SPIDERHEAD på Netflix er en ny genre-hybrid film med Chris Hemsworth, Miles Teller og Jurnee Smollett i hovedrollerne. Genrerne er sci-fi, thriller, mystik, drama og action. Men egentlig er det en meget karakterdrevet-film, hvilket faktisk er en styrke. Læs vores fulde Spiderhead-filmanmeldelse her!

SPIDERHEAD er en ny Netflix-film med nogle vigtige budskaber. Det vigtigste ved denne er dog at levere ren underholdning. Jeg mener, ja, du kan sagtens få meget mere ud af at se denne film. Men hvis du ikke er i humør til det, så bare læn dig tilbage og lad dig underholde.

Denne genre-hybrid af en Netflix-film bruger genrerne sci-fi, thriller, mystik, drama og action. Men især karakteren spillet af Chris Hemsworth byder også på en del komiske indslag. Eller altså, kulsort humor. Det er bestemt ikke en komedie i nogen traditionel forstand. Der er nemlig også nogle brutale (og endda ret blodige) elementer i denne historie.

Fortsæt med at læse vores Spiderhead-filmanmeldelse nedenfor. Du kan se filmen på Netflix fra den 17. juni 2022.

Chris Hemsworth har tydeligvis en fest!

Jeg vidste, at jeg ville nyde at se denne film bare fra rollelisten. Jeg har dog før fået forventningerne for højt op og endt med at blive ret skuffet. Med Spiderhead blev jeg dog ikke skuffet. Eller rettere, jeg var lige præcis så underholdt, som jeg forventede. Filmen kunne dog snildt have dykket endnu dybere ned i de meget mørke elementer i kernehistorien.

På den anden side ville en beslutning om at gå den vej (altså, mere dystert), betyde færre seere. Dem, der bare ønsker at blive underholdt, ville så nok falde fra. For den brede appel – som jeg er sikker på, Netflix går efter med denne – kan jeg sagtens forstå deres begrundelse for at holde den lettere, end hvad der ville være oplagt for en regulær sci-fi horror-thriller.

Med Chris Hemsworth i hovedrollen som den geniale visionær Steve Abnesti, får vi en fantastisk start. Chris Hemsworth spiller denne karakter med præcis den rette mængde “gal videnskabsmand”. Han er også meget sympatisk og sjov på en ret akavet (men dog troværdig) måde.

Og så er Chris Hemsworth bare ret fantastisk, når han får brugt sin sublime komiske timing. For mig var det dét, der især gjorde Thor: Ragnarok til en ekstremt underholdende film. Når Chris Hemsworth får vist sin sjove side, er det aldrig helt skævt. Og slet ikke i en film som denne, hvor hele grundkonceptet er ret vildt!

Spiderhead – Netflix anmeldelse

Fantastisk rollebesætning og karakterer – dog med ret forudsigeligt plot

De andre hovedpersoner i Spiderhead spilles af Miles Teller (Whiplash) og Jurnee Smollett (Lovecraft Country). De portrætterer henholdsvis karaktererne Jeff og Lizzy. Begge er indsatte i det topmoderne fængsel, der drives af Steve Abnesti (Chris Hemsworth).

Dette er bestemt ikke det typiske amerikanske fængsel. Det ligner mest af alt et Big Brother-hus. Altså, som i det ikoniske reality-tv-program. Der er ingen tremmer for vinduerne eller celler. Og der er heller ingen, der har orange kedeldragter på, som altså er det obligatoriske fængselsoutfit. Alle de fængslede har jobs, men vi taler behagelige job. De kan endda bede om noget andet, hvis de ønsker det.

I Spiderhead-faciliteten (eller fængslet) er de fængslede frivillige stort set helt frie til at være sig selv. Dog er der selvfølgelig en pris; De er en del af et eksperiment, hvor forskellige medikamenter testes på dem. De frivillige menneskelige “test-kaniner” skal endda give OK for, at det faktiske lægemiddel testes i en given situation.

Samtlige tests påvirker dem i øvrigt psykisk. Men kun mens testen står på!

Miles Teller og Jurnee Smollett fungerer rigtig godt i deres roller som folk, der er fængslet, men klart meget hårdere mod sig selv, end nogen straf kunne være. Undervejs udvikles diverse relationer, og sandheden om deres forbrydelser kommer frem. Det betyder også, at du sandsynligvis vil kunne gætte mange plottwists før tid, da vi langsomt bevæger os frem mod disse afsløringer.

Det ødelægger ikke noget, men kunne have været fedt med endnu større plottwists – bare for at chokere seeren.

Se Spiderhead på Netflix!

Denne nye Netflix-film, som uden tvivl bliver nummer 1 i sin udgivelsesweekend, er instrueret af Joseph Kosinski. Ja, den samme Joseph Kosinski, som i øjeblikket har megasucces med Top Gun: Maverick. Endnu en film med Miles Teller i en nøglerolle. Tidligere instruerede Kosinski sci-fi-filmen Oblivion (2013) baseret på hans egen grafiske roman.

Spiderhead er baseret på korthistorien “Escape from Spiderhead” af George Saunders, der blev udgivet i The New Yorker. Manuskriptet er skrevet af Rhett Reese og Paul Wernick (Deadpool, Zombieland). De to skrev også Life (2017), som var en anden genre-hybrid film.

I noget af pressematerialet beskrives Spiderhead som en “genrebøjende og mørk, sjov, psykologisk thriller”. Det rammer faktisk ret meget plet! Kunne den have været bedre eller mørkere? Ja da. Men så ville det også have været en meget anderledes film på de fleste måder. Jeg nød den faktisk, som det er. Vil jeg se den igen? Sandsynligvis ikke. Men jeg kunne stadig godt lide den som god fredagsunderholdning!

Spiderhead er ude på Netflix fra den 17. juni 2022.

FAKTA

Instruktør: Joseph Kosinski
Medvirkende: Chris Hemsworth, Miles Teller, Jurnee Smollett

Plot

En fange i et superfængsel begynder at tvivle på formålet med de følelseskontrollerende stoffer, han skal teste for en genial medicinforsker.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg