POST MORTEM: INGEN DØR I SKARNES på Netflix er en ny norsk serie, der spænder over thriller, komedie og drama. Nå ja, og så er der da også noget, der smager lidt (meget) af vampyr subgenren. En skøn lille serie. Læs vores Post Mortem: Ingen dør i Skarnes anmeldelse her!
POST MORTEM: INGEN DØR I SKARNES er en ny Netflix-serie fra Norge. Sæson 1 har kun 6 afsnit på hver ca. 45 minutter, så den er dejlig hurtig at bingewatche. Og ja, vi fik i hvert fald lyst til at se den hurtigt, da den fænger fra starten og har en del cliffhangers undervejs.
Der er skøn underspillet humor i denne serie, hvor vi jo ellers er ude i en noget alternativ vampyr-historie. Der er ingen voldsomme hugtænder, men trangen til blod er så sandelig til stede. Det samme er de skærpede sanser, hvilket næsten driver vores hovedperson til vanvid i starten. Det er ikke sjovt, når folk smasker, og man har superhørelse!
Læs videre på vores Post Mortem: Ingen dør i Skarnes anmeldelse herunder. Vi har set alle seks afsnit til denne anmeldelse.
En skandinavisk vampyrhistorie!
Serien starter med, at et lig af en ung kvinde findes på en mark. Er det monstro en naturlig død? Og er hun overhovedet død?! Næ, ikke sådan rigtig, for hun vågner nemlig på obduktionsbordet. Bogstavelig talt med en skalpel i brystet.
Det er faktisk en virkelig skøn serie, der uden tvivl vil være et hit hos alle dem, der elsker norske serier. Der er lidt Hjem til jul over denne serie, da vi befinder os i en lille by, hvor alle kender hinanden. Samtidig er vi ude i noget overnaturligt, som også er omdrejningspunktet i Ragnarok.
MERE NORSK NETFLIX
Vores anmeldelse af Netflix-serien Ragnarok om nordisk mytologi i nutidens Norge >
Forhåbentlig får Post Mortem også flere sæsoner, som det var tilfældet for netop disse serier. Der er i hvert fald kød nok på historien, selvom serien faktisk slutter fint nok, hvis ikke dette sker.
Skønne og skæve karakterer
Post Mortem: Ingen dør i Skarnes (sidstnævnte ytres i øvrigt mange gange) har et skønt karaktergalleri og nogle fantastiske skuespillere med. Hovedpersonen Live spilles af Kathrine Thorborg Johansen, der virkede bekendt, men uden jeg kunne placere hende. Kathrine Thorborg Johansen har dog været med i både Skælvet (2018) og Ragnarok.
Det samme gælder Elias Holmen Sørensen (måske ikke hvis du har set Lilyhammer på Netflix), der spiller hendes bror Odd. Han driver begravelsesforretningen, der har været i familien i generationer, men nu kæmper med økonomien. Der er jo for fanden ingen, der dør i Skarnes (ja, det er Odd, der siger dette flere gange).
Elias Holmen Sørensen skal spille Kjell Jensen i Olsenbanden – Siste Skrik!, og hvis man skulle lave en Olsenbanden reboot, så er han altså også helt oplagt. I hvert fald ud fra det, han leverer her i Post Mortem: Ingen dør i Skarnes.
Og så må jeg lige nævne Kim Fairchild, der spiller politibetjenten Judith. Hun er helt fantastisk. Hendes mimik alene er genial, men hun leverer også replikkerne som vaskeægte svirpere. Kim Fairchild vil jeg meget gerne se mere til i fremtidige norske Netflix-produktioner!
Se sæson 1 af Post Mortem: Ingen dør i Skarnes på Netflix!
Peter Holmsen er skaberen af Post Mortem: Ingen dør i Skarnes, mens Sofia Lersol Lund og Øyvind Rune Stålen har skrevet på de enkelte afsnit. Begge medforfattere har erfaring fra en række tidligere produktioner, mens hovedforfatteren, Peter Holmsen, også har instrueret to af afsnittene (de to sidste).
Harald Zwart har instrueret de første fire afsnit, og denne hollandske instruktør har en del større produktioner på CV’et. Tidligere film fra Harald Zwart inkluderer bl.a. Den 12. mand (2017), The Mortal Instruments: City of Bones (2013) og The Karate Kid (2010).
Peter Holmsen har primært skrevet og instrueret kortfilm tidligere, men han klarer serie-konceptet helt fantastisk. Måske er det netop erfaringen fra kortfilm, der sikrer, at vi ikke har en masse spildtid, men i stedet kommer til pointen. Mon ikke vi kommer til at se flere Netflix-serier fra hans hånd. I hvert fald hvis Post Mortem bliver et hit, og dét fortjener den!
Post Mortem: Ingen dør i Skarnes sæson 1 udkommer på Netflix den 25. august 2021.
FAKTA
Instruktører: Harald Zwart, Petter Holmsen
Manuskriptforfatter: Petter Holmsen
Medvirkende: Kathrine Thorborg Johansen (Live), Elias Holmsen Sørensen (Odd), Andrée Sørum (Reinert), Kim Fairchild (Judith), Sarah Khorami (Rose), Terje Strømdahl (Arvid)
Plot
En kvinde, der er erklæret død, vågner pludselig med en umættelig lyst til blod, hvilket kan være en fordel for hendes families skrantende bedemandsforretning.