lidt udfordret.
Personligt bliver jeg mere udfordret af, at den er meget forudsigelig. Det føles lidt for meget som at køre i ring, men lige der er den korte spilletid en fordel. Havde den været længere, ville det klart have været på bekostning af spændingen. For mig er denne type film god underholdning, men dog ikke noget jeg skal se igen.
Læs vores Horizon Line filmanmeldelse her, og find filmen på Netflix nu!
Allison Williams og Alexander Dreymon i spidsen
Da meget af filmen som sagt udspilles i et propelfly, er det især to karakterer, der skal bære filmen. De to er Sara og Jackson, der spilles af henholdsvis Allison Williams og Alexander Dreymon. Allison Williams har allerede leveret to fantastiske gyserfilm, og selvom hun er god her i Horison Line, så er det en noget anden udfordring, hun er ude i.
Allison Williams’ filmdebut som skuespiller (efter succes med tv-serien Girls) var Jordan Peele-filmen Get Out (2017), der jo blev et velfortjent megahit i store dele af verden. Derefter kom Netflix-filmen The Perfection (2018), der var alle tiders lækre overraskelse. Næste film fra Williams bliver såmænd også i vores genre med den Blumhouse/James Wan-producerede horror-thriller M3GAN (pt. i pre-production).
LÆS OGSÅ
I mellemtiden kan du passende se Horizon Line på Netflix, der nok må betegnes som mere af en light-oplevelse i forhold til hendes to første film. Til gengæld fungerer Allison Williams rigtig godt i hendes samspil med Alexander Dreymon, som fans af The Last Kingdom helt sikkert vil genkende.
Selvom de to spiller eks-kærester, der mødes i forbindelse med et bryllup for fælles venner, så er det ikke et bærende tema for deres samspil. Altså, vi er ikke ude i halvanden times spydigheder, som vi kender det fra romantiske komedier. I stedet er de gode til ret hurtigt at samarbejde, da turen i propelflyet bliver noget mere spændende end planlagt.
Se Horizon Line på Netflix nu!
Horizon Line er instrueret af svenske Mikael Marcimain, der senest lavede thrilleren Gentlemen (2014) med David Dencik i hovedrollen. Faktisk arbejder Mikael Marcimain meget mere med tv-serier end film. Set i lyset af biografernes pandemi-nedlukning har det nok været meget godt satset.
Manuskriptet er skrevet af Josh Campbell og Matthew Stuecken, der virkede bekendt for mig, selvom jeg ikke lige kunne placere dem. Det viste sig at være dem, der stod bag historien til 10 Cloverfield Lane. Manuskriptet blev dog skrevet sammen med Damien Chazelle. Det var lidt af en overraskelse, da Horizon Line bestemt ikke har et plot, der når denne til sokkeholderne.
Det slutter ikke med velkendte gyserfilmnavne dér, for på producersiden finder vi også Jaume Collet-Serra. Han har bl.a. instrueret hajgyseren The Shallows (2016), hvilket måske smager lidt af Horizon Line i forhold til vandelementet. Og mon ikke der også er bare en enkelt haj med i denne Netflix-film?! Det er næsten oplagt, når nu havet spiller så stor en rolle.
Hvis du ønsker lidt underholdning, der virkelig ikke kræver noget af dig som seer, så kan du roligt vælge denne action-prægede thriller på Netflix. Det er forholdsvis tom underholdning, der dog stadig kan give svedige håndflader med sine solide spændingsmomenter.
Horizon Line er ude på Netflix i Danmark fra den 14. juni 2021.
FAKTA
VOD/DVD/BD-premiere: 15. marts 2021
Netflix-premiere: 14. juni 2021
Genre: Thriller
Instruktør: Mikael Marcimain
Medvirkende: Allison Williams, Alexander Dreymon, Keith David
Plot
Et tidligere par mødes efter flere år til en vens bryllup. Da de tager et lille fly til brylluppet på en tropisk ø i Det Indiske Ocean, dør piloten af hjertestop. De må nu på egen hånd flyve det beskadigede fly og finde land, før brændstoffet løber ud.