Tucker & Dale vs. Evil er uden tvivl kommet på min absolutte topliste over film i horror-comedy genren. Læs vores anmeldelse her!

For mig er noget af det ypperste i denne subgenre den britiske Shaun of the Dead fra 2004, men her er endelig en ny film, som faktisk kommer helt op på højde med netop denne.

Og så er den endda canadisk, hvor jeg blankt må indrømme, at jeg synes briterne har været eksperter i denne genre. Derimod kammer fx amerikanerne ofte over og laver horror-comedy i stil med Scary Movie, som bare er plat og spoof på andre succeser.

Tucker & Dale vs. Evil er virkelig en lille perle. En rigtig knaldperle! Hold kæft, hvor er det komisk. Uanset hvilken type du er, så må du kunne genkende dig selv i denne film, hvis du har den mindste smule selverkendelse.

Hvis du mødte de to rednecks, Tucker og Dale, ville du uden tvivl tro, de var snotdumme – hvilket både er helt korrekt og meget forkert. Og nok også tro, de var ret farlige, hvilket i den grad er sandt, men nok mest for dem selv.

Instruktørdebutant

Filmen er instrueret af debutanten Eli Craig (han har tidligere kun lavet en kortfilm), som også har skrevet manuskriptet sammen med endnu en debutant, Morgan Jurgensen, der også har produceret filmen. Forhåbentlig er det langt fra sidste gang, de kaster sig over et projekt sammen, for hvis dette er resultatet af deres debut, så ser fremtiden på alle måder strålende ud.

Også skuespillet er generelt godt, men det er på alle måder Alan Tudyk og Tyler Labine (tv-serien Reaper og den kommende Rise of the Planet of the Apes) som hhv. Tucker og Dale, der bærer hele værket. De ER rednecks!

Præcis som med Shaun of the Dead, tror jeg aldrig, jeg vil kunne misse chancen for at se denne film igen. Så hvis den vises i tv, og jeg zapper forbi den, så er jeg hooked igen. Den tåler i hvert fald mere end et enkelt gensyn!

FAKTA

På DVD: 3. maj 2011
Genre: Gyserkomedie
Instruktør: Eli Craig
Medvirkende: Alan Tudyk, Tyler Labine, Philip Granger, Jesse Moss, Chelan Simmons, Katrina Bowden m.fl.
Land: Canada, 2010

Plot

Tucker og Dale er et par harmløse bonderøve, som tager afsted for at inspicere deres nyindkøbte “sommerhus” – en forfalden hytte midt ude i skoven. Ved et tilfælde redder de livet på en smuk collegestuderende som er på telttur med sine venner. En række misforståelser leder dog til, at hendes venner tror, at de to mænd er mordere, og pludseligt tvinges Dale og Tucker til at kæmpe for deres liv.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg