Hannibal

Vores egen Mads Mikkelsen er i fuld gang med indspilningerne til den kommende tv-serie ‘Hannibal’, som handler om Hannibal Lector. NBC viser den højst sandsynligt til foråret i USA, og danske Kanal 5 har allerede for længe siden reklameret med, at de følger trop og ligeledes vil vise den til foråret herhjemme.

OPDATERET: Serien får premiere på Kanal 5 i løbet af april.

Foruden Mads Mikkelsen i hovedrollen, er garvede skuespillere som fx Laurence Fishburne (The Matrix), Gillian Anderson (X-Files) og Hugh Dancy (Martha Marcy May Marlene) også med i ‘Hannibal’.

The Following

‘The Following’ er en blodig thriller tv-serie, skrevet af Kevin Williamson (Scream-serien, ‘I ‘Know What You Did Last Summer’), der omhandler en seriemorder og hans “kult” af seriemordere samt det hold af agenter, der prøver at standse dem. I hovedrollen som den ellers pensionerede FBI-agent Ryan Hardy, har vi Kevin Bacon (Death Sentence, Stir of Echoes). Den ledende seriemorder Joe Carroll, spilles af James Purefoy (Resident Evil).

Serien er netop lige startet op i USA og har fået stor ros. TV 2 har sikret sig rettighederne, men har ikke sat nogen premieredato. Det er ikke helt lovende, eftersom vi fx. stadig afventer en premiere på den længe ventede ‘American Horror Story’, som de også har rettighederne til.