Revenge er en af de absolut bedste hævnfilm, der indledningsvist endda er hardcore overlevelse. Det er ren girlpower af bedste skuffe og en sand fornøjelse at opleve – nok især for kvinder og fans af det stærke køn!

Revenge byder i den grad på blod og sved. Tårer er der også, men de bliver hurtigt erstattet af noget ganske andet. Inden filmen er ovre, går der faktisk nærmest “feel good” i den.

For der er ingen, der giver sig en tomme. Alle har deres egne bevæggrunde, og når man har sagt A, må man også sige B. I Revenge kommer vi nærmest til at køre hele alfabetet igennem.

Når man ikke har noget at miste, så er der heller ikke noget til at stoppe en. Det er med denne tanke i baghovedet, at Revenge formår at blive nærmest grotesk vild.

Revenge (2017) Mathilda Lutz

Ja, (næsten) alle kvinder

Revenge starter egentlig uskyldigt nok, men virker sikkert også uhyggeligt bekendt for alt for mange kvinder. Før det hele begynder at gå virkelig galt, er der mange tegn, som især kvindelige seere nok vil bemærke. Om det er på en bytur, i S-toget alene eller i køen i Netto, så har mange oplevet uønsket opmærksomhed. Og nej, der behøver ikke gå seksuelle overgreb og #metoo i den, før oplevelsen er ubehagelig. Heldigvis!

Revenge bliver oplevelse dog meget ubehagelig. Derefter bliver den dødsensfarlig, og  går der saftsuseme overlevelse i det. Det er ikke svært at gætte, Revenge er både skrevet og instrueret af en kvinde. Ikke mindst når vi oplever hovedpersonen på vild overlevelsestur kun iført undertøj. Alligevel fremstår hun stærk og kraftfuld fremfor som et rendyrket objekt.

Revenge (2017) anmeldelse

Nej nej, ikke alle mænd

Vi ved udemærket godt, at det ikke er alle mænd, der er “slemme”. Det er der heldigvis også fokus på i Revenge. Der er helt klart to personer, der er de største svin – på hver deres måde. Hvem af dem, der reelt er værst, dét kan så debateres.

Der er også en mand, der måske ikke er slem… men han er heller ikke ligefrem hjælpsom. Den, der tier, samtykker, er i dén grad relevant i denne sammenhæng.

Nu er der dog også kun tre mænd og én kvinde i den primære fortælling. Der er ikke meget helt over nogen af de tre mænd, men hold nu kæft hvor spiller de allesammen godt.

De giver den fuld gas, og fortællingen i Revenge beskriver også – med uhyggelig klarhed – hvordan deres logik fungerer. Nej, naturligvis er det ikke alle mænd, der ville nå frem til samme konklusioner. De tre mænd i denne film er ikke engang enige om særlig meget. Nu sidder de dog i suppedassen sammen, og alfa-hannen styrer hurtigt showet.

Revenge (2017)

Fantastiske karakterer

Det er svært at gætte, hvor historien skal slutte, når man ser de første par minutter. Men tro mig, vi ender i noget, der ligner en scene taget fra American Psycho. Castet er fantastisk, men det er karaktererne sateme også. Der er så mange nuancer og gråzoner, at det aldrig bliver kedeligt og stereotypt.

Eller rettere, der er masser tilsyneladende stereotypt, men så kommer der lige lidt ekstra lag på. På den måde forstår vi bedre karaktererne. Det er muligt, de er dumme eller lede, men vi ved i det mindste hvorfor. Dermed er det hele ikke så sort/hvidt.

Coralie Fargeat har skabt en fantastisk hævnfilm, hvor Matilda Lutz (Rings) i dén grad får lov til at udfolde sig. Det samme gælder dog især også for Kevin Janssen. Han er en virkelig flot mand, der er mindst ligeså meget sexsymbol som den kvindelige hovedrolle. Og han får også lov til at være nøgen og udføre nogle af de scener, der typisk tilfalder kvinder.

Elsker du stærke kvinder som Terminator‘s Sarah Connor eller Alien‘s Ellen Ripley? Og er du klar til, at denne kvinde godt må have en seksualitet, inden de bliver “badass”?! Så er Revenge alletiders power underholdning.

Du kan købe Revenge på DVD og Blu-ray fra 25. juni 2018.

FAKTA

Biografpremiere: Blodig weekend 2018
DVD-premiere: 25. juni 2018
VOD-premiere: 25. juni 2018
Genre: Thriller, Action
Instruktør: Coralie Fargeat
Medvirkende: Matilda Anna Ingrid Lutz, Kevin Janssens, Vincent Colombe

Resumé
Tag aldrig din elskerinde med på den årlige herretur – især ikke en jagttur. Det bliver en voldelig lektie for tre velhavende, gifte mænd.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.