Kan du forestille dig en verden, hvor alle voksne bliver zombier? Det sker i Don’t Grow Up!

Filmen er et fransk/spansk samarbejde, men dialogen er på engelsk, og er filmet på de kanariske øer. Den er instrueret af franskmanden Thierry Poiraud, som nogle vil kende fra den franske zombie-komedie Goal of the Dead.

don't grow up (Alone)Plottet lyder således:

En gruppe småkriminelle teenagere bor på et ungdomscenter på en isoleret ø. En dag vågner de op og er helt alene – der er ingen voksne, der overvåger dem længere. Det første de gør, er selvfølgelig at holde en kæmpe fest for at fejre deres frihed. Men pludselig dukker deres vejleder op ud af ingenting, helt febrilsk og rystende. Han angriber de unge, der kæmper tilbage og kommer til at dræbe ham ved et uheld, så de flygter fra gerningsstedet. Da de kører væk, kan de godt fornemme, at øen er stort set forladt. De få voksne, de møder på vejen, lader alle til at være inficeret med en mystisk epidemi, der gør dem voldelig og særdeles farlige. Men det går op for dem, at sygdommen ikke rammer børn og unge. Så for at overleve må de overholde én regel; Bliv ikke voksen! Men én af dem fylder 18 år lige om lidt…

Don’t Grow Up er blevet vist på filmfestivaller i UK og Frankrig sidste år, men den fik premiere i Spanien her i slutningen af marts 2016. Vi afventer nærmere info om flere premieredatoer.

Se traileren nedenfor.

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.