KLIENTEN er en ny dansk psykologisk thriller, der byder på imponerende skuespillerpræstationer og en intens historie. Den er faktisk decideret udansk – og det er en kompliment. Læs vores fulde Klienten filmanmeldelse her!

KLIENTEN er en ny dansk film, der er lavet udenom de sædvanlige store produktionsvirksomheder. På sin vis er det noget så sjældent som en dansk “indie”-film, der rent faktisk udkommer i de danske biografer. Under alle omstændigheder, så er det en decideret udansk film på mange måder – og det er ment som en kompliment.

Helt overordnet er der en spændende, men måske lidt vel voldsom, udvikling undervejs. Det meste af filmen udspiller sig ét sted, men ender et ganske andet. Både fysisk og rent genre- og tempomæssigt.

Læs videre på vores Klienten filmanmeldelse nedenfor, og se den i de danske biografer fra 24. marts 2022.

Overraskende stærk i sin enkelhed

Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger til Klienten. Selvom jeg normalt er meget imponeret af Signe Egholm Olsen, så sad Breeder stadig i mig. Og det var altså ikke nogen god oplevelse. Ikke at det var hendes skyld – skuespillerne gjorde hvad de kunne, men plottet var slet ikke mig.

I alle tilfælde, så er Klienten i langt det meste af spilletiden, overraskende stærk i sin enkelhed. Faktisk kunne det være et teaterstykke, da det meste af spilletiden foregår på en psykologs kontor. Her sidder psykologen Susanne (Signe Egholm Olsen) og taler med klienten, Mark (Anton Hjejle), der har sparet op i lang til for at have råd til en time med hende.

Derefter er det en form for katten og musen, men med ord, og hvor de to karakterer hele tiden skifter plads i jagten. Det lyder måske lidt tamt eller kedeligt, men dét er det bestemt ikke. Tværtimod. Der er nemlig også en seriemorder løs, og Mark indrømmer velvilligt, at han er seriemorderen.

Derefter bliver Susanne stillet den helt “enkle” opgave, at hun skal kurere Mark. Ellers bliver hun hans næste offer. Ja okay, det er naturligvis en meget forenklet udgave af plottet, da det ellers ikke ville give mening, at Susanne overhovedet går med på opgaven. Det skal du dog selv opleve!

Klienten (2022) – Anmeldelse | Dansk Psykologisk Thriller |  Foto: Martin Dam Kristensen, Deluca

Signe Egholm Olsen og Anton Hjejle tryllebinder

Baseret på traileren havde jeg aldrig troet, at jeg ville blive helt tryllebundet af at se Signe Egholm Olsen og Anton Hjejle sidde og tale med hinanden. Der foregår dog tydeligvis så fantastisk meget mellem linjerne, at man sidder med alle sanserne i beredskab. Alle detaljer skal fanges.

Dog er den også meget generøs med disse detaljer, og jeg fangede hvert eneste plot-twist længe før, det blev afsløret. Men, bemærk nu lige, at jeg også giver filmen kredit for at fodre mig med nok “brødkrummer” til at finde frem til denne konklusion. Man kan jo ikke gætte noget, hvis ikke der gives spor.

Så er det i givet fald skud i tågen, og dét er noget ganske andet. Og noget jeg – indrømmet – også eksilerer i, men det kan ikke anbefales, da man bare spoiler sig selv. I alle tilfælde, så er Signe Egholm Olsen (Den som dræber – Fanget af mørket) og Anton Hjejle altså helt fantastiske i deres præstationer.

Jeg har virkelig lyst til at pande Anton Hjejle én i denne titelrolle, og dét må være en kompliment!

Oplagt til en amerikansk remake!

På nærmest alle måder er Klienten en meget udansk film, der mere virker som en amerikansk fortælling på dansk jord.

Dermed er den lige til at lave en amerikansk remake af. Og det er jo meget populært i disse dage at lave US remakes af danske film, som vi har set med både The Guilty og den kommende Ambulance, der spøjst nok begge har Jake Gyllenhaal i hovedrollen.

Derudover er det især et skift fra psykologisk thriller til nærmest action-lignende tilstande, der lige ødelagde en del af magien for mig. Men igen, også dette smager mere af en amerikansk film. Ofte ser vi danske eller andre europæiske samt sydkoreanske film, og elsker, når der sker noget vildt og uventet.

Så er det, vi efterfølgende kommenterer internt her hos Heaven of Horror, at “det var aldrig sket i en amerikansk produktion”. Jo, måske en indie-film, men ikke de større film. Lige her er det spøjst, at Klienten reelt er en dansk indie-film, der smager mere af en amerikansk blockbuster.

Hvem ved, måske det også bliver tilfældet på sigt?! Det er i hvert fald oplagt!

Klienten (2022) – Anmeldelse | Dansk Psykologisk Thriller |  Foto: Martin Dam Kristensen, Deluca

Se Klienten i de danske biografer!

Klienten er instrueret af Anders Rønnow Klarlund, der også har skrevet manuskriptet sammen med Jacob Weinreich. De går dog under forfatter-pseudonymet A.J. Kazinski, når de skriver film og tv-serier sammen – såsom Hvide Sande. Og der er voldsomt meget potentiale og en skøn underholdningsværdi, som jeg kun kan sætte pris på.

Men okay, hvis skuespillerne er så gode og scenerne intense, hvorfor er det så, vi ikke lander højere på den overordnede vurdering? Ja, det er faktisk lidt tricky at komme ind på uden at spoile for meget. Men jeg synes, det var for nemt at gætte visse plot-twists. Og desuden også flere af disse “twists”, der simpelthen ikke er praktisk mulige i Danmark.

Derudover er det især et skift fra psykologisk thriller til nærmest action-lignende tilstande, der lige ødelagde en del af magien for mig. Alligevel havde jeg ikke spottet selve slutningen, og dét var faktisk interessant og trækker igen op! Ja, også selvom der er nogle urealistiske (praktisk ret umulige) elementer inde over.

Klienten har premiere i de danske biografer den 24. marts 2022.

FAKTA

Biografpremiere: 24. marts 2022
Genre: Psykologisk Thriller
Instruktør: Anders Rønnow Klarlund
Manuskript: A.J. Kazinski (Anders Rønnow Klarlund & Jacob Weinreich)
Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Anton Hjejle

Plot

Da den erfarne og velrenommerede psykolog Susanne (Signe Egholm Olsen) tager imod dagens sidste klient, Mark (Anton Hjejle), forventer hun et møde som så mange andre. Men da det viser sig, at Mark er en eftersøgt seriemorder, indser Susanne, at den næste time vil ændre hendes liv for evigt. Mark forlanger nemlig, at Susanne skal kurere ham, ellers bliver hun hans næste offer. For hvert sandkorn der drysser gennem timeglasset strammes grebet, og et intenst kapløb med døden sætter i gang.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg