ANYTHING FOR JACKSON er en gyserfilm, der grundlæggende handler om, hvor langt folk vil gå for kærlighed. Vi taler om aftaler med selveste djævlen og mord. En overraskende og stærk film, der er lidt af en gyserperle. Læs vores Anything for Jackson anmeldelse her!
ANYTHING FOR JACKSON er en gyserfilm med et lille cast og en simpel historie. Den slags skal man dog aldrig undervurdere. Filmen byder da også på en række brutale scener, man ikke sådan lige kan slippe. Personligt har jeg det stadig ret stramt med tandtråd efter at have set denne film!
Helt grundlæggende handler filmen om, hvor langt man vil gå, og hvor meget man kan forsvare sin handlinger overfor sig selv. Helliger målet virkelig midlet, når man slår folk ihjel og laver aftaler med djævlen? Dét bliver hurtigt vanvittigt set udefra, men man kan da (hvis man vil) sagtens forholde sig til hovedpersonernes bevæggrund. Selvom det går lidt vel meget amok!
Læs videre på vores Anything for Jackson anmeldelse herunder. Filmen kan købes og lejes digitalt nu.
Karakterdrevet gyserfilm når det er bedst
Det, der virkelig fungerer i Anything for Jackson, er de brutale twists, der kommer undervejs. Især da de leveres på en elegant og skarp måde, som det reelt kun er muligt, når en historie er karakterdrevet. At hovedpersonerne er lidt oppe i alderen, gør kun det hele mere effektivt. Bare tænk på M. Night Shyamalan filmen The Visit (2016), der havde fantastiske ældre karakterer.
LÆS OGSÅ
Grundlæggende handler vores ældre hovedpersoner ud fra gode intentioner. Altså, det er kærlighed, der er drivkraften, hvilket titlen Anything for Jackson nærmest også afslører. Lige i dette tilfælde må man dog sige, at ordsproget “Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner” er meget passende.
Når man vil gøre alt, kommer man også hurtigt til at gøre noget forkert. Og det er selvom de to hovedpersoner tydeligvis burde vide bedre. De er bare fanget i deres egen sorgspiral.
Måske du genkender skuespillerne
Eftersom Anything for Jackson primært udspiller sig ét sted, så er der som sagt også kun et lille hold skuespillere i denne film, Bare rolig, det betyder bestemt ikke, at den er kedelig eller mindre uhyggelig af den grund.
De to ældre hovedpersoner, et ægtepar, spilles af Sheila McCarthy og Julian Richings. De prøver at få deres afdøde barnebarn, Jackson (deraf titlen) tilbage. Eller rettere, hans ånd tilbage. Hvis man vil “lege” Gud, så skal man dog lige indgå en lille aftale med Djævlen, og dét resultater i et sandt mareridt for alle involverede. Herunder en højgravid kvinde!
Du kender måske Sheila McCarthy fra sæson 1 af The Umbrella Academy eller gyserfilmen Still/Born. Hun har også været med i kæmpe blockbuster-hits som The Day After Tomorrow og Die Hard 2. Julian Richings har været med i film som The Witch (2015), A Christmas Horror Story (2015) samt Urban Legend (1998) og den nye gyserserie Chapelwaite på Viaplay.
Derfor virker begge skuespillere nok ret bekendte for mange, selvom man ikke nødvendigvis kender deres navne. Den gravide kvinde spilles af Konstantina Mantelos, der umiddelbart får sin første større rolle med denne film. Hun har dog været med i alverdens tv-serier og tv-film, så hun har masser af erfaring.
Se Anything for Jackson i hjemmebiografen nu!
Justin G. Dyck er instruktøren bag Anything for Jackson, mens Keith Cooper står bag manuskriptet. Begge to har tidligere arbejdet på ret mange julefilm, før de kastede sig over denne gyserfilm. Det har nok været et frisk pust for de to filmskabere, for de har da tydeligvis godt greb om denne dystre genre.
Jeg havde i hvert fald aldrig gættet, at deres primære erfaring kom fra julefilm. Faktisk forventede jeg nærmere, at de havde lavet en del gyserfilm allerede.
Uagtet deres tidligere erfaring, så har det i hvert fald givet dem nok erfaring og blod på tanden til at ramme plet med Anything for Jackson. Historien er simpel, men ekstremt effektiv, og hvis du er til de grumme gyserfilm med overnaturlige elementer, så bør Anything for Jackson levere ret solid underholdning.
Anything for Jackson kan købes og lejes digitalt fra den 29. november 2021.
FAKTA
VOD-premiere: 29. november 2021
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Justin G. Dyck
Medvirkende: Sheila McCarthy, Julian Richings, Konstantina Mantelos
Plot
Det velhavende lægepar Audrey og Henry er parate til at gøre hvad som helst for at få deres døde barnebarn Jackson tilbage. Medlemskab af en satanistgruppe, som låner mødelokaler på det lokale bibliotek, sort magi, kidnapning af en gravid nabo, hvis ufødte barn er tiltænkt som et kar for Jackson – intet synes for ekstremt, når verdens mest engagerede mormor og morfar sætter deres plan i gang. At en pagt med djævelen ofte har uventede konsekvenser, bliver de dog hurtigt klar over.