Heaven of Horror var en tur til Comic Con Copenhagen 2018, hvor der denne gang var langt mere styr på hele eventen!

Comic Con Copenhagen 2018 var på mange måder en klar opgradering fra den allerførste Comic Con Copenhagen i 2016. Du kan læse om vores oplevelse af Comic Con Copenhagen 2016 her!

Til 2018 udgaven af Comic Con Copenhagen var eventen flyttet fra Bella Centret til Forum. Det klædte på mange måder begivenheden langt bedre. Ikke kun ligger det dejligt centralt i forhold til offentlig transport – det er på alle måder også mere hyggeligt.

Og så er Forum saftsuseme vant til at håndtere mange mennesker, der meget gerne vil ind hurtigst muligt. Selve indgangspartiet er simpelthen gearet til det. Derfor var det dejligt hurtigt at komme ind, og folk hyggede sig fint, mens de stod i kø – selvom det altså ikke var så lang tid, man stod der.

Sikkerhed – eller mangel på samme

Til gengæld er der stadig udfordringer med sikkerheden. Eller rettere, det er der jo ikke, fordi folk opfører sig ordentligt, men hverken personer eller tasker blev tjekket ved Comic Con Copenhagen 2018.

I hvert fald ikke i udbredt grad, og det overrasker os altså hver gang. Du kommer jo ikke ind til koncerter – eller andre steder med mange mennesker – uden lidt basale sikkerhedstjek.

Herfra anerkender vi dog også blankt, at det ville gøre køerne betydeligt længere. Og igen, så opfører vi os jo ordentligt. Helt generelt var der en utrolig god og venlig stemning blandt alle deltagere. Både udstillere, sælgere og gæster.

Fantastiske cosplay

Foruden helt almindelige besøgende, var der også dejligt mange cosplayere. Det var virkelig en fornøjelse at se et hav af forskellige cosplayere, der valgte karakterer på tværs af både køn og alder. Det er jo lige præcis det, man kan tillade sig. Og hvis en familie eller to venner, gerne vil være cosplayere på tværs af universer (f.eks. DC og Marvel comics), så er der også plads til det.

Derudover var det skønt at se, hvor meget pli, vi danskere har, i forhold til cosplay. Der blev hele tiden spurgt om lov til at tage billeder, og alle cosplayere var også hurtige til at stille op, hvis en af de yngre gæster tydeligvis ikke helt turde spørge.

Comic Con Copenhagen 2018

Dejligt stort udvalg

Forum viste sig også at være en god størrelse i forhold til de sælgere, der var tilstede. Hele Forum blev faktisk fyldt rigtig godt op med stader, hvilket var en voldsomt stor forbedring i forhold til 2016 udgaven i Bella Centret. Dengang kunne man jo nærmest få plads til flere fodboldbaner rundt omkring i salen.

Eneste udfordring var næsten, at der måske var for stort udvalg. I hvert fald når man er en pre-teen, der nu havde tømt hele sparegrisen og bare ikke kunne finde ud af, hvad formuen skulle bruges på. Vi så i hvert fald en næsten lamslået lille dreng, hvor både søster og forældre prøvede at hjælpe ham med at vælge.

Uanfægtet det store udvalg og mange sælgere, så er der (desværre!) stadig stor mangel på både kunst, gadget og beklædning med kvinder. Selvom der var næsten 50/50 af mænd og kvinder (og mere end et par Wonder Woman cosplayere), så er der ikke meget Wonder Woman merchandise at finde.

Det kræver naturligvis, at tingene produceres til at starte med, men det er sgu næsten grotesk. Der var notesbøger med både Batman, Super, Jokeren og 117 andre… men ingen Wonder Woman eller Harley Quinn. Det er sgu da det glade vanvid efter Wonder Woman filmsuccessen. Til gengæld kan man få en Groot notesbog.

Bevares, jeg elsker også Groot, men at en (trods alt) bi-karakter får merchandise før en hovedrolle, er sgu da det glade vanvid. Ja, gu er jeg bitter, for jeg fik jo ikke min Wonder Woman notesbog. Forhåbentlig bliver det bedre fremover, når også Captain Marvel (og måske Black Widow, hvis miraklet rent faktisk sker) kommer som film.

