The Cabin in the Woods virker på overfladen som en klassisk gyserfilm, men den leverer SÅ meget mere end det. Læs vores anmeldelse her!

OH. MY. GOD. Eller “Du GODESTE!” som vel må være den danske pendant til selvsamme udtryk. For pokker, der er knald på i The Cabin in the Woods.

Og det gælder for alt i verden om ikke at vide for meget om plottet, før man ser den. Derfor vil jeg også styre langt uden om dette, når jeg nu alligevel skal forsøge at anmelde filmen.

Drew Goddard sidder for første gang i instruktørstolen. Han er ellers kendt for sine skriveegenskaber, da han har skrevet manuskripter til alverdens lækkerier såsom Cloverfield, Lost, Alias, Buffy og Angel.

Han har også skrevet manuskriptet til The Cabin in the Woods, og han har gjort det i samarbejde med hans faste partner Joss Whedon, som så sandelig har sat sine fede fingeraftryk på filmen.

Referencer til kultgysere

Der er et hav af referencer til diverse kultgysere, og man skal uden tvivl se denne film mange gange, før man har fanget dem alle. Men bare rolig, det gør du også hjertens gerne!

Den første og helt oplagte – som ikke giver noget af plottet væk – er naturligvis, at selve rammerne minder dejligt meget om The Evil Dead. Og her mener jeg selve hytten og omgivelserne, så det er helt fra starten, at man som garvet horror-fan føler sig 100% på hjemmebane.

The Cabin in the Woods – Anmeldelse

Karaktererne er absolut ikke stereotype, som nogen har påstået, men derimod en fornem hyldest til alle de klassiske typer, man normalt ser i horrorfilm. Stereotyper er negative og forudsigelige, mens The Cabin in the Woods er en regulær hyldest til kult-klassikere, hvilket er det pure guld i vores genre!

Det eneste du kan være helt sikker på er, at når du tror filmen har peaket, så kører den lige hårdt og brutalt op i næste gear. Det bliver vildere og voldsommere, og selvom der – på ægte Joss Whedon manér – altid er plads til humor og grin, så bliver det aldrig plat eller kører ud på et overdrev, som gør, at man tager afstand til plottet eller karaktererne.

Det absolut eneste negative, jeg kan sige om filmen – for jeg kan ikke komme med bare én ting, som kunne gøres bedre! – det skulle da lige være, at jeg ikke er super vild med den ene af hovedrollerne. Den lidt blide pige, synes jeg langt hen ad vejen, er decideret kedelig. Men selv hun tager revanche, så alt virker faktisk præcis efter hensigten.

Vel egentlig bedre, for jeg skal se The Cabin in the Woods igen og igen. Og igen!

FAKTA

Biografpremiere: 10. maj 2012
DVD-premiere: 18. september 2012
Instruktør: Drew Goddard
Medvirkende: Richard Jenkins, Bradley Whitford, Chris Hemsworth, Kristen Connelly, Jesse Williams, Fran Kranz, Sigourney Weaver

Plot

Fem venner tager til en afsidesliggende hytte i en skov langt ude på landet. De skal hygge og feste… tror de. Hvad der sker herefter, er i hvert fald noget, du aldrig har set før!

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg