NINE PERFECT STRANGERS – med den fantastiske danske titel “Et fængslende møde” – er en ny thriller/mysterie-serie med et prangende cast, som nu kan ses på Amazon Prime Video. Læs vores Nine Perfect Strangers anmeldelse her!

 

NINE PERFECT STRANGERS er en ny serie på Amazon Prime Video. Vi er ude i thriller, drama og mysterie-genrerne, og serien har en vanvittig fængslende historie. Fra første afsnit er man faktisk fanget. De har dog valgt at frigive de første tre afsnit på premieredagen, og det kan man jo ikke klage over.

Desuden kan man næsten kun være imponeret over det fantastiske cast, de har samlet. De fleste portrætterer karakterer, man ville forvente, men mange af dem har også nogle overraskelser i ærmet. Seriens tagline “All is not well” er altså meget rammende!

Læs videre på vores Nine Perfect Strangers anmeldelse nedenfor. Miniserien består af otte afsnit, der frigives ugentligt.

Fantastiske karakterer og herlig dialog

Ligesom i hitserien Big Little Lies (som er skabt af det samme hold) er den spændende historie drevet af interessante karakterer og en meget levende dialog. Dette alene er grund nok til at se serien, men derudover kommer der så også et mysterie, der skal løses.

Mysterie-delen af denne thriller-serie er det, der holder dig fanget på kanten af sædet. Karaktererne og dialogen er så “bare” det, der gør det hele endnu mere underholdende. Forestil dig ni “perfekte” fremmede, der trænger til noget healing og transformation, men er vildt forskellige. Alt er slet ikke OK – langt fra!

Oven i hatten kan du så lægge det faktum, at det er byfolk, der tager til et naturfokuseret wellness center, og de fleste af dem har en del penge. Her er det dog ikke dem, der bestemmer, og det lærer de ret hurtigt. Der er nemlig en hemmelig plan for dem alle.

Nine Perfect Strangers – Anmeldelse [Prime Video]

Du kan se Nine Perfect Strangers på Amazon Prime Video

Castet består bl.a. af Nicole Kidman som den karismatiske og mystiske wellness center-leder, og blandt gæsterne kan ses Michael Shannon (The Shape of Water), Asher Keddie (The Cry), Melvin Gregg (Snowfall) og Samara Weaving (The Babysitter).

De understøttes af garvede navne som Melissa McCarthy (Ghostbusters), Bobby Cannavale (Jolt), Luke Evans (The Alienist) og Regina Hall (When the Bough Breaks), der alle får lov at flekse deres skuespilmuskler.

Serien er instrueret af Jonathan Levine (Warm Bodies), og den er baseret på en bog af Liane Moriarty (Big Little Lies) og udviklet af David E. Kelley.

Miniserien består af otte afsnit, og som tidligere nævnt får de første 3 afsnit premiere samtidig den 20. august 2021. Sidste afsnit løber over skærmen fra den 24. september, hvis du hellere vil bingewatche serien.

Nine Perfect Strangers får premiere på Amazon Prime Video den 20. august 2021.

FAKTA

Skabere: David E. Kelley, John-Henry Butterworth, Samantha Strauss
Instruktør:
Jonathan Levine
Medvirkende: Nicole Kidman, Melissa McCarthy, Michael Shannon, Luke Evans, Regina Hall, Samara Weaving, Bobby Cannavale, Asher Keddie, Tiffany Boone, Alyla Browne, Melvin Gregg

Plot

Nine Perfect Strangers – med den danske titel “Et fængslende møde” – følger ni meget forskellige mennesker, som ankommer til Tranquillum House, et mystisk kursted, som lover en ”komplet forvandling”. Gæsterne fortrylles af den gådefulde Masha, som vil gøre alt for at helbrede dem. Men som dagen skrider frem, truer Mashas usædvanlige metoder med at presse den ustabile gruppe ud over kanten.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.