Willy’s Wonderland er en gyserfilm med Nicolas Cage, der nu kan ses på Netflix. I denne film taler han faktisk ikke, men udnytter i stedet alle sine ansigtsudtryk. Det er rigtig campy og fungerer perfekt! En film for (næsten) hele familien. Læs vores Willy’s Wonderland anmeldelse her!

Willy’s Wonderland er en gyserfilm på Netflix med Nicolas Cage i den altafgørende hovedrolle. Vi er ude i en helt vanvittig fortælling, der mest af alt minder om noget fra 1980’erne. Men altså, på den fede retro-måde, hvis man bare går med på præmissen og lader filmen underholde.

Desuden har gyserkomedien faktisk en helt reel og (efter omstændighederne) yderst fornuftig og gennemarbejdet historie. Du skal altså ikke vente til de sidste minutter, før du ved, hvad der foregår. Eftersom det er nogle onde kæmpebamserobotter, der kæmper med Nicolas Cage, så er det ikke super uhyggeligt. Det er nærmere en film for (næsten) hele familien.

Læs videre på vores Willy’s Wonderland anmeldelse herunder.

Nicolas Cage er i sit es

Der er ingen tvivl om, at Nicolas Cage hygger sig med sine filmvalg i disse år. Han vælger den ene vanvittige rolle efter den anden, og det klæder ham helt fantastisk godt. I denne film taler han faktisk ikke, men udnytter i stedet alle sine ansigtsudtryk. Det er rigtig campy og fungerer perfekt!

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af Color Out of Space, der er vanvittig på en ganske anden måde >

Jeg elsker, når Nicolas Cage tager disse skæve roller. Lige så meget som jeg kan lide ham som skurk eller mere alvorlige karakterer. Til gengæld er jeg virkelig ikke fan af, når han skal være “rigtig” actionhelt og score de unge damer. Dét virker bare helt åndssvagt, og han er så voldsomt god i alt andet, at jeg håber, han fortsætter denne stil i stedet.

Altså, bevares, han må da meget gerne have replikker også. Selvom det er fedt, at han bare slet ikke siger et ord her og stadig leverer et solidt portræt af “The Janitor”, som karakteren hedder.

Foruden Nicolas Cage er også genrefilm-skuespilleren Beth Grant fra Donnie Darko med i Willy’s Wonderland. Hun er Sherif i byen, hvor dette legeland fra helvede ligger. Og så er Emily Tosta (fra Sons of Anarchy spin-off serien Mayans M.C.) med som den unge Liv, der bare sparker røv på solid vis. I øvrigt er der meget passende ingen romance for Nicolas Cage i denne omgang

Willy's Wonderland – Anmeldelse | Netflix

Super Happy Fun Room

Her i Willy’s Wonderland kæmper Nicolas Cage mod animerede bamsevæsener. Altså, ikke tegnefilm-animation, men bamse-robotter i et legeland. De såkaldte “animatronics” robot-væsener (der er ret “furries”-agtige) kan se meget søde og uskyldige ud, men det er bare et trick. Og fluf, så ser øjenbrynene pludselig onde ud, og de går til angreb.

De er nemlig blevet besat (mere skal ikke afsløres her), og nu vil de bare dræbe mennesker i legelandet “Willy’s Wonderland”. Der er især et “Super Happy Fun Room”, der bestemt er “super happy” og også “fun” for nogle. For de fleste andre er det dog mere noget, der hører hjemme i en Hostel-film i stedet.

Du kan også blive klogere på, hvor meget man kan klare med en rulle gaffa-tape. Så kom ikke her og sig, at gyserfilm “bare” er fordummende underholdning!

 

Se Willy’s Wonderland på Netflix!

Willy’s Wonderland er instrueret af Kevin Lewis, der har stået for instruktionen af syv film før denne. Hans forrige film var The Third Nail from 2007 og The Drop from 2006, hvorefter han var væk fra film i mere end et årti. De to førnævnte film lader ikke til at have fået meget kærlighed fra hverken publikum eller anmeldere.

Til gengæld lader det til at have været rigtig sundt med denne lange pause, for Willy’s Wonderland er skøn underholdning. Eller måske er det fordi, han ikke selv har skrevet filmen denne gang. Det har til gengæld debutanten G.O. Parsons, der med denne film har startet karrieren ret stærkt.

Forhåbentlig får vi snart flere vanvittige film fra Kevin Lewis. Lige nu har han hele to gyserfilm i “pre-production” med henholdsvis The Accursed (vi gætter på, nogen er forbandet) og Darke County der lyder ret grum!

Willy’s Wonderland er ude på VOD allerede og kan ses på Netflix fra mandag den 12. juli 2021.

FAKTA

Instruktør: Kevin Lewis
Manuskriptforfatter: G.O. Parsons
Medvirkende: Nicolas Cage, Emily Tosta, Beth Grant, Ric Reitz, Chris Warner

Plot

Efter at være blevet narret til tjansen som opsynsmand i en djævelsk nedlagt forlystelsespark kæmper en ensom ulv for at overleve en sværm af dæmoniske, mekaniske dyr.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.