Vi har lavet en liste over gyserfilm med snetema – lige til det kolde vejr, hvor du kan blive uhyggeligt underholdt i hjemmebiografen.

I regn og slud, skal filmen ud. Sikke noget sludder, film skal tværtimod nydes inde i varmen – og på grund af trafikale udfordringer er det ikke ligefrem oplagt at angribe biograferne. Derimod kan du nyde varmen i dit hjem og se film ved hjælp af hjemmebiografen.

Selvom du måske har oplevet at være fanget i sneen de seneste dage, så er herunder forslag til et par film, der nok hurtigt skal få dig til at indse, hvor mildt du er sluppet.

I disse film ser vi nemlig, hvor slemt det kan gå for de stakler, der virkelig bliver fanget i dette kolde, hvide element, der lige nu dækker det ganske danske land. Ikke overraskende så er det også vores norske broderfolk, der står for nogen af de bedste horror-værker, hvor sneen nærmest er en af hovedpersonerne.

Her kommer en lille liste af vores sne-favoritter!

Frit Vilt (2006)

Det er virkelig et mesterværk af en horror trilogy, som her er bedrevet af vores kære norske naboer. Det er ikke sneen, der er dræberen i denne film, men den er dog en medsammensvoren, og man har ikke just lyst til at smutte på skiferie med denne film i baghovedet. Både den første og anden film i trilogien er så absolut værd at se – også flere gange. Herfra glæder vi os til den tredje film, som havde premiere i Norge d. 15. oktober.

Død Snø (2009)

Endnu en norsk horror-film, men i modsætning til ‘Frit Vilt’, så er dette i en helt anden subgenre. Her er det nemlig ikke den dystre uhygge og gennemgribende angst, der driver historien, men derimod splat og horror-comedy. Mere præcist er det nazi zombier! Det er plat, overdrevet og… fantastisk. Måske den ideelle film til at holde varmen, for man kan ikke undgå at grine, væmmes og hoppe lidt i sæddet.

The Shining (1980)

Det skal altså være den originale af Stanley Kubrick og med Jack [Nicholson] i hovedrollen – alt andet er nærmest blasfemi. Her får vi kombinationen af sne, isolation og en fredelig familiefar, der udvikler sig til psykopat. Dette er en af de ypperste horror-film og en klassiker af ikonisk status. Der er elementer gennem hele filmen, som man har set gang på gang i andre horror-film lige siden.

The Thing (1982)

Fra en horror-klassiker til en anden. Og denne gang af en ægte horror-mester: John Carpenter.’The Thing’ med Kurt Russell i spidsen er en sne-horrorfilm, du absolut ikke må gå glip af. Den foregår på Antarktis, så det bliver ikke meget koldere. Og så er det et ukendt monster af udenjordisk oprindelse, så vi får det ukendte med på alle fronter. Vi glæder os til at se hvad den nye genindspilning kan byde på næste år.

30 Days of Night (2007)

Denne gang befinder vi os i Alaska, hvor der ikke kun er vanvittig koldt og fyldt med sne, der er også mørkt 30 dage i træk. Når mørket overtager, er indbyggerne i en lille by så “heldige”, at der også kommer en gruppe vampyrer for at tage for sig af retterne. Det er nærmest som en buffet for vampyrerne, mens beboerne kæmper for at holde sig i live til solen igen kommer frem. ’30 Days of Night’ er flot filmet, og mørket sammen med sneen sætter en flot kulisse.

The Children (2008)

En ganske anden type gys end det, man normalt ser. Ikke at elementet med børn, der opfører sig som små morderiske dræbermaskiner er ukendt, men det er alligevel på en ganske anden måde end tidligere set. Sneen danner rammen, som bidrager til et meget voldsomt visuelt udtryk, da blod på sne virker ekstrem effektivt.

Frozen (2010)

Denne film har vi netop anmeldt, og her er skurken en simpel række af uheldige tilfældigheder, men kulden og vejret er dræberen (foruden de andre natur-elementer, som vi tydeligt har omtalt i anmeldelsen, og som desværre ikke er videre positivt for filmen). Skuespillet er godt, og det er en hardcore produktion, som har fundet sted “on location” og ikke i et lunt studie med snemaskiner.

Bonus:

Låt den rätte komma in (2008)

Okay, her er det ikke sneen, der spiller nogen stor rolle, men filmen er simpelthen så god, og kulden fra både sneen og menneskerne er så gennemgribende, at den lige akkurat kunne sniges med på denne liste. Desuden burde alle se – eller gense – den originale svenske version, før den amerikanske remake ‘Let me in‘ forhåbentlig snart kommer til landet.

Har du en yndlings gyserfilm, hvor sne danner rammen eller spiller en vigtig rolle? Eller bare et andet forslag til hvilke film, man bør se disse dage?

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg