David S. Goyer har både skrevet og instrueret The Unborn, og det er ikke småting han tidligere har lavet. Om end det primært er i den dystre action genre, han har bevæget sig mere end egentlig horror.

Han har nemlig skrevet samtlige film i ‘Blade’-serien og var også manuskriptforfatter til den meget roste ‘Batman Begins’, ligesom han står bag den kommende ‘X-Men Origins’-film om Magneto. Det er da også netop denne kommende film, han skal instruere, ligesom han indtog instruktørstolen ved ‘Blade: Trinity’.

Men med ‘The Unborn’ har Goyer altså taget springet ud i en ægte horror film. Den største kritik af filmen generelt har været, at der er for mange (?) skræk- og chokscener i filmen. Dette kan naturligvis blive et problem, når der ikke bygges op til chokket, og de derimod kommer på en perlerække.

Omvendt, så er det en helt respektabel niche inden for horrorgenren, og præcis samme opskrift som alle ‘Halloween’ og ‘Fredag d. 13.’-filmene er lavet efter. Der er ingen tvivl om, at man ved nogenlunde, hvornår chokket kommer – og det er også ofte – men alligevel kan det sagtens tilgives. Og hvad gør det egentlig, når nu det fungerer?!

Selve historien fungerer faktisk udmærket, og skuespillet er også upåklageligt. Blandt de medvirkende ser vi Gary Oldman som rabbineren, der skal bekæmpe ondskaben samt et par horror-kendinge i biroller, hvor Meagan Good (‘One Missed Call’ & ‘Saw V’) og Cam Gigandet (‘Twillight’) spiller henholdsvis bedste veninde og kæreste til hovedrollen, Casey, der spilles af Odette Yustman.

Her er det meget svært at abstrahere fra at Odette Yustman ligner Megan Fox ualmindeligt meget, når nu vi konstant bombarderes med nyheder og reklamer for ‘Jennifer’s Body’. Man bemærker dog hurtigt, at forskellen er tydelig på trods af det næsten identiske ydre. Yustman er betydelig mere nedtonet og girl-next-door, hvorimod Fox (og ikke et ondt ord om hende!) er betydelige mere umm, oplagt til at vise mere hud, end hvad situationen påkræver.

Med en god historie, godt cast og en instruktør og manusforfatter, der tydeligvis kan skrue en film rigtigt sammen, så er der ingen grund til at misse denne horror film. Det er teenage-horror, jovist, men med mere dybde og høj underholdningsværdi fra start til slut.

HoH trivia:

DVD’en har en forlænget udgave af filmen – her kan du se, hvad forskellen er på biograf-versionen og den forlængede version: http://movie-censorship.com/report.php?ID=4416256

Gary Oldman’s rolle har fået navnet “Sendak”, som er en reference til Maurice Sendrak, som skrev og illustrerede den uhyggelige børnebog med titlen ‘Where the wild things are’. Denne er netop blevet filmatiseret af Spike Jonze, hvor Catherine Keener (‘An American Crime’) og Mark Rufalo (‘Zodiac’) er blandt de medvirkende, og stemmer er lagt af bl.a. James Gandolfini (‘Sopranos’) og Forest Whitaker (‘Last King of Scotland’).

Fakta

På DVD: 27. juli 2009
Genre: Gyser / Horror / Thriller
Instr.: David S. Goyer
Medv.: Odette Yustman, Meagan Good, Gary Oldman, James Remar, m.fl.
Land: USA, 2009

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.