Pilou Asbæk Q&A ved Comic Con Copenhagen 2018

Bilup to the rescue

Vi startede Comic Con Copenhagen 2018 med at se en Q&A med Pilou Asbæk, der er aktuel med Game of Thrones samt den kommende nazi-zombie gyserfilm Overlord.

Han var i hopla, og vi fik da nogle sandheder om, hvordan det er at arbejde med både kendte og ukendte folk i branchen. Ikke mindst fik vi at vide, hvordan Game of Thrones i årevis har kæmpet for at få Sidse Babett Knudsen med. Det er som bekendt ikke lykkedes, men til gengæld fik HBO da lokket hende til Westworld.

Desuden ved alle nu, at Sean Harris ikke er velset. Jeg har sateme heller aldrig har haft fidus til ham, så det passer mig fint at omtale ham som “Sean Fucking Harris” i ægte Pilou stil.

Pilou Asbæk var faktisk oppe mod Sean Harris, da han gik efter rollen som Euron Greyjoy i Game of Thrones. Det var dog på en helt anden produktion, at de mødte hinanden, og i den forbindelse fik han navnet “Bilup”. Ikke af Sean Harris, men derimod af instruktøren.

Det var dog at foretrække, da han senere hen slet ikke kunne huske navnet på den danske skuespiller. Så var Bilup trods alt nogenlunde tæt på.

Der var også signings med diverse gæster, bl.a. Richard Harmon fra The 100. Ja, vi fik lige taget et billede i forbifarten, men ville ikke stå i vejen for alle dem, der meget gerne ville se ham.

Richard Harmon fra The 100 til Comic Con Copenhagen 2018

Comic Con Copenhagen 2018 aflysninger

Det skulle jo faktisk ikke have været Richard Harmon, der kom til Comic Con Copenhagen 2018. Den officielle gæst var nemlig en af seriens hovedroller: Bob Morley. Han havde måtte melde afbud mindre end 48 timer, før Comic Con startede. Derfor er det faktisk utroligt imponerende, at en anden The 100 skuespiller kunne slå til med så kort varsel. Endda meget utroligt!

Selv hvis Bob Morley havde været der, så havde det nok ikke slået den enorme interesse, Comic Con Copenhagen oplevede med Alycia Debnam-Carey (The 100 og Fear of the Walking Dead) i 2016. Dengang vidste de tydeligvis ikke i hvor stor grad, de havde skudt papegøjen med dét scoop. Folk kom i stor stil fra hele verden for at se hende, da hun kun yderst sjældent har deltaget i denne type events.

Til gengæld var Pilou Asbæk altså en skøn gæst til Comic Con Copenhagen 2018. Selvom Thomas Bense (som jeg faktisk normalt er ret begejstret for) fra Pixel TV ikke havde helt styr på rollen som interviewer.

Eller rettere, interviewet gik fint. Det foregik bare på dansk, indtil Pilou Asbæk foreslog, at de gik over til engelsk.

Allerede inden Pilou kom på scenen, så var det dog slået fast, at vi ikke kun var danskere i sæderne. Dermed bør det altså foregå på engelsk fra start. Alt andet er ikke ligefrem i den internationale Comic Con Copenhagen ånd. Især ikke når alternativet til engelsk var dansk, som bestemt ikke er et sprog, mange taler.

Vi ses til næste Comic Con Copenhagen

Comic Con Copenhagen har klart format til at blive en fast event. Herfra håber vi bare, at der kommer mere styr på gæsterne – selvom sygdom og aflysning af andre årsager er umuligt at undgå.

Det ville virkelig også være på sin plads med fokus på at få kvindelige gæsterstjerner. Ikke mindst deres 2016 succes med Alycia Debnam-Carey burde være bevis på, at det sælger billetter. Nå ja, og så Wonder Woman successen.

Tak for oplevelsen, Comic Con Copenhagen 2018. Vi ses næste gang!

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.