HVAD KNOGLERNE FORTÆLLER er en ny Netflix krimi-thriller fra Spanien. Den engelske titel er The Legacy of the Bones, og dette er anden film i en trilogi. Tredie film kommer senere i år, og første film kan også ses på Netflix. Læs mere i vores Hvad knoglerne fortæller anmeldelse her!

Hvad knoglerne fortæller er en spansk krimi-thriller på Netflix. Den engelske titel er The Legacy of the Bones, men der er nærmest gået sport i at lave danske titler til mange film på Netflix.

Dette er anden film i en trilogi, hvor også første film er på Netflix. Du kan se denne film uden at kende til forgængeren, men det kan ikke anbefales. Lidt ligesom Afdeling Q filmene kan ses uafhængigt af hinanden, vil du mangle meget bagrundsstof, hvis ikke du har set den første. For begge de to første film gælder det, at der er ret grove forbrydelser på spil i Spanien!

Læs videre i vores Hvad knoglerne fortæller anmeldelse herunder.

Anden film i Baztan-trilogien

Hvad knoglerne fortæller (eller The Legacy of the Bones) er som sagt anden film i Baztan-trilogien, hvor hovedpersonen er Amaia Salazar, der spilles af Marta Etura. Den første film hed Den usynlige vogter (The Invisible Guardian som international titel) og udkom i 2017. I den film ser vi Amaia Salazar vende hjem til Bazlan-området, hvor hun jagter en seriemorder.

Det er klart bedst at se den første film i trilogien inden denne. Vi havde set Den usynlige vogter for nogle år siden og kunne klart mærke, at et gensyn havde været en rigtig god idé. Ellers misser man hurtigt nogle referencer. Det går an, men man får ikke det komplette billede med. Her er det direkte link til Den usynlige vogter på Netflix >

I Hvad knoglerne fortæller vender Amaia Salazar tilbage og ender med at skulle kaste sig over en ny voldsom sag. Igen, så lader det til, at sagen hurtigt trækker spor til hende selv.

Hvad knoglerne fortæller – Netflix Thriller

Marta Etura spiller hovedrollen i Hvad knoglerne fortæller

Det siger næsten sig selv, at Marta Etura er stjernen i denne trilogi, eftersom hun spiller hovedpersonen. Der er dog forskel på at spille hovedrollen og være stjernen. For mig fungerer hun utroligt godt som denne karakter. Jeg har dog heller ikke læst bøgerne og står derfor uden reference. Hun er ingen Noomi Rapace (den oprindelige Lisbeth Salander i Millenium-filmatiseringen), men hun er dog rigtig god.

Det er nemlig Marta Etura, der skal arbejde for at bringe hele historien sammen. Og der er rigtig mange navne, man skal holde styr på. Både på personer, steder og diverse kristne eller okkulte elementer. Hvis du har set andre spanske genrefilm, såsom den fantastiske Sleep Tight (2011), vil hun nok virke bekendt.

En anden vigtigt karakter i Hvad knogler fortæller spilles af Itziar Aizpuru. Hvis du har set den spanske Netflix-thriller Stilheden i den hvide by, vil du nok også genkende hende. Også Manolo Solo fra netop dén film er at finde på rollelisten i denne nye thriller, men dog kun i en meget lille rolle.

Læs også: Vores anmeldelse af Stilheden i den hvide by lige her >

Derudover er der andre mere eller mindre velkendte ansigter med såsom Paco Tous (Netflix’s Money Heist), Francesc Orella (Fatamorgana på Netflix) og Leonardo Sbaraglia (Pain and Glory). Helt overordnet er det en film med yderst solide skuespillerpræstationer. Selv når manuskriptet halter lidt… dog ikke mere end, hvad vi kender det fra andre krimi-thrillere.

Der kan gå lidt vel meget CSI i den, og (til tider) nærmest også Storm P logik. Der bliver draget nogle konklusioner undervejs, der måske nok driver historien frem, men de er sateme også meget letkøbte.

Hvad knoglerne fortæller – Netflix Thriller

Se Hvad knoglerne fortæller på Netflix nu!

Alle tre film i denne spanske trilogi er instrueret af Fernando González Molina og skrevet af Luiso Berdejo. Horrorfans vil måske genkende navnet Luiso Berdejo. Det er nemlig ham, der var med til at skrive manuskriptet til [REC] sammen med Jaume Balagueró og Paco Plaza. Det var som “Luis Berdejo”, men det er altså én og samme person, og han samarbejder ofte med Paco Plaza.

Du vil måske også synes om: Vores anmeldelse af den nyeste [REC] film her  >

Filmene er baseret på bogtrilogien af den spanske forfatter Dolores Redondo. Den tyske producer Peter Nadermann fik hurtigt sikret sig filmrettighederne, og produktionen begyndte få år efter den tredie bog udkom i 2014. Det er i øvrigt også Peter Nadermann, der producerede Stieg Larssons “Millennium”-trilogi.

Og præcis som Stieg Larsson havde Lisbeth Salander som hovedkarakter, så har denne Baztán bogtrilogi Amaia Salazar som hovedperson. Uden yderligere sammenligning er det godt at se en stærk kvinde, der bare går efter det, hun vil have. Hun er ikke ubetinget “likable”, men hun indyder (og får) respekt.

Jeg vil lige “advare” om, at dette er en ret mørk film – især mod slutningen – så det kan anbefales at se den, når mørket er faldet på. Det vil også give historien en ekstra dybde, da vi er ude i nogle ret dystre elementer med babylig og okkulte elementer.

Du kan se både Hvad knoglerne fortæller og den første film i trilogien, Den usynlige vogter, på Netflix nu. Tredie film i trilogien skal efter planen udkomme i Spanien over sommeren 2020.

Hvad knoglerne fortæller kan ses på Netflix fra den 17. april 2020.

FAKTA

Instruktør: Fernando González Molina
Forfattere: Luiso Berdejo, Dolores Redondo (bog)
Medvirkende: Marta Etura, Carlos Librado ‘Nene’, Leonardo Sbaraglia, Alicia Sanchez, Benn Northover, Eduardo Rosa, Francesc Orella, Imanol Arias, Itziar Aizpuru, Patricia Lopez Arnaiz

Plot

Et år efter opklaringen af en række mord står kriminalbetjent Amaia foran et lignende mysterium i Baztan-dalen, der viser sig at være personligt.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg