Escape Room (2019) viser endnu engang, hvor galt det kan gå, når man bevæger sig ind i et lukket rum frivilligt. Se første trailer her!

Escape Room (2019) er instrueret af Adam Robitel. Det er ham, der tidligere har lavet de møg-uhyggelige film The Taking of Deborah Logan og Insidious: The Last Key.

Plottet til Escape Room er følgende:

Seks fremmede ender i nogle omstændigheder uden for deres kontrol, og må nu bruge alle deres evner for at overleve.

Blandt de medvirkende ser vi et hav af velkendte ansigter fra både tv og film. Herunder Deborah Ann Woll fra True Blood, Logan Miller fra The Walking Dead og Scouts Guide to the Zombie Apocalypse samt Tyler Labine fra den herlige Tucker and Dale vs Evil.

Derudover er også Taylor Russell, Jessica Sutton og Jay Ellis på rollelisten. Nå ja, og så er instruktøren, Adam Robitel, også selv med.

Populær gysertitel

Hvis du synes, filmtitlen lyder bekendt, er det fordi, der allerede findes et par gysere med netop denne titel. Når noget bliver populært i den virkelige verden (altså disse “escape rooms”), har film en tendens til at kopiere det.

Læs også: Vores anmeldelse af Escape Room fra 2017 her >

Men mon ikke Robitel kan formå at bringe noget nyt til denne lidt slidte titel. Castet og intruktøren er i hvert fald nok til, at vores forventninger er skruet op i forhold til de tidligere film.

Escape Room får desværre ikke premiere i de danske biografer, men den udkommer på DVD og Blu-ray herhjemme den 13. juni 2019.

Se traileren til Adam Robitels Escape Room (2019) nedenfor.

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg