Jeg har et ret ambivalent forhold til Adrien Brody (The Jacket), men det gælder reelt mere rygterne om ham personligt end hans evner som skuespiller. Manden vandt trods alt en Oscar for The Pianist, og det var så absolut velfortjent. Der er ingen Oscar på højkant, når det gælder Backtrack, men Brody leverer igen en solid indsats. Foruden Adrien Brody, ser vi også Sam Neill (In The Mouth of Madness) og især Robin McLeavy (The Loved Ones) levere virkelig gode præstationer.

Det starter måske en smule langsomt, men til gengæld tager begivenhederne altså fart mod slutningen. Det hele er ret deprimerende på en “grå regnvejrs eftermiddag”-måde, og vores hovedperson kommer ikke rigtig nogen vegne, men uhyggen og stemningen er der fra starten. Man sidder (naturligvis!) og gætter med på spøgelses-mysteriet og – helt ærligt – man gætter sgu det meste i starten. Der er også elementer af plot twists, vi havde luret, helt frem til slutningen, men alligevel overraskede den også.

Jeg synes dog på alle måder, det er historien og plottets fremdrift og udvikling, der er den virkelige vinder i Backtrack. Filmen er skrevet og instrueret af Michael Petroni, og det er kun hans anden spillefilm som instruktør. Til gengæld har han skrevet en del manuskripter og stod bag The Rite – Ritualet (2011) og den meget roste Bogtyven (2013).




Der er en fantastisk stemning og en historie, der udvikler sig på en meget organisk måde, så intet føles falsk eller fremtvunget. Nu er det også en australsk produktion, og de har ofte fokus på at fortælle de gode historier fremfor at skulle have “shock and awe” uden egentligt indhold. Se den gerne, når det er helt mørkt, og lad dig rive med af uhyggen… så rammer den altså ret godt på horror-nerven!

Filmen er ude nu på VOD.

Fakta

Genre: Thriller, Drama, Mysterie
Instruktør: Michael Petroni
Skuespillere: Adrien Brody, Sam Neill, Robin McLeavy m.fl.

Resumé
Der opstår kaos i psykologen Peter Bowers liv, da han opdager, at hans patienter er genfærd af personer, der døde den samme dag 20 år tidligere.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg