ET BESKIDT JOB er en ny Netflix-miniserie på 6 afsnit. Den internationale titel er Inhuman Resources, og Eric Cantona spiller hovedrollen som en ret usympatisk (og desperat) mand. Selvom det virker vanvittigt, så er plottet baseret på virkelige hændelser. Læs vores Et beskidt job anmeldelse her!

Et beskidt job er en ny Netflix-miniserie fra Frankrig. Serien har faktisk været vist dér allerede, men nu udkommer alle 6 episoder på Netflix under den internationale titel Inhuman Resources. Hvert afsnit varer under en time, og der er kun seks styk i serien, så den er hurtigt set. Genren er thriller, men vi er også ude i noget heftig social realisme på de vildeste måder!

Eric Cantona spiller hovedrollen i denne Netflix-serie, og det er reelt ham, der fortæller hele historien. Som hovedperson er han ofte usympatisk, men det bunder i en vild desperation. Han har dog en tendens til at lyve ekstremt meget overfor sin kone, hvilket også sætter hende i en ekstraordinær dårlig situation.

Læs mere om både de virkelig hændelser, der har inspireret plottet, samt selve miniserien i vores fulde Et beskidt job anmeldelse herunder.

Eric Cantona er fantastisk!

Den absolutte stjerne i Et beskidt job er naturligvis Eric Cantona, som spiller hovedrollen som Alain Delambre.

Gennem hele Netflix-miniserien har han to forskellige fremtoninger. Det ene som en lidt småborgerlig ældre mand, og det andet som en stereotyp indsat, der styrer fængslet. Med andre ord, så ved du fra starten, at alt kommer til at få galt for Alain Delambre, selvom du ikke har læst bogen, serien er baseret på. Eric Cantona fortæller nemlig historien fra fængslet, hvor han næsten er ugenkendelig.

Eric Cantona er jo nok stadig bedst kendt som fodboldspiller. Han var trods alt en regulær superstjerne og spillede for Manchester United (hvilket vel er fint nok, når ikke man kan spille i Liverpool). Siden da har han dog lavet et meget effektivt skifte til at blive skuespiller. I Et beskidt job er det på alle måder Eric Cantona, der bærer plottet, og han gør det virkelig godt.

Foruden Cantona ser vi også den altid fantastiske Suzanne Clément i rollen som hans kone, Nicole Delambre. Suzanne Clément spiller også en af hovedrollerne i Netflix-serien Vampyrer, som du bør give en chance, hvis du er til vampyr-serier.

Et beskidt job – Netflix miniserie anmeldelse

Netflix-serien Et beskidt job er baseret på virkelige hændelser

Selvom plottet i Et beskidt job lyder meget usandsynligt og måske også urealistisk, så er det altså baseret på en sand historie. Og nok også i en sådan grad, at det vil overraske mange. Vi ser dog igen og igen, at virkeligheden gerne overgår fiktion. Især når det gælder menneskets natur.

Det er derfor, vi mennesker altid er den sande skurk i fiktion også. Selv i zombiefilm og -serier er det oftest menneskene, der er farligst!

Når det gælder Et beskidt job, så er miniserien en adaption af bogen af samme navn, der er skrevet af Pierre Lemaitre. Men selv denne bog er altså inspireret af virkelige hændelser.

Philippe Santini, der var reklamedirektør for France Télévisions, ville teste, hvordan hans ansatte kunne klare sig under ekstremt stress. Han samlede derfor nogle ledende medarbejdere til et seminar. Selve seminaret var dog ligegyldigt, for planen var at de skulle testes. Derfor bragede ni hætteklædte personer ind, klædt i militærtøj og med våben, hvorefter de tog allesammen som gidsler.

Naturligvis vidste Philippe Santini, at det “bare” var en øvelse, men for alle andre var det fuldstændig ægte. Dette skete den 25. oktober 2005, og alle gidslerne (der fik en hætte over hovedet og blev iført håndjern) sad i en time og 15 minutter, før denne “øvelse” stoppede. Der kom ikke meget ballade ud af det lige umiddelbart efter, men så begyndte flere at udvise tegn på PTSD.

Når nogle brokkede sig, fik de ikke meget ud af det. Først i 2009 kørte der en egentlig retssag, hvor Philippe Santini da også blev fundet skyldig. I 2010 udkom Pierre Lemaitres bog, netop som Philippe Santini tabte en appelsag. Der findes dog også en række lignende grumme sager fra andre store virksomheder rundt omkring i verden. Oftest i forbindelse med ansættelsessituationer!

Et beskidt job – Netflix miniserie anmeldelse

Se Et beskidt job på Netflix nu!

Et beskidt job er en miniserie på seks afsnit, så den kan lynhurtigt ses. Alle afsnit er instrueret af Ziad Doueiri, der tidligere har arbejdet på serien Baron Noir (2016-). Selve manuskriptet til Netflix-serien (der altså fik premiere på Arte i Frankrig) er skrevet af bogens forfatter, Pierre Lemaitre, sammen med Perrine Margaine.

Helt personligt håber jeg virkelig, at denne miniserie er et stort skidt på vejen til flere filmatiseringer af Pierre Lemaitres bøger. Især Camille Verhoeven bøgerne, der byder på nogle ekstremt brutale fortællinger. Især bogen “Alex” skriger på en filmatisering, der da også har været undervejs i rigtig mange år. Her på Heaven of Horror kan vi varmt anbefale at læse hans bøger, hvis man er til grumme krimier.

I mellemtiden kan du jo kaste dig over Et beskidt job (der naturligvis også er værd at læse). Hele miniserien kan ses på Netflix nu, og det kan også anbefales at se flere film med Eric Cantona. Eller måske en anden britisk fodboldspiller, der også har klaret skiftet helt fint. Jeg tænker naturligvis på Vinnie Jones, der har medvirket i film siden 1998 – også horror med The Midnight Meat Train (2008).

Et beskidt job (Inhuman Resources) er ude på Netflix fra den 15. maj 2020.

FAKTA

Instruktør: Ziad Doueiri
Manuskriptforfattere: Pierre Lemaitre, Perrine Margaine
Medvirkende: Eric Cantona, Suzanne Clément, Alex Lutz, Gustave Kervern, Alice de Lencquesaing, Louise Coldefy, Nicolas Martinez, Adama Niane

Plot

Alain Delambre er 57 år og arbejdsløs, men lokkes af en spændende jobmulighed. Snart går det dog op for ham, at han er en brik i et grusomt spil.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.