THE CROWDED ROOM på Apple TV+ er en ny thriller-mysterieserie baseret på en sand historie, hvilket fjerner mysteriet. Dog er Tom Holland fantastisk i hovedrollen. Læs vores anmeldelse af The Crowded Room-serien her!
THE CROWDED ROOM er en ny Apple TV+-serie baseret på en sand historie. Det er klart, at det er noget af en udfordring at have noget baseret på en sand forbrydelse og lave en thrillerserie bygget op omkring et mysterie. Faktisk er det nærmest umuligt og ikke en særlig god præmis.
Når det så er sagt, kan jeg ikke få mig selv til bare at nedgøre denne Apple TV+-serie. Mest fordi det er en fascinerende historie, og Tom Holland er fantastisk i den altafgørende hovedrolle. Problemet er, hvordan historien fortælles.
Jeg kommer ind på den sande historie senere i et afsnit, der markeres med “spoiler”. Bare hvis du vil forsøge at bevare mysteriet.
Læs videre på vores anmeldelse af The Crowded Room-miniserien nedenfor. De første tre afsnit er på Apple TV+ fra den 9. juni 2023.
Historien om Danny Sullivan
Officielt er The Crowded Room historien om Danny Sullivan. Han er en ung mand, der blev anholdt efter hans involvering i et meget offentligt skyderi i New York City i 1979. Tom Holland portrætterer Danny Sullivan og gør et fremragende stykke arbejde. Han er virkelig fascinerende i denne rolle!
Hans historie er fortalt gennem en række interviews med den nysgerrige forhørsleder Rya Goodwin (Amanda Seyfried). Det er i bund og grund sådan, vi får hans livshistorie, som fortælles i flashbacks, mens Danny fortæller den.
Mens hans livshistorie udfolder sig, “afsløres elementer fra den mystiske fortid, der formede ham, og de drejninger, der vil føre ham til en livsændrende åbenbaring” hedder det sig officielt. Og det er naturligvis noget, der henviser til det store mysterie.
Men at påstå, at dette er historien om Danny Sullivan, er en del af problemet. Apple TV+-serien er baseret på en bog, der handler om en meget virkelig person. Denne persons navn var ikke Danny Sullivan, og folk, der ser en del dokumentarer, vil sandsynligvis allerede kende historien. Derfor fjernes alt mystik.
Efter at have set netop en dokumentar om den virkelige person (som jeg kommer til i næste afsnit, der vil indeholde spoilere), gættede jeg hele “mysteriet” fra bare at se traileren for et stykke tid siden. Da jeg så traileren til The Crowded Room, gættede jeg derfor selve twistet, fordi det føltes bekendt.
Historien, The Crowded Room er baseret på *indeholder spoilere*
Som nævnt ovenfor, følte jeg, at historien om The Crowded Room var mærkeligt bekendt. Min første tanke var, at dette var en genindspilning af 2003-filmen Identity, som derefter fik mig til at tænke på Netflix-dokumentaren Monsters Inside: The 24 Faces of Billy Milligan.
Et hurtigt kig på IMDb bekræfter, at The Crowded Room faktisk er baseret på bogen “The Minds of Billy Milligan” af Daniel Keyes. Det står faktisk også allerede i åbningsteksterne, så man skal ikke engang opsøge denne information nærmere. Den leveres af serien i starten af hvert afsnit.
Dét rejser naturligvis spørgsmålet: Hvordan laver man en thriller-mysterieserie på 10 afsnit, når den er baseret på en sand historie og dermed slet ikke noget mysterie?
Svaret er: Det gør man ikke!
Mysteriet i The Crowded Room er allerede løst. Når diverse twists begynder at rulle over skærmen, vil det slet ikke være overraskende, fordi vi allerede ved, hvad de er. I hvert fald dem, der kender til Billy Milligan eller slår bogtitlen op, der står i starten af hvert afsnit, fordi de er nysgerrige.
I stedet for at fortælle historien om Billy Milligan – med navnet Danny Sullivan i The Crowded Room her for at holde noget mystik, tror jeg – skal vi lade som om, at vi ikke ved, hvad det handler om. Jeg kan ikke forstå, hvordan nogen tænkte, det ville være en god idé. Det er det simpelthen ikke!
The Crowded Room-spoilers slutter her!
Se The Crowded Room på Apple TV+
Skaberen af The Crowded Room er Oscar-vinderen Akiva Goldsman (A Beautiful Mind), og den er udviklet af Todd Graff (The Vanishing). Serien er baseret på en bog af Daniel Keys, som dækket i ovenstående afsnit med spoilere, så det vil jeg ikke gå nærmere ind på.
Manuskriptforfattere som Suzanne Heathcote, der arbejdede på Killing Eve (showrunner på sæson 3) og Fear the Walking Dead skrev flere afsnit. Alt ved denne serie er godt – bortset fra forsøget på at bygge et mysterie på en historie, der absolut ikke er noget mysterie længere.
Det ville være som at lave en serie om mordet på Kim Wall, og så skal vi sidde og lade som om, vi ikke allerede ved, at det er Peter Madsen, der står bag. Hver afsløring vil ikke være nogen overraskelse for os, så hvorfor bygge en historie op på den måde. Det er dér, problemet ligger!
Der er desuden ti afsnit i denne serie, hvilket er alt for mange. Som film kunne hele mysteriet have fungeret. Men som en serie, der udgives med ugentlige afsnit (og afslører hvilken bog, den er baseret på), er der intet mysterie.
Skuespillerne, der leverer stærke præstationer i denne serie, har fortjent meget bedre. Især når man hører, at hovedrolleindehaver og producent, Tom Holland, har valgt at tage en pause fra skuespillet, efter denne udmattende rolle.
Faktisk synes jeg stadig, du skal se serien for dem – de fortjener vores 3-stjernede vurdering. Faktisk er skuespillet til mindst 4, mens udførelsen er til kun 2, så det kan kun ende på 3 splatter.
Dem, der skabte præmissen og besluttede at fortælle historien på denne måde, vil forhåbentlig aldrig gøre sådan igen!
The Crowded Room har premiere på Apple TV+ med de første 3 afsnit (ud af 10) den 9. juni 2023.
FAKTA
Skaber: Akiva Goldsman
Instruktører: Kornél Mundruczó, Brady Corbet, Mona Fastvold, Alan Taylor
Medvirkende: Tom Holland, Amanda Seyfried, Emmy Rossum, Sasha Lane
Plot
I The Crowded Room følger vi Danny Sullivan (Holland), en mand, der er anholdt efter sin involvering i et skyderi i New York City i 1979. Serien beskrives som en fængslende thriller fortalt gennem en række interviews med den nysgerrige forhørsleder Rya Goodwin (Amanda Seyfried),
Dannys livshistorien udfolder sig og afslører elementer fra den mystiske fortid, der formede ham, og de drejninger, der vil føre ham til en livsændrende åbenbaring.