SQUID GAME på Netflix er en ny koreansk thriller-serie, der også dækker over genrerne drama og eventyr. Det handler om brutal overlevelse! Sæson 1 består af ni 1-times afsnit, og den er bestemt seværdig. Læs vores Squid Game anmeldelse her!

Squid Game er en ny Netflix-serie fra Sydkorea, og vi elsker generelt sydkoreanske produktioner her hos Heaven of Horror. Især når det er genreproduktioner. Og denne Netflix-serie er en thriller som udgangspunkt, men den byder også på drama og eventyr.

Derudover er der bestemt grumme øjeblikke, der smager af gys, da mange mennesker dør – og ofte ret brutalt. Med andre ord er den ikke for sarte sjæle, men den er helt sikkert værd at tjekke ud.

Læs videre på vores Squid Game sæson 1 anmeldelse nedenfor. Denne sæson består af ni afsnit, der hver varer omkring 1 time.

Karakterdrevet med hjerte og smerte

Som i mange andre sydkoreanske genreproduktioner er Squid Game på Netflix meget karakterdrevet. Det er de sydkoreanske genreproduktioner faktisk altid. Selv zombie-serien Kingdom. Den minder måske lidt om den japanske Netflix-serie Alice in Borderland, der også havde nogle af de samme toner og overlevelseslege.

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af Netflix sci-fi thrillerserien ALICE IN BORDERLAND >

Men i Alice in Borderland vidste hverken karakterer eller os seere, hvad der foregik, og hvordan de kom ind i spillet. Der adskiller Squid Game sig meget markant ved, at folk selv vælger at deltage. Det gør serien meget mere realistisk og uhyggelig.

Hovedpersonen i Squid Game er lidt af en klaphat for nu at sige det lige ud. Han er en taber, men har også virkelig hjertet på rette sted – ofte i uventede situationer. Han spilles af Lee Jung-jae, der også var med i Netflix-gyserfilmen Svaha: The Sixth Finger (2019).

Der er mange karakterer med i serien og også en del velkendte ansigter undervejs. Allerede i afsnit 1 ser vi Gong Yoo, som mange nok vil genkende som hovedpersonen fra Train to Busan (2016). Også Wi Ha-Joon fra gyserfilmen Gonjiam: Haunted Asylum er med.

Squid Game: Sæson 1 – Netflix anmeldelse

Se Sæson 1 af Squid Game på Netflix nu!

Hwang Dong-hyuk er skaber af denne Netflix-serie som både manuskriptforfatter og instruktør. Han skrev og instruerede tidligere Silenced (2011), der også har Gong Yoo (Train to Busan) på rollelisten. Derudover kender jeg ikke til hans arbejde, men baseret på denne produktion er jeg temmelig imponeret.

Karaktererne er velskrevede, historien fungerer på rigtig mange forskellige plan, og selvom den er “slowburn” til tider, er den aldrig kedelig.

Basalt set er det en slags Robinson møder Big Brother, men hvor du dør, hvis ikke du gennemfører en udfordring. Eller “en leg” for alt i dette spil er baseret på børnelege. Og så har denne Netflix-serie en stor del socialrealisme, der smager af Bong Joon-ho filmen Parasite (2019), der løb med en række Oscars sidste år.

Er du til sydkoreanske genreproduktioner, må du altså ikke gå glip af Squid Game. Kunne du lide Alice in Borderland, men er klar på mere realistiske rammer, så er denne Netflix-serie helt sikkert også noget for dig. Den er brutal, direkte og fungerer på alle måder!

Squid Game sæson 1 udkommer på Netflix den 17. september 2021.

FAKTA

Skaber: Hwang Dong-hyuk
Medvirkende: Lee Jung-jae, Park Hae-soo, Gong Yoo

Plot

Hundredvis af spillere i pengenød siger ja til en mystisk invitation om at dyste i børnelege. Der venter en fristende præmie, men indsatsen er høj.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg