The Boy minder ikke om nogen anden dukke gyserfilm, så hvis du egentlig har fået nok af den slags, kan du roligt se denne film!

Før filmen overhovedet går i gang, så starter den helt rigtige gyserstemning allerede. Der er en utrolig flot intro, der visuelt skaber de rammer, hvor historien snart skal udspilles. Det er altså en fornøjelse, når man på den måde trækkes ind i filmens univers, før en eneste replik er sagt. Og så bliver jeg sgu blød om horror-hjertet, når musikken også er med til at sikre dette – ikke mindst, når der i samme sekund står “Music by Bear McCreary” på skærmen. Lydsiden er vanvittig vigtig i horrorfilm, og når det gælder selve musikken, er Bear McCreary altså en mester, hvilket vi også for nyligt bemærkede i forbindelse med en anden film! Han måtte faktisk gerne lave soundtracket til hele mit liv, selvom jeg godt nok helst ikke ser, at mit liv ligner Greta Evans’ i The Boy.

Greta Evans spilles af Lauren Cohan, som de fleste nok vil genkende som Maggie fra The Walking Dead. Det er dejligt forfriskende at se hende i en ny rolle – men stadig i horrorgenren – og hun gør det helt perfekt. Hun spiller en ung kvinde, der forsøger at slippe væk fra alt det dårlige i sit liv og gerne vil starte forfra. Den typiske “søde pige”, der har et hjerte af guld, men heldigvis stadig er i stand til at sige fra og passe på sig selv. Hendes primære medspiller er Rupert Evans (The Canal), som leverer en herlig varme og meget aktivt forsøger at charmere Greta, men på en dejlig kikset måde. Cohan og Evans (altså skuespilleren og ikke hovedpersonen) fungerer utrolig godt sammen, hvilket ikke ligefrem er uvæsentligt, når nu de nærmest er de to eneste levende karakterer i det meste af filmen. Det er dog klart Lauren Cohans film, og hun leverer sgu varen. Også når hun skal spille med og overfor en porcelænsdukke.

The Boy 2016 Lauren Cohan

Det der fungerer rigtig godt i The Boy – foruden skuespillet altså – er omgivelserne. Det gamle hus i England er varmt og indbydende (nærmest eventyragtigt), men samtidig også virker koldt og fremmed. Jeg blev både skuffet og imponeret, da jeg efterfølgende læste, at filmen blev skudt i Canada, og ikke England – selvom det trods alt er British Columbia, så det smager da lidt engelsk.

Jeg slipper heller ikke uden om at rose manuskriptet, for uden den gode historie kommer der heller ingen god film. I dette tilfælde var jeg især begejstret over, at der var flere plot twists, jeg ikke lige havde luret. Absolut ikke! Og jeg plejer altså at ramme nogenlunde rigtigt på i hvert fald retningen af historien. Det skete bare ikke med The Boy. Det skete dog flere gange, at jeg tog mig selv i at tænke “Nej, nu må de fandme holde op”, fordi der skete ting, som bare ikke hang sammen for mig. Og bedst som jeg sad og blev godt irriteret, så må jeg jo indrømme, at der skete noget, som forklarede alt det, jeg netop sad og bandede langt væk. På den front må jeg sgu være ærlig og sige, at jeg elsker at blive overrasket – nærmest narret – på den måde, så jeg på ny må overgive mig til filmens præmisser.




Filmen er instrueret af William Brent Bell, der tidligere har lavet The Devil Inside tilbage i 2012. Det skal dog ikke ligge ham til last, for hold nu kæft, hvor var den film ringe – jeg har lige genlæst min egen anmeldelse for nyligt og husker med al tydelighed det makværk. Der var dog potentiale allerede den gang, og det bliver altså indfriet i langt højere grad med The Boy. Manuskriptet er skrevet af en debutant ved navn Stacey Meaner, der også har den store ære at have et manuskript på “The Black List”, som er listen over de bedste uproducerede manuskriptet. Det skete med hans manuskript Mixtape, der dog nu er sat i produktion. Desværre (for os gyserfans i alle tilfælde), så er det en komedie og ikke endnu en gyser.

En vigtig ting i forhold til The Boy kommer lige her: Undgå for alt i verden spoilere. Du skal ikke kende for meget til historien eller hele sammenhængen, men derimod bare lade dig underholde og overraske. Der er i øvrigt en række super “jump scares”, som nok bør få dig til at hoppe lidt i sædet undervejs.

Filmen ligger og vipper mellem 4 og 5 splatter, men nogle småting gjorde, at vi lander på 4 fine splatter.

Fakta

Biografpremiere: 04-05-2016
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: William Brent Bell
Medvirkende: Lauren Cohan, Rupert Evans, James Russell m.fl

Resumé
En amerikansk barnepige er chokeret over, at hendes nye engelske families søn faktisk er en dukke i menneskestørrelse. Da hun kommer til at overtræde en række strenge regler, sker der dog ting, der får hende til at tro, at dukken faktisk er i live.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg