SUMPENS STILHED er en spansk thriller på Netflix. Vi følger en krimi-forfatter, der bevæger sig lidt vel frit mellem fiktion og virkelighed. Det betyder også, at filmens spilletid på halvanden time kræver din fulde opmærksomhed. Læs vores fulde Sumpens stilhed anmeldelse her!

Sumpens stilhed er en spansk thriller på Netflix. Filmen hedder The Silence of the Marsh på engelsk, mens El silenccio del pantano er den oprindelige spanske titel. Og ja, alle titler betyder det samme, men der er virkelig gået sport i at oversætte disse titler, så afhængigt af dine Netflix-sprogindstillinger, bør du nu være klar over, hvad du skal lede efter.

Vi elsker spanske genrefilm her hos Heaven of Horror, så vi er altid glade, når Netflix kommer med endnu en spansk produktion. Lige i denne omgang var vi dog lidt udfordrede. Selve plottet bevæger sig nemlig gennem mange forskellige fortællevinkler, og veksler mellem virkelighed og hovedpersonens fiktion.

Hovedpersonen er krimiforfatter og bevæger sig ret frit mellem fiktion og virkelighed. Læs mere om dette i resten af vores Sumpens stilhed anmeldelse herunder, og se filmen på Netflix nu.

En del velkendte ansigter

Hvis du også er til spanske film og tv-serier, vil der nok være en del velkendte ansigter. Hovedpersonen i Sumpens stilhed spilles af Pedro Alonso, der spiller krimiforfatteren. Du genkender måske Pedro Alonso fra Netflix-serien Money Heist eller The Ministry of Time, der til dels også er co-produceret af Netflix, men dog er en serie skabt af spanske TVE.

Andre nøglekarakterer spilles af velkendte genre-skuespillere som Javier Godino og José Ángel Egido.

José Ángel Egido vil sikkert virke bekendt, hvis du har set Netflix-antologiserien Criminal. Han var (ikke overraskende) med i Criminal: Spain. Du kan læse vores anmeldelse af Netflix-serien her >

Javier Godino var med i den fantastiske Øjnenes Hemmelighed, der vandt en Oscar for bedste udenlandske film. Den fik da også senere en amerikansk genindspilning, men originalen er klart bedst. Javier Godino har ikke noget stor rolle i Sumpens stilhed, men jeg fik nærmest kuldegysninger, da jeg så ham. Det er nok en konsekvens af, at han var god i Øjnenes hemmelighed.

Sumpens stilhed – Netflix anmeldelse

Slutningen af Sumpens stilhed

Selve slutningen af Sumpens stilhed vil nok dele vandene. Eller rettere, det vil hele fortæller-stilen sikkert. Vi kører ikke med spoilers her hos Heaven of Horror, men jeg vil alligevel give et par tips til at få et godt greb om historien i denne nye Netflix-thriller.

Først og fremmest skal du huske på, at der fortælles en del forskellige historier. Der er den historie, der er ved at blive skrevet af krimiforfatteren. Dernæst kommer den virkelighed, som krimiforfatteren gennemgår. Sidst, men ikke mindst, er der den store verden, hvor der også sker mange ting, der reelt er uafhængige af forfatteren.

Lige dette element med en forfatter og dennes historie, der eksisterer samtidigt, mindede mig lidt om den spanske El autor med Javier Gutiérrez fra Beboeren. Selve hovedplottet i de to film er meget forskellige, men der er visse lighedspunkter. Af de to film foretrækker jeg dog klart El autor (The Motive er den engelske titel).

I denne nye thriller på Netflix er vi ude i tre forskellige historier, og du skal give filmen din fulde opmærksomhed, hvis du skal forstå slutningen. Undervejs får du mange brikker til samme puslespil, der gør, at du skal samle diverse hjørner. De virker dog til ikke at hænge specielt meget sammen, men når alle brikkerne er lagt, vil det forhåbentlig give mere mening.

Sumpens stilhed – Netflix anmeldelse

Se Sumpens stilhed på Netflix nu!

Sumpens stilhed er instrueret af Marc Vigil, der også instruerede 10 afsnit af den Netflix co-producerede serie The Ministry of Time (org. titel El ministerio del tiempo). Helt overordnet har Marc Vigil primært arbejdet med tv-serier samt lavet et par kortfilm. Sumpens stilhed er faktisk hans spillefilmsdebut, og det ser da ikke helt dårligt ud. Der er bare lidt, der skal være mere skarpt!

Manuskriptet er skrevet af Carlos de Pando og Sara Antuña. Carlos de Pando har tidligere skrevet på en række tv-serier, der også omfatter The Ministry of Time. Sara Antuña har til gengæld skrevet på Netflix-serien Victim Number 8. Eller rettere, hun er faktisk en af de to skabere bag serien.

Læs også: Vores anmeldelse af Netflix-serien Victim Number 8 på vores engelsksprogede søster-site her >

Manuskriptet er baseret på en bog af Juanjo Braulio. Jeg kender ikke noget til bogen, så jeg aner ikke, om det er en god filmatisering af denne. Jeg kan kun forholde mig til, om det er en god film helt generelt. Og ja, den har gode elementer, men det er også en historie, der fortælles lidt vel hårdt fragmenteret til min smag.

Måske det faktisk havde været bedre, hvis den havde været længere end halvanden times tid. Dermed havde der været mere tid til at dvæle en smule ved visse elementer og sammenhænge undervejs.

Sumpens stilhed kan ses på Netflix fra den 22. april 2020.

FAKTA

Instruktør: Marc Vigil
Forfattere: Carlos de Pando, Sara Antuña, Juanjo Braulio (novelle)
Medvirkende: Pedro Alonso, Nacho Fresneda, Carmina Barrios, José Ángel Egido, Àlex Monner

Plot

Da en succesrig krimiforfatter laver research til sin nye bog om korruption, udvisker han grænsen mellem fiktion og virkelighed.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg