:: Anmeldelse ::

Australien har leveret mange gode gys de seneste år – såsom ‘Wolf Creek’, ‘The Loved Ones’, ‘Daybreakers’, ‘The Horseman’ osv., så vi havde da en lille forventning om, at der kunn komme noget interessant på skærmen, da vi satte ‘Wrath’ på.

Det startede egentlig så godt, men ender så kedeligt og langtrukkent, at man faktisk har mistet al interesse et godt stykke tid, inden filmen er slut. Det er simpelthen så møgærgeligt, for i filmens begyndelse er der en rigtig god og snigende uhygge, som man straks lader komme ind under huden.

Skuespillet er fint, og man accepterer egentlig, at karakterene måske er lidt karikerede for – helt ærligt – det er sgu en af de gode kitch ting i flere af de bedste gyserfilm. Der må godt være en machomand og et pigebarn, man ikke helt ved, hvor man har.

Man kan tillade sig meget med både persongalleri og historie, hvis bare man så også tager konsekvenserne af de beslutninger; Er tingene sat lidt på spidsen og bliver stereotyperne foldet ud i stor stil, så skal tingene ikke præsenteres (eller tages) alt for seriøst.

Desværre udvikler ‘Wrath’ sig bare i en meget ugunstig retning, når historien går fra “katten-efter-musen” udvikling over til at skulle flette en masse twists ind, som bremser udviklingen og niveauet for uhygge, men samtidig heller ikke bringer nogen anden form for spænding ind som kompensation. Det ender med at blive kedeligt og ligegyldigt, så hvis man slukker for filmen efter den første halve time, er man godt underholdt, men derefter kan man lige så godt bare lave kaffe eller tage opvasken. Det vil man få mere ud af!

Fakta

(Originaltitel: Wrath)

DVD: 22-05-2012
Genre: Thriller
Instr.: Jonathan Neil Dixon
Medv.: Stef Dawson, Xavier Fernandez, Corey Page, Rebecca Ratcliff m.fl.
Land: Australien, 2011

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg