Selvom Krampus egentlig har potentiale til at blive en ny jule klassiker i horror-comedy genren, så misser den målet lidt for meget. Læs vores anmeldelse her!

På papiret er Krampus simpelthen den perfekte gyserkomedie til juletiden. Den har den dejligt dysfunktionelle familie med sjove og ret underlige familiemedlemmer, der tvinges sammen i den søde juletid. Lige på dette område er det nærmest en hyldest til Fars Fede Juleferie – en film jeg traditionelt gerne skal se hvert år til jul. Det skaber de perfekte rammer til en underholdende fortælling.

Der er også nogle små gyservæsner, der helt klart får tankerne hen på Gremlins, mens det virkelige gysermonster i filmen er Julemandens onde tvilling, Krampus. Og selvom Krampus filmen generelt har mere humor end gys, så er lige præcis denne karakter af den helt onde gyserskuffe.

Perfekte skuespillere og instruktør

De to ting, der virkelig fungerer i filmen, er selv castet samt at den er skrevet og instrueret af Michael Dougherty. Han er manden bag Halloween kortfilmssamlingen Trick ‘r Treat, som er en fast del af vores Halloween-tradition. Den skal bare ses hvert år!

Derudover er to medforfattere i form af Todd Casey, der normalt skriver til Marvels tv-tegnefilmsserier, samt Zach Shields, der ikke har skrevet noget før Krampus, men dog skrev en sang til Nattens Dæmoner (The Conjuring), så der er i hvert fald et herligt horrorlink der.

I forhold til castet har vi Toni Collette (Den Sjette Sans) og Adam Scott (Parks and Recreation tv-serien) som forældrene. I en herlig birolle ser vi David Koechner, der også var helt perfekt som spejderleder i Scouts Guide to the Zombie Apocalypse.

Med ham på holdet er man sikker på, at det nok skal blive sjovt. Når man så også tilføjer Conchata Ferrell (der nok er bedst kendt som husholdersken i Two and a Half Men), så er hele komedieaspektet dækket godt ind. Udfordringen med Krampus er dog at ramme balancen mellem gys og komedie, og når det gælder gyser-elementer, så er det desværre mere mangelfuldt.

Herlig grov humor

Jeg elskede de grove – og ret så sjove – deciderede komediescener, og der er bestemt også en solid gysertråd hele filmen igennem. Det er mere alt det ind imellem, der får filmen til ikke at hænge sammen. Det er ikke engang familiedramaet, der fejler, for det får ikke ligefrem stor lejlighed til at udfolde sig.

Det er mere fordi, man bare venter på, at historien skal komme videre, da der er en del ventetid, hvilket er ret imponerende, når nu det hele finder sted i løbet af bare et enkelt døgn.

Til gengæld vil jeg dog sige, at drengen som er i centrum for hele historien, Max, spilles af Emjay Anthony (Chef). Og han er en herlig indlevelse. Hver gang han er med i en scene, bliver den automatisk mere interessant, da man bliver fascineret af den stakkels knægt. Han vil bare så gerne holde en hyggelig jul med sin familie. Han prøver selv at være bannerfører for det, så man bliver sgu helt ked af det, når man er omgivet af en masse julehadere – eller rettere, folk der har alt for travlt med sig selv.

Se den til jul – ikke forår!

Måske var mine forventninger i virkeligheden alt for høje, fordi jeg elsker Trick ‘r Treat så meget. Og når man så tvinges til først at se den, når det danske forår endelig rammer os – og i hjemmebiografen fremfor i den rigtige biograf i december måned, som det egentlig var planen – så hjælper det nok heller ikke på indlevelsen.

Derfor har jeg klart planer om at se den igen, når det bliver jul. Men indtil videre føler jeg bare, at den ikke ligefrem er den nye juleklassiker, jeg håbede på.

Fakta

Premiere: 29. april 2016
Genre: Horror, Komedie, Fantasy
Instruktør: Michael Dougherty
Medvirkende: Adam Scott, Toni Collette, David Koechner, Stefania LaVie Owen, Emjay Anthony, Conchata Ferrell, m.fl.

Plot

Den unge Max vender ryggen til julen, mens hans dysfunktionelle familie mødes i et komisk sammenstød i løbet af juleferien. Da de ved et uheld frigør Krampus’ vrede, bryder helvede løs, og elskede helligdagsikoner forvandler sig til monstre.

Om forfatteren

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.