Den britiske instruktør, Johannes Roberts, har tidligere udmærket sig i horror-universet ved at lave verdens første mobil reklame-kampagne med minifilmen ‘When Evil Calls’, som blev videreudviklet til en spillefilm i 2006 med Sean Pertwee og Dominique Pinon, og distribueret via en af de faste horror-distributører, Lionsgate.
Efter den film har hans næste projekt været omgivet af en del mystik, men nu er der endelig noget officielt på banen. Hans kommende film hedder “F”, som i karakteren der svarer til det gamle 03 og altså er dumpekarakteren. Det bliver endnu en film i rækken af britiske bølle-film – eller hooligan, hvis det nu skal være et britisk ord, selvom de ikke nødvendigvis har meget med de traditionelle fodbold-hooligans at gøre. Den skulle være lidt i stil med ‘Eden Lake‘ (UK, 2008), men så alligevel ikke helt.
Plottet skulle være følgende:
En skrækindjagende thriller om en gruppe lærere, der efter dagen er slut, bliver fanget på en skole af en gruppe hætteklædte børn. Filmen finder sted i en nærmest endeløs labyrint af gange og tomme klasseværelser på en af de største skoler i Europa.
Roberts har desuden sagt, at han egentlig synes ‘F’ minder mere om filmen ‘Them’ (Org. titel ‘Ils’, Frankrig/Rumænien, 2006) end ‘Eden Lake‘. Eftersom vi var meget begejstrede for begge to, og varmt kan anbefale at man ser disse film, så er vi tilfredse. Han har dog sat forventningerne højt fra starten ved at drage paralleller til disse film, så det bliver spændende at se, om han kan leve op til det.
“Bøllerne” i filmen spilles af rigtige parkour specialister, som bogstavelig talt er i stand til at dukke op overalt, og derfor snige sig ind på de stakkels intetanende ofre.
QuietEarth havde for nylig sat filmens “sales reel” (en lille teaser til at sælge idéen til filmstudierne) op på deres website, men de blev bedt om at fjerne denne. Til gengæld fik de nogle billeder fra selve filmen, som kan ses længere nede på denne side.
Det skal også nævnes, at allerede før ‘When Evil Calls’ kom på banen, havde han nået at instruere fem horror-film de foregående fem år, så han er trods sin unge alder en velbevandret horror-instruktør – han fik debut som bare 23-årig med ‘Sanitarium’ (UK, 2001).