:: Anmeldelse ::

Sådan, for satan! Dette er ikke stor filmkunst, men for pokker da, hvor var jeg godt underholdt hele filmens varrighed. Det lyder måske som om, jeg kun har set dårlige film for nylig, hvilket – takket være især CPH PIX – jo absolut ikke er tilfældet. Men jeg har dog set mange rigtig gode film, som har haft en eller flere langsomme perioder, som jeg kunne have undværet. Dét er ikke tilfældet med ‘The Crazies’. Selve historien er ikke fantastisk udover det sædvanlige, men den er rigtig solid underholdning. Og selvom vores allesammens zombie-horror-konge, George A. Romero, har en vigtig producerrolle, så er der faktisk ikke meget "splat og plat"-humor i denne film i forhold til mange af hans andre film. 

Dermed ikke sagt, at der slet ikke findes sjove øjeblikke, for dét er der bestemt. Som altid virker det perfekt til lige netop at afvæbne publikum inden næste chokbølge sendes afsted.  Og tag endelig ikke fejl, selvom den er mindre voldsom end andre "almindelige mennesker bliver pludselig zombier, psykopater, vampyrer eller på anden måde inficeret"-film, så er der en rigtig god mængde solide chok. Jeg mener ‘hop i sædet, og spænd hver en lille muskel i kroppen’-forskrækkelser. Nu er mit alias "ScreamQueen" jo ikke tilfældigt, og selvom jeg måske ikke ligefrem skriger, så er jeg lidt af en tøs, og holder hånden solidt over munden, når der bygges op til uhygge. Til ‘The Crazies’ så jeg endda store, stærke mænd, der i bare forskrækkelse klaskede hænderne op foran øjnene – så følte jeg mig pludselig ikke helt så meget som en tøs. 

Jeg skal helt sikkert se ‘The Crazies’ igen, for det er den type film, der får adrenalinet til at pumpe godt rundt i kroppen, og historien er fascinerende. Hvordan reagerer man, når alle omkring en bliver syg og hele hæren sættes ind for at holde dig sammen med de syge mennesker… Bare fordi der er en smittefare, og de tilfældigvis er bange for, at hele verden vil gå under, hvis denne sygdom slipper ud. Overlevelsesgenet vil hos langt de fleste gøre, at man samler familien og prøver at stikke af. Det er meget få, der vil ofre sig selv for resten af verden, når det ikke engang virker helt nødvendigt. Og det er spændende at følge deres flugt, fordi man kan forholde sig til det på mange plan. Jeg var underholdt, og det er for mig en absolut førsteprioritet, når jeg ser film.  

:: Heaven of Trivia ::

Skuespillerinden Lynn Lowry, der også var med i den oprindelige version af ‘The Crazies’ fra 1973, har en cameo som inficeret indbygger, der cykler gennem centrum af byen, der netop er blevet helt øde, så man kan slet ikke undgå at bemærke hende.

Fakta

(Originaltitel: The Crazies)

I biografen: 22-04-2010
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Breck Eisner
Medv.: Timothy Olyphant, Radha Mitchell, Danielle Panabaker, Joe Anderson m.fl.
Land: USA, 2010

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg