Apostle er en ny Netflix-film, der spiller heftigt på horror og thriller elementer. Der er knald på både lyd og billedsiden i en sådan grad, at historien nærmest er det svage led.
Apostle er en Netflix horror/thriller, der primært udspiller sig på en mystisk ø. Selve samfundet føles dog lidt som Salem dengang, hvor kvinder blev kaldt hekse, hvis de havde bare en smule frisind.
Denne overvejende følelser kommer også til udtryk gennem manglen på egentlig plot til de kvindelige karakterer. De eksisterer reelt kun for at skabe handling fra de mandlige karakterer.
Om disse handlinger gør mændene til skurke eller helte, er det eneste reelle spørgsmål. Jeg kan dog afsløre, at det bliver ret brutalt og – ikke mindst – blodigt!
Grådighed og magt
Historien i Apostle handler som sagt primært om, hvad der driver mænd. Og også hvad der bringer dem glæde og smerte.
Her i Apostle er det primært en grådighed efter magt, men dog også efter penge. Man skal jo bruge penge for at sikre sig mad. Og hvis folket sulter, så er de ikke ligefrem indstillede på at lade dig beholde magten.
Foruden grådighed er det også en helt konkret trang til enten at redde eller straffe kvinder. Nogle af mændene mener dog, at man redder kvinder ved at straffe dem. Så for dem er alt lidt en win-win situation.
Det eneste tilnærmelsesvis positive i den forbindelse er, at hovedpersonen forsøger at redde sin søster. Altså, fremfor at det er en romantisk interesse. Ikke at vi kommer til at kende noget til søsteren… overhovedet. Det er tydeligvis ikke vigtigt!
Må Gud hjælpe Moder Natur
Apostle føles lidt som en alternativ udgave af Darren Aranofsky’s Mother! Menneskets grådighed betyder nemlig, at vi tager fra naturen uden at give noget (eller i hvert fald nok) tilbage.
Og i den forbindelse bliver også religion gjort til et våben. Der bliver drevet rovdrift på både naturen og andre mennesker med en religiøs bog i den ene hånd og et våben i den anden.
Læs også: Vores anmeldelse af Mother! her >
I Apostle er Moder Natur bogstavelig talt en gudinde. Ja, faktisk lidt som i Disney’s Vaiana, men naturligvis i en langt mere skræmmende udgave. Faktisk er hun fysisk til stede på øen som en kvinde.
Og Moder Natur er naturligvis blivet fanget og bundet af nogle mænd. De vil udnytte hendes evner til at sikre deres folk afgrøder. Til gengæld skal de dog give gudinden mad, for ellers visner alt liv bort.
Men hvad spiser sådan en Moder Natur kvinde? Dét finder du ud af i denne film!
Skønt cast med Dan Stevens i spidsen
Skuespillerne i Apostle er overvejende kendte ansigter, der alle gør det godt. Især Dan Stevens (The Guest) fungerer rigtig godt i hovedrollen. Det er faktisk også hans historie, filmen fortæller. Til gengæld hører vi ikke meget om hans elskede søster.
Det er godt nok hende, han skal redde fra en kult, men vi behøver tilsyneladende ikke få noget indblik i deres forhold. Vi får godt nok også kun en snas fra Dan Stevens karakterens fortid. Og derefter er der en spring til historien i filmen.
Det er faktisk lidt utilfredsstillende, da vi gerne skal kunne følge ham og hans tankegang.
Foruden Dan Stevens er det især Michael Sheen (Passengers), der leverer en mindeværdig præstation. Han er trods alt også kultlederen. Eller rettere, han kaldes faktisk “Profet”, men den slags bestemmer man vel også selv som kultleder.
En instruktør vi kan li’
Apostle er skrevet og instrueret af Gareth Evans. Det var også ham, der skrev og instruerede The Raid, som var en vild oplevelse. Til sammenligning er denne film noget langsommere, men der er stadig smæk på brutaliteten!
Læs også: Vores anmeldelse af Gareth Evans’ indonesiske film The Raid 2 her >
Og så er selve lydsiden altså helt blændende. Det her score nærmest flår sig vej ind under huden på publikum. Filmen ville simpelthen slet ikke have en brøkdel af sin effekt uden underlægningsmusikken.
Personligt var jeg ikke super begejstret for historien og synes faktisk også, at filmen er lidt for lang. Men både lyd og billedside – samt skuespillernes præstationer – er mere end nok til at skabe en fascinerende film, der er spilletiden værd.
Apostle kan ses på Netflix nu!
FAKTA
Premiere: 12. oktober 2018 (Netflix)
Genre: Horror, Thriller, Action
Instruktør: Gareth Evans
Medvirkende: Dan Stevens, Lucy Boynton, Mark Lewis Jones, Bill Milner, Kristine Froseth, Michael Sheen.
PLOT
En mand rejser til en fjern ø for at finde sin forsvundne søster, der er blevet kidnappet af en morderisk kult.