RECKONING er en ny Netflix miniserie om en seriemorder. Der er 10 episoder i serien, og den kommer rigtig godt fra start. En af hovedrollerne spilles af Sam Trammell fra True Blood, hvilket bestemt heller ikke skader. Læs vores Reckoning anmeldelse her, og se serien på Netflix nu!

Reckoning er en ny Netflix-serie om en seriemorder, der vender tilbage efter fem års pause. Eller er det overhovedet den samme seriemorder? Det er bare ét af de spørgsmål, der skal afklares i serien, hvor der i hvert fald er en del unge kvinder, der må lade livet.

Netflix miniserien består af 10 episoder, og helt fra starten bør den fange langt de fleste. Derudover vil mange nok give den en chance, da Sam Trammell fra True Blood spiller en af hovedrollerne. Og ja, han har naturligvis lavet meget både før og efter dén serie, men det er bare en ikonisk serie for mig. Jeg var dog helt klart Team Eric Northman (og Pam, naturligvis).

Læs resten af vores Reckoning anmeldelse herunder.

Castet i Reckoning

Denne Netflix-serie handler primært om to mænd, der på hver sin måde er dybt berørt af seriemorder-sagen. Mens Sam Trammell (True Blood) som sagt spiller den ene, så spilles den anden af Aden Young. De gør det begge rigtig godt, og du vil uden tvivl veksle imellem hvem af dem, der skal have din sympati. Aden Young kender du måske fra I, Frankenstein (2014), hvor han spillede Victor Frankenstein selv.

Derudover er det skønt igen at se Ed Oxenbould i dette cast. Vi har tidligere set ham være ret fantastisk i to andre genrefilm. Den ene er M. Night Shyamalan-filmen The Visit, og den anden er jule-gyseren Better Watch Out. Begge to er bestemt værd at se, og hvis du allerede har set dem, vil du hurtigt genkende Ed Oxenbould – selvom han naturligvis er ældre nu.

Helt overordnet er der ret mange karakterer med i denne miniserie, men det giver god mening og er nogenlunde til at overskue. Ikke mindst fordi alle skuespillerne gør det godt, så det er bare om at komme igang med denne seriemorder miniserie.

Reckoning (miniserie) – Netflix anmeldelse

En anden slags seriemoder-fortælling

Selvom Reckoning på mange måder kan føles velkendt i forhold til stilen, så er det på alle de positive måder. Der er en god fremdrift, der heldigvis ikke forhastes, og selve tonen i denne Netflix miniserie kommer hurtigt ind under huden på sit publikum. Det betyder også, at du jævnligt tvinges til at sætte spørgsmålstegn ved dine antagelser.

Intet er så simpelt, som det umiddelbart ser ud til. Heldigvis er disse “twists” dog ikke forbundet med falske spor, der kun eksisterer for at narre publikum. Tværtimod giver Reckoning bare mange forskellige spor, som du selv skal vurdere, når du beslutter dig for, hvordan du anskuer de forskellige karakterer.

Herfra har vi naturligvis allerede vores egne teorier om, hvordan det hele hænger sammen. Dem kommer vi dog ikke nærmere ind på her, da vi gerne skal undgå spoilers. Desuden kan det være, at vi gætter helt forkert, og så skal vi jo ikke begynde at farve dine teorier med vores “gode” idéer.

Reckoning (miniserie) – Netflix anmeldelse

Se hele Reckoning miniserien på Netflix nu!

Reckoning serien er skabt af David Eick og David Hubbard. David Eick har tidligere arbejet på meget succesfulde sci-fi serier som Battlestar Galactica og Falling Skies. For David Hubbard er dette første gang, han arbejder med tv-serie mediet, men forhåbentlig ikke den sidste. Denne miniserie giver os i hvert fald lyst til at se mere fra hans side.

Alle episoder i serien er instrueret af Shawn Seet, Jennifer Leacey og Peter Andrikidis. Især Jennifer Leacey er interessant at se nærmere på, da hun har arbejdet på et væld af tv-serier, men også har været “assistant director” på nærmest alle Baz Luhrmanns film. Et kæmpe plus, da hans film altid holder!

De ti episoder er skrevet af Katrina Cabrera Ortega, David Hubbard, Ryan Mottesheard og Thompson Evans. Katrina Cabrera Ortega har et fascinerende IMDb resume, da hun har arbejdet som researcher på hele 62 The X Files episoder. Derudover har hun været “writers assistant” på 43 afsnit af The Twilight Zone. Der er altså en heftig erfaring med genre-produktioner dér!

Vi har set de første to afsnit på Netflix til denne anmeldelse, men der er ingen tvivl om, at vi skal se resten hurtigst muligt. Umiddelbart ligger vi og svinger mellem 4 og 5 splatter, så resten af serien vil afgøre, hvor vi lander. Hvert afsnit varer lige omkring 45 minuter, og der er 10 episoder, så det passer jo perfekt til en hyggelig regnvejrs-weekend.

Reckoning er ude på Netflix fra den 1. maj 2020.

FAKTA

Skabere: David Eick, David Hubbard
Instruktører: Shawn Seet, Jennifer Leacey, Peter Andrikidis
Manuskriptforfattere: Katrina Cabrera Ortega, David Hubbard, Ryan Mottesheard, Thompson Evans.
Medvirkende: Sam Trammell, Aden Young, Simone Kessell, Laura Gordon, Milly Alcock, Paula Arundell, Sean Barker, Nic English

Plot

Da en lokal teenager bliver myrdet i deres rolige forstadsmiljø, forsøger to fædre at beskytte deres familier, mens de holder deres indre dæmoner i skak.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.