OFFERGAVEN er nu ude på Netflix og afslutter dermed Baztan-trilogien. Den engelske titel er Offering to the Storm, så det smager lidt af det samme. Den spanske thriller er på mange måder ekstremt dyster og brutal, men ikke uden irritationsmomenter. Læs vores Offergaven anmeldelse her!

OFFERGAVEN er ude på Netflix, så du kan nu se tredie og sidste film i “Baztan” trilogien, der er baseret på en bogserie. Navnet er efter den spanske region, hvor historien udspiller sig. Den engelske title er Offering to the Storm, mens den spanske er Ofrenda a la tormenta.

Præcis som i de to foregående film i den spanske thriller-trilogi, er vi ude i en ret brutal fortælling, Der er mange mord (ikke mindst på babyer), og det er en kult eller sekt, der står bag de fleste. Desværre byder også tredie film på en del irritationsmomenter, og den meget lange spilletid er nok den mindste udfordring.

Læs resten af vores Offergaven anmeldelse herunder, og se filmen på Netflix nu.

Stop nu det hulkeri!

Jeg elsker det faktum, at der i stor stil er byttet rundt på kønsrollerne i hele denne Baztan-trilogi. Eksempelvis står hovedpersonen, Amaia Salazar, i spidsen for drabsafdelingen, mens hendes amerikanske mand er hjemme med deres lille søn. Derudover er mange af de mest brutale og nådesløse karakterer kvinder.

Det er fedt og giver en ekstra dimension til meget af plottet, da man ikke umiddelbart kan vide sig sikker ud fra gamle stereotyper. Og dog! For hvor skal Amaia dog hulke sig igennem mange scener i Offergaven. Det er faktisk til at blive vanvittig over.

Samtidig tager hun også nogle enormt dumme beslutninger undervejs, men okay, det er vi generelt vant til ud fra, at plottet skal drives videre. Derudover er der nogle (ret unødvendige) sexscener i denne tredie film, men mord og ulykkeligheder er dog stadig i fokus.

Overordnet er det umiddelbart den stærkeste film i trilogien, men det hænger nok sammen med, at vi endelig får svar på en masse spørgsmål. Dog synes jeg at vi mangler lidt afklaring på, hvor i verden Amaias FBI ven er, men måske det skal undersøges nærmere i en spin-off.

Der er jo ingen grund til at stoppe, hvis der kan spindes mere guld på denne franchise, og dét kan der.

Offergaven – Netflix anmeldelse

Se Offergaven på Netflix nu!

Har du set de to første film i Baztan-trilogien, så skal du naturligvis også se denne sidste film. Faktisk kan det anbefales med et solidt maraton, der dog bliver ret langt grundet de lange spilletider. Alle tre film er nemlig over to timer lange! Og ja, det er samme hold, der står bag alle film i Baztan-trilogien, så dem kan du læse mere om i vores anmeldelse af forrige film Hvad knoglerne fortæller (2019).

Læs også: Vores anmeldelse af Hvad knoglerne fortæller her >

Jeg synes personligt, det er en skam, at filmene bliver lange, da de ikke havde taget skade af at være strammet lidt op. Og så alligevel er der meget stemning, jeg ikke ville have været foruden. Jeg kommer ikke til at gense denne trilogi, men jeg synes dog alligevel, den som helhed er solid underholdning.

Der er ikke mange overraskelser undervejs, men derfor er det alligevel spændende at være med på sidelinjen. Og ja, så er det som sagt en ret dyster fortælling, vi er ude i, hvor der undervejs er nogle meget brutale dødsfald.

Offergaven (eller Offering to the Storm) udkommer på Netflix den 24. juli 2020.

FAKTA

Instruktør: Fernando González Molina
Manuskriptforfatter: Luiso Berdejo
Medvirkende: Leonardo Sbaraglia, Marta Etura, Álvaro Cervantes

Plot

Amaia efterforsker flere mystiske tilfælde af spædbarnsdød og frygtelige ritualer. Imens er folk omkring hende i yderste livsfare. Tredje del af Baztán-trilogien.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.