:: Anmeldelse ::

Vi følger den lille familie (far, mor og teenage-datter), der netop er flyttet ind i et stort og lækkert hus. Penge er tydeligvis ikke noget problem, og derfor er de også et oplagt mål for dem, der gerne vil have fat i netop disse. Det er tydeligvis nogle bøller, der bryder ind og vil have familiens penge, men der er dog en tydelig leder, som ved præcis, hvordan dette røveri skal grejes. Desværre skal han have familiefaderen med ud af huset for at skaffe flere penge, og derfor efterlades mor og datter med de mere tvivlsomme typer.

Det er nervepirrende og på alle måder grusomt og uhyggeligt, når man føler kvindernes frygt, der absolut er på sin plads. Den ene røver har godt gang i euforiserende stoffer og er meget interesseret i den unge datter, mens den anden er mere ”reel” og ser dette som et beskidt job, der dog skal udføres uden nogen kommer til skade. Nu skal jeg ikke afsløre det hele, men naturligvis kommer nogen til skade. Det er forståeligt og forventeligt. Det er derimod ikke forventeligt, at folk der har handlet fornuftigt pludselig gør alle de mest idiotiske ting, som gør at de taber hver eneste potentielle redningsaktion på gulvet.

Sjældent har jeg været så glad for en film i 90% af tiden, for derefter at se det hele blive smadret de sidste 10% af spilletiden. Det virker næsten som om, instruktøren har fået besked på at ændre noget i filmen, for stil-ændringen kommer omkring halvvejs gennem filmen. Men det er først til sidst, det kammer helt over.

Og så bliver lydbilledet misbrugt på alle måder. Det er utroligt effektivt med høj lyd, spændingsmusik og et konstant pres på lydsiden. Det er skræmmende, og det virker. Men det er også effektivt med total stilhed – især hvis man kombinerer disse to virkemidler. Der var dog ikke meget stilhed i denne film. Derimod var der fuld knald på alle lyde. På ekstremt højt niveau og gerne samtidig med split-screen, som også betød ”split sound” og resulterede i irritation og hovedpine. ”Så hold dog kæft eller dø!” tænkte man nærmest til sidst. Og kort tid derefter kom de sidste 10% af filmen. Man var altså allerede ved afgrunden, da tingene gik helt galt.

Men de første 90% var dog spændende og gode, så jeg har forsøgt at se bort fra de sidste 10%. Personligt irriterer det mig helt ekstremt, når tilsyneladende stærke mennesker, gør dumme og svage ting, men det skal heller ikke ødelægge mit helhedsindtryk af filmen.

Fakta

(Originaltitel: Secuestrados)

I biografen: CPH PIX 2011 
Genre: Horror 
Instr.: Miguel Ángel Vivas
Medv.: Guillermo Barrientos, Dritan Biba, Fernando Cayo, César Díaz, Martijn Kuiper, Manuela Vellés, Ana Wagener, Xoel Yáñez m.fl.
Land: Spanien, 2010

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.