Burning er en fascinerende koreansk psykologisk thriller, der bruger drama og mysterie til at drive historien frem. Filmen er gennemsyret af et ubehag, man ikke helt kan definere. Og man kan heller ikke kigge væk!

Burning (med den koreanske titel Beoning) var et massivt hit på Cannes filmfestivalen tidligere i år, og nu kommer den endelig til udvalgte danske biografer.

Det er svært helt at forklare, hvorfor den er så fascinerende. I hvert fald uden at spoile alt for meget. Traileren giver dog faktisk et ret godt indblik – og uden bare at give et resume af filmen. Noget mange amerikanske trailere kunne lære noget af!

Det er en slow-burner, som man kender det fra et utal af koreanske film. De fantastiske såvel som de mere middelmådige film fra Sydkorea, har en tendens til at ramme en spillefilm omkring 2½ time.

I dette tilfælde er filmen dog din tid værd, hvis du er klar på at blive suget ind i den verden, Jong-su lever i.

Yoo Ah-in på vej mod stjernerne

Den altafgørende hovedrolle som Lee Jong-su spilles af Yoo Ah-in. Han har allerede en imponerende karriere i Sydkorea, men når du ser ham i Burning, ligner han mest af alt et bøvet “man-child”.

Han er dog sød og venlig mod dem, der selv forsøger at skabe en dialog. Han holder sig bare helst for sig selv og er i det hele taget ret mærkelig.

Hvis du ser billeder af Yoo Ah-in efter hans præstation i Burning, vil det næsten være svært at genkende ham. Der er faktisk mere “Prettyboy” over ham, end denne film på nogen måde indikerer.

Han leverer et fascinerende (ja, det er åbenbart blevet ordet for denne film) portræt af karakteren Lee Jong-su i denne film. Man ved aldrig helt, hvor man har ham. Og skal man egentlig holde med ham, eller er han kugleskør?

Egentlig vil jeg mene, at man kan se Burning alene for at opleve Yoo Ah-in. Det er et studie i en helt almindelig (og jævnt kedelig) person, der pludselig oplever nogle mere usædvanlige ting.

Burning (2018) anmeldelse

Det internationale stjernenavn

En af de store grunde til, at Burning har fået fat i et internationalt publikum er nok, at Steven Yeun er med på rollelisten. Steven Yeun var Glenn i The Walking Dead og har været med i film som Netflix’ Okja og Mayhem.

Han er rent faktisk født i Seoul, så det er oplagt at få ham til at bygge bro over til et internationalt publikum. Det er jo ikke fordi, hans deltagelse fik filmen til Cannes filmfestival, men det sælger sateme filmen bedre til biograferne.

Og Steven Yeun er desuden ret fantastisk i Burning. Han spiller den mystiske Ben, der ikke rigtig afslører noget om sig selv, men tilsyneladende har røven fuld af penge og morer sig med mennesker. Altså, han nyder at “lege” med andre menneskers liv og følelser.

Lee Jong-su beskriver ham tidligt i filmen som “The Great Gatsby”, og det er ikke helt skævt. Det er ikke fordi, Ben (Steven Yeun) er decideret ubehagelig. Han forkæler faktisk ofte dem omkring sig. Dog er han også god til at manipulere mennesker og få dem til at gøre ting.

Nå ja, og så kommer han med nogle mærkværdige indrømmelser. Om de er sande eller ej, er så spørgsmålet.

Burning (2018) anmeldelse

Gå ikke glip af Burning

Burning har allerede vundet et hav af priser (og været nomineret til endnu flere), og det er der altså en grund til. Det er en film, der sætter sig godt fast i det publikum, der gerne vil give filmen tid til at folde sig ud.

Andre sidder og falder i søvn undervejs, så den er helt sikkert ikke for alle. Nu var det dog selv samme person, der faldt i søvn til The House That Jack Built, så måske det siger mere om personen end filmen.

Filmen er instrueret af Lee Chang-dong, der også har skrevet manuskriptet sammen med Oh Jung-mi. Burning er baseret på korthistorien “Barn Burning” af den japanske forfatter Haruki Murakami. Interessant nok har Haruki Murakami faktisk oversat mange amerikanske klassikere til japansk. Og ja, det gælder også F. Scott Fitzgerald, der skrev “The Great Gatsby”.

Hvis du generelt er fan af film fra Sydkorea, så kan vi varmt anbefale filmen. Her på Heaven of Horror har vi længe været fortalere for sydkoreanske film, og de får amerikanske remakes på stribe. Så der må jo være noget, der virkelig fungerer.

Burning er hentet hjem til Danmark af Camera Film, så du kan se den i udvalgte biografer landet over.

Læs også: Sydkoreanske horrorfilm og thrillere, du bør se >

FAKTA

Biografpremiere: 20. december 2018
Genre: Drama, Thriller
Instruktør: Lee Chang-dong
Medvirkende: Ah-In Yoo, Steven Yeun, Jong-seo Jeon

Plot

Da enspænderen Jong-su forelsker sig i sprælske Haemi, synes hans lykke at være gjort. Men da hun efter et udlandsophold indleder et forhold til den mystiske playboy Ben, spidser situationen til. Ben er alt det, Jong-su ikke er: velhavende, udadvendt og kultiveret. Begivenhederne tager en uheldssvanger drejning, da Haemi pludselig forsvinder. Jong-su begynder at mistænke Ben, der har afsløret en farlig hobby. Umiddelbart er Jong-su uskylden selv, men også han har skeletter i skabet: Hans mor forlod familien på grund af farens voldsomme temperament. Jong-su har ikke set hende i 16 år, og faren sidder i fængsel for et voldeligt overfald. Mødet med Haemi lægger låg på Jong-sus indre vrede, men efter hendes forsvinden kigger han lige ned i afgrunden. Hvor er Haemi? Eksisterer hendes kat? Hvem er Ben egentlig?

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.