AMERICAN MURDER: THE FAMILY NEXT DOOR er en Netflix true-crime dokumentarfilm af den absolut bedste skuffe. Vi får den sande historie fortalt kronologisk gennem en række direkte kanaler, så det er rå fakta. Læs vores fulde American Murder: The Family Next Door anmeldelse her!

AMERICAN MURDER: THE FAMILY NEXT DOOR er en ny Netflix-dokumentar i true-crime genren. Denne dokumentarfilm er blandt de bedste i genren og fortæller historien meget direkte på cirka halvanden time.

Historien er rene fakta og fortæller lige præcis ofrenes historie uden omsvøb af andre holdninger og tanker. Det er ganske enkelt genialt og burde i langt højere grad være måden, man dækkede netop true crime.

Læs resten af vores American Murder: The Family Next Door anmeldelse herunder. ​

Følg opklaringen af en sag, som den skete

Alt vi ser i American Murder: The Family Next Door kommer fra helt objektive optagelser. Der er ingen interviews med mistænkte eller pårørende, der skal påvirke os eller komme med deres tanker. Ikke udover det, de delte på sociale medier eller direkte til politiet undervejs.

Alt, vi ser, er nemlig det, der er delt på sociale medier, optagelser fra private overvågningskameraer og helt almindelige nyhedsrapportager fra tiden, hvor sagen udspillede sig. Fra sagen handlede om en kvinde, der forsvandt med sine to små døtre, til den grusomme sandhed så dagens lys.

Absolut vigtigst af alt ser vi optagelser fra betjentenes “body cams”. Helt fra den første betjent, der tager imod anmeldelsen om en forsvunden kvinde og hendes to børn, til videoer fra politistationen, når mistænkte i sagen afhøres. Og ja, naturligvis også fra retssagen og det afsluttende pressemøde, når der er faldet en dom.

Sådan! Fra start til slut får du det hele råt for usødet.

Hvis ikke du kender fortællingen, så er spørgsmålet, hvor hurtigt du lurer (eller gætter) det hele. Personligt er jeg gigafan af den kvindelige betjent, der står for løgndetektortesten. Hun forstår i dén grad at både støtte og psyke.

American Murder: The Family Next Door – Netflix dokumentar anmeldelse

Se American Murder: The Family Next Door på Netflix

Jenny Popplewell er instruktøren bag American Murder: The Family Next Door, og hun har simpelthen gjort det eminent. Hun er på alle måder en dokumentarist, der samler fakta og leverer historien, som den rent faktisk udspillede sig. Ikke noget med at skulle lokke publikum i en anden retning eller skabe “ekstra” [falsk] spændende.

Lige præcis når vi taler true crime med ægte ofre, der altså har pårørende i form af både venner og familie, der sidder tilbage, så er det her måden, man viser respekt. Også for den skyldige, hvis nu vi endelig lige skal lege djævlens advokat og huske begge sider.

Og det handler på ingen måde om at gøre det koldt eller følelsesløst, men derimod at vise følelserne, som de kom frem dér. Ikke efterfølgende, når man sidder med al viden om gerningsmanden og kan have holdninger til dette. Netop derfor er dette en af de bedste true-crime dokumentarer, jeg har set!

Se også: Vores liste med de Netflix dokumentarer om true-crime her >

Dette er den første dokumentar fra Jenny Popplewell i otte år. Hun stod nemlig også bag Glamour Model Mum, Baby & Me i 2012 og har derefter arbejdet på dokumentar-serier og et par andre dokumentarprojekter før denne film. Jeg håber dog virkelig, at vi ikke skal vente yderligere otte år på hendes næste dokumentarfilm.

Faktisk synes jeg, at man burde lave en hel Netflix doku-serie, hvor hvert afsnit er lavet på netop denne måde; Udelukkende ud fra optagelser under opklaringen og ikke interviews efterfølgende, der jo altid bliver dybt subjektive ud fra den dømte gerningsmand. Jeg krydser fingre for, at Netflix måske har samme tanke og får Jenny Popplewell med ombord på den!

American Murder: The Family Next Door kan ses på Netflix fra den 30. september 2020.

Plot

Ved hjælp af råoptagelser undersøger denne dokumentarfilm Shanann Watts og hendes børns forsvinden og de rædsler, der fulgte efter.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.