Med kun 2½ måned til premieren er der nu endelig kommet en trailer til den tredie ‘The Ring‘-film: RINGS.

I Rings vender Samara tilbage med et nyt hjemsøgt videobånd – 13 år efter The Ring og The Ring Two. Men andre ord, så er det umiddelbart samme udgangspunkt og plot, som i de to forgængere.

Personligt må jeg indrømme, at mine forventninger er blevet ret høje, da en af manuskriptforfatterne er Akiva Goldsman. Han vandt en Oscar (og en bunke andre priser) for sit manuskript til A Beautiful Mind. Derudover har han bl.a. skrevet A Time to Kill og I Am Legend. Nåh ja, og så er han en af manuskriptforfatterne bag den kommende filmatisering af Stephen King’s The Dark Tower (Det Mørke Tårn).

De medvirkende i Rings tæller blandt andet Matilda Lutz, Aimee Teegarden, Johnny Galecki (The Big Bang Theory), Vincent D’Onofrio (The Cell) og Alex Roe (The Fifth Wave). Naomi Watts vender altså ikke tilbage i rollen fra de to forrige film.

Den spanske instruktør F. Javier Gutiérrez har i 2008 lavet den apokalyptiske sci-fi film Tres días (med den engelske titel Before The Fall), og han har faktisk ikke lavet nogle film siden da. Nu har han dog fået tjansen med at lave en ny The Ring-film 11 år efter den forrige.

Der kan vist ikke herske meget tvivl om, at der er store forventninger til Rings, da det er en film, der har sat spor (måske endda ar) i mange. På den anden side er der den sædvanlige irritation over, at der igen koges suppe på en gammel succes fremfor at være nyskabende.

Rings er sat til at få dansk biografpremiere den 10. november 2016, hvilket er 2 uger efter den amerikanske premiere. Hvis den klarer sig dårligt der, er det muligt, den forsvinder fra den danske premiereliste igen. Det er i hvert fald en typisk tendens, vi ser med især gyserfilm i Danmark.

Se traileren til Rings nedenfor.

Nadja "HorrorDiva" Houmøller